Miserable AGF

“Det er et kæmpe genopretningsprojekt vi er i gang med”, sagde AGF-træner Glen Riddersholm efter 3-1 nederlaget hjemme mod Silkeborg mandag aften. Det var ikke med speciel henvisning til aftenes kamp, at træneren udtalte sig. Nej, det handlede, må vi forstå, om hele den enorme indsats, som Glen Riddersholm og Jakob Nielsen er i gang med for at rette op på et nødlidende AGF.

Det er mere end svært at se, hvori opretningen består. Nøgternt set har AGF ifølge Jakob Nielsen det 4,-5, største budget i Superligaen, men ikke et mandskab, der overhovedet kan begå sig i top-seks. Med nød og næppe kan AGF måske undgå nedrykning. Holdet har ingen grundstruktur, som spillerne kan falde tilbage til, når modgangen melder sig. Efter sigende forsøger trænerteamet at indføre en spillestil, men selv en særdeles rutineret scout som Fodboldromantikeren kan ikke få øje på den.

I TV-studiet efter kampen udtalte Glen Riddersholm, at det i nervebetonede kampe som aftenens kamp og de kommende kampe i nedrykningsspillet er de erfarne spillere, der skal træde i karakter. Han indrømmede, at det gør de ikke! – Det er mangel på kvalitet, lød erkendelsen.

I aftenens kamp var det alene AGFs målmand, der kunne være sin indsats bekendt. Aleksander Jovanovic reddede sit hold fra en endnu større ydmygelse med en stribe fine reaktioner, og var sagesløs ved Silkeborgs tre scoringer.

AGF står med et hold med en række midtbanespillere, som mangler kvalitet. Riddersholm har satset på Spelmann, Amini, Bjarnason, Daniel A. Pedersen, som alle har fået utrolig stor tillid i form af megen spilletid. Det var da også denne kvartet, der var valgt til aftenens kamp. Den fejlede stort. Det gjorde backkæden i høj grad også.

Forsvarets krumtap har været ukampdygtig i hele foråret og mere til, men Niklas Backman har klassen til at spille i Superligaens bedre halvdel. Dino Mikanovic har gode offensive kvaliteter som højre wing back, men er svagere defensivt. I front har Morten Duncan Rasmussen umiskendelige kvaliteter, og den unge Bundu har givet lovende prøver på sin farlighed i Viborg-kampen i forrige runde.

Ret beset er resten af spillertruppen enten middelmådige eller for svage til Superligafodbold. Dertil skal lægges, at truppen består af spillere fra rigtig mange nationaliteter, og det lader til, at det i sig selv giver kommunikationsproblemer.

I min optik er det rigtig dårlig sportsligt håndværk, der ligger bag indkøbet af den spillertrup, der i dag er AGF’s. Det falder tilbage på ikke mindst direktør Jakob Nielsen, der ansatte svenske Jens Andersson som sportschef. Svenskeren, der ikke havde et særlig indgående kendskab til dansk fodbold, tilførte AGF en lang række af de spillere, som har vist sig ikke at slå til. Der vil altid være enkelte, der viser sig at være mindre succesfulde, men i dette tilfælde er det omvendt. Her er det kun enkelte, der har vist sig at have kvalitet.

Jakob Nielsen fik fyret Morten Wieghorst og hentet Glen Riddersholm ind. To helt forskellige fodboldfilosofier afløste hinanden! Riddersholm har haft stor indflydelse på hvilke spillere, der siden da skulle hentes ind. Da Jakob Nielsens gamle samarbejdspartner i Randers FC blev skubbet til side af en ny ledelse i Randers, stod Jakob Nielsen klar med en stilling som scout til Peter Christiansen. Så forlod Jens Andersson posten som sportschef og dermed rykkede PC ind som ny sportschef. Peter Christiansen har alene haft et sportsligt ansvar i det seneste transfervindue, hvor AGF garderede sig mod Backmans langtidsskade ved at hente rutinerede Mikkel Rask i Viborg. Mange ville mene, at der også var hårdt brug for en angriber mere til truppen, men det var måske mest fordi de ikke havde kendskab til unge Bundu.

Hvordan man end vender og drejer situationen står det klart, at hovedansvaret for AGFs miserable situation falder tilbage på direktøren og cheftræneren. Direktøren for valget af nøglemedarbejdere og cheftræneren for manglende spilkvalitet og pointudbytte.

Skal man se bag om dette ansvar, er det indlysende, at bestyrelsen har fejlet ved at betjene sig af dårlige rådgivere og ved at føre en zig-zag kurs på det sportslige område.

Skal man til sammenligning finde eksempler på, hvordan det er lykkedes andre i dansk fodbold at få succes med langt mindre budgetter, er der to klubber, som falder i øjnene. FC Nordsjælland for at fastholde et spilkoncept og satse på selv at udvikle spillere. Men også Lyngby, som har udnyttet kendskabet til hvad der rører sig i dansk fodbold og hentet spillere ind fra næstbedste række og blandt andre klubbers marginalspillere.

AGF har hverken holdt en fast kurs, satset på at udvikle egne spillere eller søgt at udnytte et kendskab til dansk fodbolds mere ydmyge dele. Nu truer nedrykningsspøgelset igen!