Riddersholm er fortid i AGF

Weekenden gav Fodboldromantikeren og alle, der har noget til overs for AGF, to overraskelser, en lille og en stor. Den lille overraskelse faldt fredag aften, da det lykkedes de hvide at score hele fem mål i udekampen mod Helsingør. Ganske vist på en billig baggrund, men alligevel! I Spelmanns fravær var det andre, der fik chancerne, og det kunne være medvirkende til, at der for alvor kom gang i målscoringen. Sana og Ankersen kom på tavlen sammen med Duncan og Junker med to.

Den store overraskelse faldt lørdag morgen, da det blev kundgjort, at Glen Riddersholm var fyret og David Nielsen ny cheftræner.

Glen lettet

Mange har naturligvis undret sig over timingen. Men direktør Jacob Nielsen har tidligere fyret Morten Wieghorst oven på en sejr. Det er andre faktorer, som har udløst det drastiske skridt. Utilfredsheden med Riddersholm må være vokset betragteligt, da først rivalen Randers ydmygede AGF, endda på Aarhus Stadion, og efterfølgende da cheftræneren stillede med et B-hold i pokalkampen ude mod Fredericia og fortjent blev sendt ud af den turnering, som AGF har de stolteste traditioner i. Ni gange pokalvinder er bedst af samtlige danske klubber.

Utilfredsheden har med andre ord ulmet et stykke tid. Nu kom så tidspunktet med to uger til næste turneringskamp på grund af landskamp-runde. Det er marginalt bedre at sætte en ny mand ind i førersædet end mellem to ordinære runder. Rygter vil vide, at der gennem længere tid har været tæt kontakt mellem AGFs ledelse og David Nielsen. Lyngbys træner havde indføjet i sin kontraktforlængelse fra i sommers, at han var fri til at gå, hvis en anden klub kom med et fristende tilbud.

Og så faldt afgørelsen – længe før og helt uafhængig af Helsingør-kampen.

Glen Riddersholm fik 21 måneder til at føre sin meget omtalte proces igennem, og undervejs har han fået mange af de spillere, han har peget på. Denne blogskriver har ofte kritiseret Riddersholm for at AGF manglede en spillestil, et taktisk fundament og at holdet manglede kreativitet. En kritik, som jeg mener bygger på saglighed, og som jeg står ved. Jeg kan derfor ikke beklage mig over, at AGF valgte at lede efter en ny cheftræner. Derimod har jeg undret mig over, at. man ikke tog skridtet efter afslutningen af sidste sæson.

TV har vist billeder af sportschefen og direktøren i munter og jovial omfavnelse af Glen Riddersholm efter kampen i Helsingør. Det finder jeg helt utilstedelig. En ledelsesstil der mangler format. Specielt Jacob Nielsen stod også for skud, da AGFs anfører, Morten “Duncan” Rasmussen, bramfrit udtrykte sig til medierne. Til Aarhus Stiftstidende: -Det er en svær situation for os spillere, når vi hele tiden skal forholde os til, at vores direktør kritiserer os voldsomt i medierne. Det er altså ikke en fordel for os, når vi hver anden uge skal høre at det ikke virker som om, vi ikke gider spille. Og jeg vil godt indrømme, at jeg er ind i mellem er meget forundret over nogle af de beslutninger, Jacob Nielsen træffer.

David Nielsen

Jacob Nielsen har hentet Morten Wieghorst og Glen Riddersholm og fyret dem igen. Nu har han så også hentet David Nielsen, som fra mange sider fremhæves som en dygtig træner. Det er han måske også, i hvert fald var det en flot præstation at føre Lyngby til tredjepladsen i sidste sæson. Men det er samtidig en forholdsvis uerfaren træner på højt niveau. Han havde i alt et år som cheftræner for Strømsgodset og senest succesrige to år i Lyngby.

Som spiller var David Nielsen ofte i søgelyset og ikke altid for det gode. Mit kendskab til David Nielsen går tilbage til ungdomsårene, hvor jeg var træner for David på det jyske U-16 hold. Den gang var Davids fysik foran hans mentale udvikling. Stor og stærk var han og målfarlig, men også udisciplineret og umoden. Men også en rigtig rar dreng! Det er alt sammen langt væk. Den gang ville jeg aldrig have drømt om, at David ville blive en god træner. Nu hører jeg ham udtale sig til medierne med ro og næsten altid velovervejet. Karakteristisk for Davids udtalelser er hans bestræbelse på at beskytte sine spillere – og det er et fint træk! Måske endda det kunne have en positiv indflydelse på direktøren?!

Jeg håber, David Nielsen vil interessere sig levende for AGFs ungdomsafdeling og aktivt virke for at føre de største talenter frem til Superligaholdet. Men først skal han have fundet en stabil centerforsvars konstellation og en disciplineret og spilstærk defensiv midtbane.

One thought on “Riddersholm er fortid i AGF

Skriv et svar til Jesper h Annuller svar