En eklatant fejldom stjal billedet og ødelagde kampen, da West Ham havde besøg af Manchester United på London Stadium. I centrum stod dommer Mike Dean, 48 år og fra Liverpool-området.
I det 15. minut forsøger Phil Jones fra Man. United og Sofiane Feghouli fra West Ham at nå en bold, der i et for langt træk er smuttet fra Feghouli.

De tørner sammen og Jones vrider sig voldsomt i smerte.

Det sker måske 12 meter fra dommeren, som dømmer frispark til Man. Utd., og derefter trækker han det røde kort: Udvisning til Feghouli – med 75 minutter tilbage.
West Ham var begyndt i en stærk udgave, mens gæsterne så noget passive ud. Nu ændrede kampen karakter. Hammers blev presset tilbage, men uden at Man. Utd. skabte åbne målchancer. I den anden ende havde De Gea en flot redning på et velplaceret forsøg fra Lanzine, og Antonio havde et hovedstød tæt forbi efter hjørnespark. Halvlegsstillingen var 0-0, hvilket gæsterne paradoksalt nok kunne være bedst tjent med.
Kort ind i 2. halvleg fik Antonio en kæmpemulighed på et langt dybdeløb sendt afsted af Lanzini, men alene med De Gea afsluttede han for svagt. Som det så ofte går: Det ene hold misbruger en oplagt mulighed og kort tid efter scorer det andet hold! Mourinho havde i pausen skiftet Mata ind og lidt senere Rashford. De to skabte målet til 0-1 i 63. minut, da Rashford brød igennem til mållinjen og serverede en bold skråt tilbage til en fri Mata, der køligt satte indersiden til.
Et kvarter senere scorede Ibrahimovic i en strafbar off-side position, som altså ikke blev vinket. Trods modgangen bevarede de trætte Hammersspillere koncentrationen, og med en godt spillende Randolph i målet udviklede det sig ikke yderligere.
Efterfølgende er Mike Dean blev udsat for skarp kritik fra alle sider for sin ledelse af kampen og især for udvisningen.

Aviserne, her The Times, fokuserer på dommeren. Sociale medier kommenterer med sort humor.
West Ham har appelleret det røde kort, og sandsynligheden taler for at klubben får medhold.
PL 20. runde: Middlesbrough-Leicester 0-0, Everton-Southampton 3-0, Manchester City-Burnley 2-1, Sunderland-Liverpool 2-2, West Brom-Hull 3-1, West Ham-Manchester Utd. 0-2, Bournemouth-Arsenal 3-3, Crystal Palace-Swansea 1-2, Stoke-Watford 2-0, Tottenham-Chelsea 2-0.