AGFs sejrsstime & Tuchel – Guardiola 0-1

Ugens kamp i Superligaen: AGF – Sønderjyske
Begge hold kom med en frisk superligasejr i bagagen, ja AGF endda to. Ikke desto mindre var det nummer 10 mod nummer 11, og derfor en særdeles vigtig kamp om at komme væk fra bundregionen.

AGF fejrede sin 141 års fødselsdag med at lade 11 af sine ældste medlemmer vandre på banen med foreningens spillere, heriblandt så store figurer som 85-årige håndboldmålmand Leif Gelvad med sølvmedalje fra VM, angriber og tidligere cheftræner Hans Petersen samt hovedformand Erik Meiniche Schmidt. En smuk gestus!

AGF lagde klart bedst ud med første flade afslutning fra Thorsteinsson efter mindre end to minutters spil. Allerede efter 10 minutter får Dal Hende gult kort for et angreb på sin gamle holdkammerat, AGFs målmand Jesper Hansen. Men først efter en længere samtale med dommer Jonas Hansen, en facon, som den glimrende kommentator, Dennis Søndergaard, karakteriserer som “skolemesteragtig”.

Dommeren skulle vise sig ikke at have en af sine bedste dage. Efter et kvarters spil dømmer han først et frispark (dømt mod Bisseck), som ikke er der, for kort derefter at undlade at dømme et frispark (som Hausner begår). I løbet af kampen uddeler Jonas Hansen ikke færre end otte gule kort!
Selv om man er lille af statur, kan man godt have et stort format – hvilket ældre bloglæsere husker, at dommer Knud Erik Gaarde demonstrerede tilbage i 80’erne.

Patrick Mortensen har haft svært ved at finde netmaskerne, men mod Sønderjyske kom han til en hel del afslutninger, som enten blev blokeret af et årvågent modstanderforsvar eller blev afværget af den dygtige målmand, Thomas.
Første helt store mulighed opstod i 21. minut, da Thorsteinsson sendte et indlæg ind fra venstre, som Bisseck tæt under mål med låret får dirigeret i en bue over Thomas, som målmanden får viftet til. Mortensen udfordrer med et forsøg på hovedstød helt inde på linjen, men mirakuløst får Thomas med begge hænder og med front mod eget mål slået bolden bag over og i spil.
Få minutter senere lægger Eskesen bolden af til Dal Hende, der finder Prosser, men hans flade skud går forbi fjerneste stolpe. Prosser fik igen en mulighed efter 33 minutters spil, hvor Mpindi fandt ham i feltet, men angriberen tøvede, tog et træk og blev blokeret.

AGFs overtag i spillet blev i 34. minut omsat til scoring, da Bundu viste tidligere tiders fart og gennembrudskraft og rev sig forbi Dal Hende, centrede hårdt og fladt uden for målmandens rækkevidde til Thorsteinsson foran 2. stolpe, hvor islændingen med en meget behersket inderside satte bolden i mål. Scoringen fejrede Thosteinsson med et “dive”, som en humoristisk kommentar til den – meget berettigede – kritik, der blev rejst mod ham i kampen mod Silkeborg.

Sønderjyske fik fem minutter før pausen en kæmpechance for at udligne. Et indlæg fra venstre var ved at finde Taiwo i ryggen på Hausner, men Oliver Lund nåede højest og headede, men ned i jorden foran Albæk, der fik en fri helflugter fra otte meter. Jesper Hansen, netop udtaget til landsholdet, var vågen og klarede forsøget.

Før anden halvleg udtalte David Nielsen om modstanderne: “Jeg synes, de er gode!”. Sandt var det da også, at det ikke lignede en kamp mellem to bundhold. Ganske vist var der stor intensitet i nærkampene og et væld af frispark, men der var også flydende kombinationsspil og højt tempo hos begge hold.

AGF var bedst i den første time, men derefter overlod hjemmeholdet initiativet til modstanderne. Som så ofte før forfaldt AGF til at forsvare sin føring ikke ved at angribe, men ved at stille sig langt bagud, og ved sine udskiftninger forsøge at styrke defensiven. Det er en farlig fremgangsmåde, som mod OB gav pointtab. Det skaber urolige kampe, hvor holdets angribere ikke får den selvtillid, som godt angrebsspil giver. Det er fornemt at holde nullet, som det nu er sket i de sidste tre kampe, også selv om det har været mod formodede svagere modstandere. Men en helstøbt kamp mangler vi at se fra AGFs side.

Det blev en nervøs afslutning for fødselaren med lang tillægstid, men Sønderjyske formåede ikke for alvor at true, da det gjaldt. Symptomatisk illustreret ved Jeppe Simonsens afslutning i femte tillægsminut himmelhøjt over Jesper Hansens mål.

Bisseck – suveræn stopper

Hos AGF spillede Bisseck, Thorsteinsson, Grønbæk, Kahl og indskiftede Brandhof særlig stærkt. Hos Sønderjyske var især målmand Thomas på toppen. Derimod fik Taiwo trods stor energi ikke meget ud af sine anstrengelser, selv om de imponerede kommentator Jesper Thygesen, der i sin tid var så langt fra netop denne spillertype, som tænkes kan!

