Der var vaskeægte topopgør på programmet lørdag. Oven i købet en slags jubilæum, da det var 50. gang Manchester City og Chelsea mødtes i Premier League.
Ugens kamp i PL: Manchester City – Chelsea
Guardiolas mandskab gik på banen med 11 PL-sejre i træk, mens Tuchels Chelsea har sat 14 points til i de sidste ni kampe. Det afspejlede sig. På forhånd havde den tyske træner udtalt, at det ville blive vanskeligt at slå City. “Man må respektere, hvad Manchester City er for tiden”, sagde Tuchel. Næppe breaking news.
På banen satsede Chelsea på kontrastødene med udgangspunkt i et stærkt forsvar. En trebackkæde med to defensive wingbacks suppleret med Kanté og Kovacic i den centrale del af midtbanen bag en fremskudt Lukaku og med Pulisic og Ziyech i mellemrummet. Havde det været Mourinho på Chelseas sidelinje, ville man have beskyldt ham for at parkere bussen foran målet.
I modsætning til Arsenal, der for nylig havde succes med at gå højt op og lægge pres på City, overlod Chelsea frivilligt City plads til det opbyggende spil. Ved at få Citys bagkæde til at stå højt håbede Tuchel sikkert, at der ville blive muligheder for Lukaku til at blive bragt i 1 mod 1 situationer med Stones, der havde fundet plads som central stopper hos hjemmeholdet. I 9. minut gik det ønske i opfyldelse, og Stones oversatsede i nærkamp med Lukaku, der viftede englænderen væk og styrede mod målet, men selvtilliden svigtede den store belgier, der i stedet for selv af afslutte valgte at aflevere til siden til en offside Ziyech, mens Tuchel rasede på sidelinjen.
I Citys offensiv var der stor forskel på gennembrudskraften på de to kanter. Grealish havde det utrolig svært i Citys venstre side mod Rüdiger, mens Sterling havde overhånden mod Alonso i højre side. Allerede i 6. minut måtte Alonso gribe til så ulovlige midler, at det indbragte ham gult kort. Chelsea arbejdede hårdt på at forhindre Citys 1-2 kombinationer centralt og satsede på at afvise indlæg fra kanterne. City søgte i stedet at spille sig helt til baglinjen for at finde en medspiller med en kort pasning bagud og dermed også kompensere for at spille uden en egentlig boksspiller.
Chelsea skabte i første halvleg ikke flere rigtige muligheder end Lukakus forspildte mulighed i det 9. minut. Til gengæld faldt der igen en stor mulighed til belgieren i begyndelsen af anden halvleg, hvor City i et kort øjeblik mistede formationen, så Kovacic med en simpel pasning i dybden kunne spille Lukaku alene med Ederson, som mesterligt lykkedes med at få en hånd på Lukakus curlede bold og afværge chancen. Uden Mason Mount virkede gæsterne fantasiløse i sit angrebsspil.
Med sit overtag i første halvleg havde hjemmeholdet fortjent en halvlegsføring, men den udeblev. Største mulighed tilfaldt Grealish seks minutter før halvlegen, da Kovacic mistede bolden, men Kepa lykkedes med at sende bolden centimer uden om stolpen. Chelsea kom lidt bedre med i anden halvleg, men stadig var det City som var i førersædet. Helt fortjent blev det da også endelig til en scoring i det 70. minut, da Kevin De Bruyne demonstrerede sin enestående klasse og smukt sendte et fladt skruet spark rundt om Kepa og ind ved fjerneste stolpe.

Det blev i den sidste ende den afgørende bold mellem de to tophold. Dermed øgede Manchester City sit forspring til Chelsea til 13 points. Da Liverpool søndag vandt 3-0 hjemme over Brentford, er Klopps mandskab nu første udfordrer 11 points efter men med en kamp i hånden. Det ser mere end vanskeligt ud for nogle af forfølgerne at nå op til Guardiolas udvalgte, der med sejren over Chelsea øgede sejrsstimen i PL til 12 kampe. Det er mesterskabsklasse!
Der var drama i weekendens runde. I Newcastle satte hjemmeholdet sin 1-0 føring over styr hjemme i bundbraget mod Watford i 88. minut. Et andet bundhold Norwich – af mange for længst dømt nede – vandt sin kun tredje sejr, da Everton måtte rejse hjem fra Norfolk med et 2-1 nederlag, der kostede Benitez posten som manager i Merseyside-klubben. Til Tottenhams store fortrydelse fik Arsenal held med at få udsat derbyet med henvisning til spillermangel. West Ham skuffede sin store fanbase ved at tabe hjemme med 2-3 til et afbudsramt Leeds. I Birmingham satte Manchester United en halvlegsføring på 2-0 til i anden halvleg mod et revitaliseret Aston Villa mandskab, der gav debut til Coutinho, som oven i købet scorede det udlignende mål til resultatet 2-2.