Siden de sociale medier forleden svømmede over med reaktioner på en privat video, som udstillede Kurt Zouma, der mishandlede sin kat, har omverdenen krævet alt fra landsforvisning af franskmanden og tilintetgørelse af hans kontrakt med West Ham til at hans klub skulle idømme ham lange karantæner. Det har været forsidestof i engelske aviser, og da Moyes valgte at anvende Zouma i hjemmekampen mod Watford, lød der uafladelige buhråb, hver gang den formastelige rørte bolden. Sponsorer for både Zouma selv og for West Ham flød med folkestemningen og ophævede sponsoraterne.
Den omsiggribende krænkelseskultur blev stopfodret!
West Ham idømte Zouma den største interne bøde, den havde mulighed for, 2 ugers løn, som skulle gå til dyreværnsforeninger. Zouma har undskyldt for sine handlinger. Alle i West Ham fordømte Zoumas mishandling, men det var ikke nok for den offentlige mening. Der var jo tale om et kæledyr! Det var ganske vist stadig i live, men alligevel….
Hvordan kunne West Ham finde på at anvende spilleren oven på en sådan misgerning?
Glemt var en række tilfælde, hvor PL-klubber lod sine spillere deltage uhindret i kampene efter, at spillerne var dømt for spirituskørsel. I 2018 blev Hugo Lloris dømt for spirituskørsel, men Arsenal fastholdt Lloris som anfører for holdet. I 2017 blev Wayne Rooney dømt for spirituskørsel, men Everton anvendte ham ufortrødent i næste kamp. I 2016 var det Firmino, der kørte spirituskørsel, men Liverpool anvendte ham i næste kamp.
Skulle man ikke mene, at spirituskørsel er en langt alvorligere forseelse end at sparke sin kat?
Reaktionen synes også ude af proportioner i forhold til de reaktioner offentligheden udviser over for spillere, som bevidst sparker andre spillere ned – nogle gange med karriereophør som konsekvens for den ramte. Nej, at sparke en kat er da langt værre end at sparke et menneske, ikke?
I udekampen mod Leicester var Zouma udtaget til midterforsvaret, men han blev syg aftenen før kampen og deltog derfor ikke.
Ugens kamp i PL: Leicester – West Ham
To hold i formkrise jagtede værdifulde tre points. Hjemmeholdet havde en stime af dårlige resultater bag sig, ikke mindst et 1-4 nederlag i FA-cuppen ude mod Nottingham Forest fra næstbedste række sved for de regerende pokalmestre. West Ham vandt ganske vist hjemme over Watford i seneste PL-kamp, men spillede svagt, og kun med nød og næppe spillede Hammers sig forbi non-league holdet Kidderminster i FA-cuppen.
West Ham kom bedst i gang, og allerede efter ni minutters spil bragte Bowen sit hold i front, da han løb fra forsvarerne på en tidlig dyb bold fra Diop, der havde afløst Zouma. Koldt placerede han med sit gode venstreben Schmeichel fladt i det lange hjørne.
I anden halvdel af halvlegen kom hjemmeholdet bedre med, og frontløber Daka oversprintede Diop på en dyb bold, men Fabianski var hurtigt ude af sit mål og sikrede sig bolden. West Ham fik sværere ved at sætte sig igennem, især fordi Fornals og Lanzini gang på gang trak sig i nærkampene.
Men rigtig farlige blev Leicester først, da Cresswell dummede sig og umotiveret satte armen på et hjørnespark. Tielemans udnyttede straffesparket med et hårdt fladt spark tæt op ad den ene stolpe og selv om Fabianski sprang til den rigtige side, kunne han ikke nå helt ud til bolden. Holdene kunne gå til pause med 1-1, hvad Leicester nok skulle være mest tilfreds med.
Det bedste ved pausen var, at man som seer så slap for at høre på Dan Engelsteds utallige floskler og på Jesper Thygesens Leicester-venlige kommentarer a la “Sindsygt mange fans håber på en Leicester sejr”.
Hjemmeholdet lagde bedst fra land i anden halvleg. Alligevel lykkedes det gæsterne at spille sig igennem Leicesters forsvar, så Antonio efter fem minutters spil med et cut-back fandt Bowen, men hans afslutning blev blokeret.
Efter 10 minutter brød hjemmeholdets bedste, venstre kant Barnes, igennem og sendte et fladt, hårdt indlæg på tværs af målet, men ingen af holdkammeraterne nåede frem til bolden. Barnes var igen på spil minuttet efter, hvor han smukt løftede bolden over i rummet ved 2. stolpe, hvor Ricardo Pereira kastede sig frem hen over Cresswell og headede bolden i mål.
David Moyes må efterhånden have set så mange gange, at Cresswell er uopmærksom over for modstandere i ryggen, at han må tage sin venstre back alvorligt i skole. Men det blev nu West Hams anden back, Coufal, der først blev skiftet ud og erstattet med Fredericks i et forsøg på at standse Barnes’ gennembrud.
“Der er slet intet, der virker for West Ham i den her halvleg”, sagde Thygesen. Ikke overraskende var det en grundløs generalisering. I hvert fald Fabianski spillede upåklageligt og greb således fint ind, da Barnes med et elegant vip søgte Tielemans i feltet.
Kampen igennem talte kommentatorerne om, hvor urimeligt det var, at Vestergaard ikke var udtaget til Leicesters midterforsvar, og sandelig om ikke danskeren blev skiftet ind mod kampens slutning. Men det blev nu ikke en styrkelse af hjemmeholdet. I det første af tre tillægsminutter sendte Bowen et hjørne fra højre side højt ind, og her sprang Dawson højest og “headede” med skulderen bolden i mål til resultatet 2-2. Til stor ærgrelse for Thygesen, der ikke kunne forstå, at VAR ikke annullerede målet. “Jeg sidder med en tom fornemmelse på Leicesters vegne”, var Thygesens slutreplik!
Manchester City og Liverpool var i weekenden begge på udebane mod bundhold. City gjorde den bedste figur og sejrede sikkert 4-0, mens Liverpool heldigt vandt 1-0. Chelsea var i international tjeneste og vandt verdensmesterskabet for klubhold ved at besejre brasilianske Palmeiras. Tottenham skuffede ved hjemme at tabe 0-2 til Wolves, der mere og mere udfordrer top 6-holdene. Også Manchester United skuffede sine mange fans ved hjemme at spille 1-1 mod Southampton. I bunden fik Newcastle en vigtig sejr med 1-0 over Newcastle, og Frank Lampard fik sin første ligasejr med Everton, der slog Leeds med 3-0.
Når vi ses her i bloggen næste gang, er Superligaen i gang igen – herligt!
..............Fodboldromantikeren 