…………..Fodboldromantikeren

Ugens kamp i PL: Burnley – West Ham
Turf Moor, Sean Dyche og Burnley – det er old school engelsk fodbold! Manager Dyche er i sin niende sæson i spidsen for Burnley, hvilket i sig selv er ganske usædvanligt i moderne fodbold, hvor managers i PL i snit næppe holder mere end to sæsoner! Burnley spiller 4:4:2, som også er det traditionelle i engelsk fodbold. Turf Moor var tidligere et vanskeligt sted at spille. Banen var dårlig, publikum var tæt på og i den grad bag hjemmeholdet. Turf Moor var tidligere et fort, hvor Burnley meget sjældent tabte, og det har holdt det nordengelske mandskab i den bedste engelske række i seks sæsoner.

4:4:2 holder stadig, selv om Dyche har forsøgt sig med at bryde sædvanen. Men Turf Moor er ikke længere et fort med en dårlig bane. Alle baner i PL holder en høj standard, så selv her i midten af december var banen grøn, jævn og pålidelig. Af Burnleys otte hjemmekampe i denne sæson er kun én vundet, 3-1 over Brentford. Det har medført, at Dyches mandskab ligger på nedrykningsplads.

Eksperimenternes tid er forbi i Burnley. Ben Mee, der måtte sidde ude i Burnleys seneste kamp, var med igen. Med Mee og Tarkowski som stopperpar foran måske den bedste engelske målmand, Nick Pope, har Burnley et særdeles solidt forsvarsanker. I front ynder Dyche at have store headestærke angribere, som kan angribe indlæg fra siderne.

West Ham kunne frygte, at holdets forsvarsproblemer ville blive udstillet i mødet med et klassisk engelsk angrebsmønster. Hammers to bedste stoppere, Ogbonna og Zouma, er begge ude med langtidsskader. Desuden er både Cresswell og Ben Johnson skadede, og dermed er der kun Masuaku af forsvarslignende spillere med PL-erfaring til venstre back-positionen. Masuaku er blot ikke back, i hvert fald ikke set med defensive briller. Hans force ligger i kombinationsspillet og gennembrudsspillet. I mødet med Burnley skulle det vise sig, at pasningsspillet langt fra sad i skabet for congoleseren, da han gang på gang smed bolden væk i opspillet.

Burnley gav en enkelt prøve på holdets traditionelle dyder, da Chris Wood i sjette minut headede et hjørne fra McNeill over mål. Men ellers var det meget småt med hjemmeholdets angrebsmuligheder i første halvleg. Kun ved hjørnesparkene var der antydninger af muligheder for Dyches hold.

West Ham dominerede første halvleg og havde ikke vanskeligt ved at spille sig op på forreste tredjedel af banen. Der var adskillige gode gennembrud, som led skibbrud på grund af enten manglende skarphed i den sidste aflevering, eller fordi først og fremmest Antonio ikke altid formår at rykke ind i de farlige områder, hvor indlæggene falder.

I første halvleg noterede jeg mig, at Masuaku i 10. minut flugtede på en dårlig headeclearing fra 20 meter snert forbi nærmeste stolpe. I 25. minut headede Diop et fint Bowen frispark tæt under mål, som Pope mesterligt reddede.

I 36. minut væltede McNeill Dawson ved baglinjen, da Dawson kom foran sin modstander på en hjørnesparksbold, der passerede målet, så Dawson jagtede bolden i området bag 2. stolpe. Dommer Graham Scott, der var dårligt placeret, vinkede afværgende. Ved første spilstop gik VAR-dommer Jonathan Moss ind. Som seer så vi, hvad Moss også måttte have set, at McNeill sparkede Dawson, så han faldt.

Samme Moss var dommer i kampen lørdag mellem Manchester City og Wolves, hvor han tildelte City det tyndeste straffespark i mands minde. Kendelsen er blevet meget kritiseret af både “pundits” og endog af en del City-fans. Måske har VAR-dommer Moss siddet og tænkt, at nu må jeg hellere stramme voldsomt op. I hvert fald vurderede han ikke situationen til straffespark.

Efter pausen kom Burnley først til en målchance, da Rodriguez et minut inde i halvlegen får foden på et indlæg fra højre, men Dawson reagerede med en refleks, der blokerede Burnley-angriberens afslutning, der så ud til at være uden for Fabianskis rækkevidde. Anfører Declan Rice svarede igen minuttet senere med et raid fra egen halvdel forbi flere Burnley-spillere langt ind i modstandernes felt, inden hans dynamiske løb blev standset.

I 55. minut måtte Pope igen finde en matchafgørende redning frem, da Benrahma headede et afrettet indlæg tæt op ad 2. stolpe. Både Benrahma og Masuaku formåede at bryde igennem til baglinjen, men deres pasninger når ikke frem til Antonio, der enten stivner eller ikke kan time sine korte indløb.
Anfører Rice søger at piske sit hold fremad ved at gå forrest i forsøgene på at bryde afgørende igennem, men det godt kæmpende Burnley-forsvar holder stand.
Kort før de 90 minutter er hjemmeholdet ved at stjæle alle tre points, da Rodriguez er meget tæt ved at få kontakt ved 1. stolpe på et indlæg fra Taylor i venstre side.
Pope må dog igen i aktion i overtiden, da Bowen sparker hårdt fra venstre side i feltet, velplaceret halvhøjt tæt op ad nærmeste stolpe, men den lange keeper får i fuld længde viftet bolden uden om stolpen.

Og så ender det i et par briller: 0-0!

Burnley halede et point ind på Watford, der fredag aften måtte se sig slået med 2-1 på et mål meget sent i Brentford. Men Sean Dyches mandskab kan ikke afskrives. Der er stadig defensive dyder at bygge på.
West Ham er åbenbart ikke et rigtigt tophold endnu. Det er sagt med den bitterhed, der ligger i, at alle tre hold foran Hammers – City, Chelsea og Liverpool – lørdag fik tilkendt meget tynde straffespark, som de vandt på, mens West Ham ikke fik tilkendt, hvad der synes et åbenlyst straffe?!
Måske det var et par ekstra briller, der skulle til!

---

I seneste blogindlæg dristede jeg mig til at rangere de danske dommere, der p.t. dømmer i den bedste række.
Denne gang kommer mit bud på alle tiders bedste danske dommere. “Alle tiders” betyder i denne sammenhæng, de dommere, jeg ved selvsyn har set dømme. Jeg er bekendt med, at der tidligere var danske dommere med et fint internationalt ry, som fx. Carl Fr. Jørgensen og Tage Sørensen. Men dem kan jeg ikke vurdere.

1. Peter Mikkelsen
2. Kim Milton Nielsen
3. Henning Lund-Sørensen
4. Claus Bo Larsen
5. Ove Hust
6. Knud Erik Gaarde
7. Henning Bertelsen
8. Jan Carlsen
9. Jørn West Larsen
10. Carl Laursen