Ugens kamp i PL: Manchester United – West Ham
Alle kampe i ligaen er naturligvis vigtige, men særlig vigtig bliver en kamp, når det er en direkte konfrontation mellem hold, der bejler til den samme position. Det var tilfældet på Old Trafford, hvor begge hold har ambitioner om at indtage mindst fjerdepladsen, der som bekendt giver adgang til det følgende års Champions League.
Manchester United er langt fra at være på niveau med City, Liverpool og Chelsea. Men mandskabet vil altid blive sammenlignet med tidligere tiders storhold under Ferguson. Tag nu den centrale midtbane som for tiden udgøres af to relativt defensivt orienterede spillere, McTominay og Fred, samt en playmaker i Bruno Fernandes. McTominay er et kraftværk, der arbejder i hele banens længderetning, og derfor også risikerer at være ude af brændpunktet, hvor et skrøbeligt midterforsvar skal beskyttes. Fred har i mine øjne ikke niveau til et engelsk tophold, da han i den position mangler nærkampstyrke og evne til at sætte sig igennem. Skal holdet have succes, skal Fernandes lykkes med sine aktioner. I den første sæson var han strålende og svang taktstokken på holdet. Efter Ronaldo er kommet tilbage, er Fernandes faldet i niveau. Nu skal spillet bygges op, så Ronaldo kan få succes. Stjernespillerens ego står i vejen for Fernandes’!
Måske kunne Paul Pogba så være en vigtig del af løsningen på midtbanen. Men han er på alle områder svagere end Fernandes og voldsomt overvurderet. Pogba har næppe en fremtid i Manchester United, i så fald vil der skulle tages et stort opgør med afskibninger af andre ego’er.
Der er flere, der lider også under det nye hierarki. Rashford har længe været en skygge af sig selv, og spillelysten har ude fra set ud til at være en mangelvare. Rangnick er sikkert meget opmærksom på forholdet. Det var pinligt at se, hvordan Ronlado reagerede med en teenagers surmuleri, da han blev udskiftet i holdets forrige kamp ude mod Brentford. Rangnick satte sig hen ved siden af Ronaldo og søgte sikkert at forklare ham, at holdet var i førerposition og at der ville være brug for hans kræfter i den vigtige næste kamp mod West Ham. Det burde ikke være nødvendigt!
Uanset Ronaldos enestående afslutningskvaliteter må man spørge sig: Kan guld købes for dyrt?
Skal Manchester United tilbage som udfordrer til mesterskabet, må det centrale forsvar skiftes ud. Trods blændende målmandsspil i denne sæson af De Gea er målene raslet ind. 30 gange har modstanderne scoret. For de tre førerhold er tallene City 14, Liverpool 19, Chelsea 18.
Harry Maguire er stor, tung og klodset. Han koster for mange mål og er ukonstant. Sammenlign ham med Chelseas Silva, Liverpools Van Dijk og Citys LaPorte. Hans makker i centerforsvaret er ofte Lindeløf, som er en habil stopper, men ikke på topniveau.
Men Manchester United har sin styrke i en stærk bænk. Det blev også udslagsgivende i ugens kamp. Efter forgæves at have løbet stormløb mod en velorganiseret og dygtigt forsvarende Hammers-defensiv i mere end 80 minutter skiftede Rangnick Martial og Cavani ind til at supplere allerede indskiftede Rashford og Ronaldo.
I kampens tredje overtidsminut var Hammers i angreb op ad højre side, men Bowen tabte bolden, der straks blev sendt videre op mod angriberne. West Hams indskiftede højre back, Fredericks, satte hovedet på fremlægningen, men dirigerede den uforvarende hen i Cavanis løberetning. Han fandt Cavani i Fredericks side fem meter inde i feltet, hvorfra Cavani havde let ved at sende bolden på tværs af målet til en fri Rashford, der med kampens sidste spark scorede matchens eneste mål.
Scoringen blev bemærkelsesværdigt lynhurtigt godkendt af VAR-dommer Tierney. Den så så tvivlsom ud, at alle fire kommentatorer i Sky’s studie med Allan Shearer i spidsen betvivlede afgørelsen. Når disse VAR-streger tegnes, er det uhyre afgørende om det sker i netop den “frame” (billedramme), hvor bolden slipper aflevererens fod. Sandsynligvis vil der kunne tegnes flere udgaver af situationen, som alle kunne se troværdige ud.
Det var selvfølgelig voldsom ærgerligt for West Ham, der havde kæmpet hårdt for det ene point, som havde holdt Manchester United bag sig. Men skulle matchen have en vinder, var det ikke urimeligt, at hjemmeholdet tog sejren.
West Ham spillede med stor respekt for modstanderen. Hammers angreb var få og kun sjældent en trussel. Letvægterne Lanzini og Fornals faldt nærmest ud af kampen. Antonio spillede endnu en kamp, hvor meget lidt lykkedes. Han egner sig ikke til at spille med ryggen til angrebsretningen, dertil er hans teknik for dårlig. Derimod skal han ud i at jagte dybe bolde, så han har front mod mål.
Eneste angrebsspiller som holdt niveau for West Ham var Bowen, der da også var tæt ved med et højrebens forsøg i 53. minut på en nedfaldsbold. Bowen stod bag hjørnesparket, som Soucek få minutter før tid var nær ved at heade ind ved roden af fjerneste stolpe. Desuden havde han et karakteristisk raid over en halv bane mod hjemmeholdets mål, men blev bremset i feltet af Rashford i et stærkt tilbageløb.
Men kampens bedste spiller var Declan Rice, der som sædvanlig sled og slæbte. Tabte vel dårlig nok en nærkamp og formåede at støtte sine angribere ved sin enorme arbejdsradius. Han overstrålede i den grad Manchester Uniteds midtbanespillere, at han må have overbevist den sidste skeptiker om, at han for tiden er Englands stærkeste midtbanespiller.
For TV3 dækkede Grønborg og Grønkjær kommenteringen. Det var en ensidig affære. 80 % af tiden kommenterede de Manchester Uniteds spillere og situation. Desværre har vi at gøre med en kommerciel udbyder, som ikke føler sig forpligtet på almene journalistiske principper.
Weekendens runde rummede flere overraskende resultater. Manchester City måtte nøjes med uafgjort 1-1 i Southampton. Burnley fik et point med hjem fra Arsenal efter et målløst opgør. Norwich scorede hele tre mål i udesejren i den vigtige bundkamp mod Watford. Mere normalt var det, at Chelsea slog Tottenham 2-0. Liverpool måtte have dommerhjælp til at slå sejren på 3-1 fast ude mod Crystal Palace.
I The Telegraph kommenterede den tidligere topdommer, Keith Hackett, der dømte på højeste engelske niveau 1976-1994, situationen, hvor Liverpoool fik tilkendt et tvivlsomt straffespark mod Crystal Palace. Hackett var enig med dommer Kevin Friend, der fra en fin position vurderede, at Palaces målmands berøring af Jota var en naturlig del af en kontaktsport. Men VAR-dommer Craig Pawson var af en anden mening, så han kaldte Friend ud til VAR-skærmen, og så ved vi alle, hvad der sker, siger Hackett. Det er et voldsomt pres VAR lægger på dommeren, og det er uhyre vanskeligt for Friend at tænke: Nej, jeg så situationen rigtigt!
Hackett foreslår, at VAR-dommeren ikke skal sidde isoleret i det fjerntliggende Stockley Park, hvor der ingen føling er med kampens passioner. Bring VAR ud på stadions, så dommer og VAR-dommer kan have en snak om situationerne bag efter og lære af dem.
..............Fodboldromantikeren 