….Midtjylland slog heldigt Randers 1-0 og bevarede førerpositionen. Forfølgerne fra København tævede Nordsjælland med hele 5-1, endda på udebane. Brøndby vandt 2-1 over et skuffende AaB-mandskab. Viborg og OB delte med 1-1. Mens Vejles forsvarere spillede en forfærdelig kamp hjemme mod Silkeborg, der vandt 4-2 og sendte vejlensernes drømme om overlevelse ned i kulkælderen.

Ugens kamp i Premier League: Chelsea – Manchester City
Første kamp i 6. runde lørdag middag var mødet mellem de to topfavoritter til mesterskabet. Med Michael Oliver til at passe fløjten var der lagt op til et meget seværdigt opgør mellem to af ligaens dygtigste taktiske trænere, Tuchel og Guardiola.
Første halvleg blev en meget låst kamp i kraft af to uhyre stærke forsvarsindsatser. City pressede særdeles højt og dygtigt med boldjagt i et forsøg på at vinde bolden helt oppe ved Chelseas felt. Det lykkedes i en grad, så hjemmeholdet var sjældne gæster på Citys halvdel. Fordelingen af boldbesiddelsen understregede det: 31 % – 69 %.

Men årvågent spil i først og fremmest Chelseas tre-back kæde med Andreas Christensen i storform – som den centrale med Azpilicueta til højre og Rüdiger til venstre for sig – forhindrede City i at komme til en eneste rigtig stor chance. Når der endelig var tilløb til en Chelsesa-chance, svigtede Werners og Lukakus teknik overfor dygtige City-forsvarere.

Efter 27 minutters spil bliver Chelseas højre wingback, Reece, skadet og må udgå. Han erstattes af Thiago Silva, der overtager den centrale placering i trebackkæden og skubber AC ud i højre side og Azpilicueta op som wingback. Den 37-årige forsvarsgeneral, Silva, sender en lang crossbold til netop Azpilicueta, som tøver med at slå det tidlige indlæg, som kunne have skabt muligheden for Lukaku, og muligheden løber ud i sandet.

Trods det store spillemæssigt overtag til City viste oversigten over skud indenfor målrammen et stort nul for begge hold i første halvleg.

Tuchels satsning på tre defensivt orienterede midtbanespillere i Jorginho, Kante og Kovacic, som i første halvleg havde givet City et stort spilovertag, gav bagslag i begyndelsen af anden halvleg. Først bragte City Grealish fri til afslutning i venstre side med en skruet bold mod fjerneste stolpe, men snert forbi. I 53. minut valgte gæsterne en kort hjørnesparksvariant, hvor bolden blev spillet ind foran feltet til Cancelo, der efter en sparkefinte fandt Jesus i feltet. Hans resolutte afslutning blev rettet af på Jorginho og efterlod Mendy chanceløs i målet. 0-1.

Da Grealish igen fem minutter efter scoringen kan afslutte fladt i det lange hjørne, som Mendy må ud i fuld længde for at vifte uden om stolpen, reagerer Tuchel endelig. Kanté, som ikke havde nogen heldig dag, erstattes af den mere offensive Havertz. Men det brænder endnu en gang på hos hjemmeholdet. Efter en times spil må Thiago Silva redde på målstregen, da Bernardo Silva får en åben målchance i kraft af, at Mendy halvklarer en afslutning ud i fødderne på den lille portugiser.

Kampen igennem holder City-forsvarerne i kort snor til Lukaku og Werner, hvilket stiller store krav til angribernes teknik, når bolden endelig finder vej til dem. Og det kniber det med. Da Lukaku i 64. minut trods alt er ved at rive sig fri, river Laporte ham ned. Gult kort og en god frisparksmulighed, som Alonso misbruger.

Kampen åbner op, som det så ofte sker efter en scoring. City sværmer igen omkring Chelseas mål, men Andreas Christensen får clearet en farlig tværpasning i feltet i kaos-situationen. I 70. minut rykker Kovacic pludselig i længderetningen med bolden og slipper fri efter et aflæg fra Lukaku, men Ruben Dias når i sidste øjeblik tilbage og blokerer afslutningen. Her blev det udstillet, hvordan offensive midtbaneindsatser kunne ændre kampforløbet. Fem minutter senere ændrer Tuchel til en endnu mere offensiv midtbane, da han tager Jorginho ud og erstatter ham med Loftus-Cheek.

I det sidste kvarter er der chancer begge veje. I 82. minut begår Thiago Silva en stor fejl i opspillet, og det bringer Grealish alene igennem, men Mendy klarer fornemt. Fem minuter senere er Lukaku tæt ved at få hovedet på et tidligt indlæg fra Azpilicueta. Men resultatet står, og Manchester City vinder fortjent.

Pep Guardiola – taktisk mester

….Arsenal vandt Nordlondon-derbyet over Tottenham med 3-1 efter en sublim første halvleg, hvor Spurs blev udspillet. Brentford hjemme mod Liverpool blev en målfest, hvor Thomas Franks mandskab viste stor vilje og målfarlighed – 3-3! Manchester United skuffede ved hjemme at tabe 0-1 til Aston Villa. West Ham kom tilbage på vindersporet med en hårdt tilkæmpet 2-1 sejr i Leeds. Brighton blev ikke nyt tophold, da Graham Potters mandskab spillede 1-1 ude mod Crystal Palace mandag aften.

Skriv en kommentar