Bortdømt!

Der var semifinale i den danske pokalturnering i aften. Brøndby-AaB på Brøndby Stadion. Dommer var Jens Maae.

Det har ofte været hævdet, at det er ekstra vanskeligt at vinde for udeholdene på Brøndby Stadion. Ikke på grund af en dårlig bane, ikke direkte på grund af et stort hjemmepublikum. Men på grund af dommerne, som måske lader sig rive med af den intimiderende stemning overfor udeholdet fra fansenes side?

I denne kamp må jeg sige, at dommertrioen slap så dårligt fra kampen, at det bærer ved til påstanden om, at udeholdet har svært ved at få fair play på Brøndby Stadion.

Ikke alene kan man diskutere om AaB skulle have haft straffespark, da en AaB angriber dømmes offside i samme moment, som han klart nedlægges til et straffespark. Var der i virkeligheden ikke strafbar offside? – Nej, i anden halvleg blev AaB decideret snydt for et soleklart straffespark, da Hermansson standser et langt indlæg med sin venstre arm for næsen af en AaB-angriber. Måske kunne dommeren, der stod dårligt placeret, da han ikke var nået langt ned ad den diagonal, han burde være på, ikke se situationen klart? Men linjedommeren havde suverænt udsyn til episoden. Turde han ikke dømme den?

Men der var mange andre situationer, hvor Maae klart dømte til Brøndbys uretmæssige fordel. Der var i hvert fald tre tilfælde, hvor Brøndbyspillere undgik advarsler, de burde have haft. Tydeligst var forskelsbehandlingen, da Hedlund i 1. halvleg sparkede direkte på målmanden et pænt stykke tid efter at fløjten havde lydt for en off side, men ingen advarsel. 14 minuter ind i 2. halvleg sparker AaBs Børsting bolden langt væk efter at dommerens fløjte lyder – gult kort. Det kunne selv TV-kommentatorerne Tøfting og Sæby, der ikke kan beskyldes for animositet mod Brøndby, se var en oplagt forskelsbehandling.

Præstation: Ikke bestået!

I en indkast situation, som AaB gerne vil tage hurtigt, kommanderer Maae indkastet flyttet 2 meter tilbage, 2 meter?! Senere dømmes en AaB’er off side, og Brøndby tager frisparket 2 m inde på modstandernes banehalvdel?!

Ved alle tre Brøndby-udskiftninger får de udskiftede lov til at gå, hhv. ca. 60, 60 og 30 meter. AaB havde også tre udskiftninger, men da holdet skulle indhente Brøndbys tidlige 1-0 føring foregik det naturligvis mere tjept.

I overtiden – naturligvis kun tre minutter? -dømmer Maae farligt spil mod AaBs Risgaard inde i Brøndbys felt, selv om Mukhtar stanger hovedet godt ned, så det i bedste fald er en tvivlsom kendelse.

Nu vandt Brøndby 1-0, og det var såmænd meget fortjent, da de gule var langt det mest energiske hold med stor overvægt i boldbesiddelse. Men det ændrer ikke på, at AaB blev bortdømt af en inkompetent dommertrio!

Skriv en kommentar