Tætte, dramatiske topopgør

To tætte, dramatiske topopgør udgør ugens kampe.

Ugens kamp i Premier League: West Ham – Manchester United
Søndag mødtes to hold, der begge spillede europæiske midtuge kampe. Hammers vandt i Europa League 2-0 ude over Dynamo Zagreb, mens United skuffede ved at tabe 1-2 til Young Boys fra Bern. Før kampen på London Stadium mindedes afdøde Jimmy Greaves, 81 år, med et minuts klapsalver. Dem høstede den fremragende centerforward mange af i levende live, flest i Tottenham hvor han stadig har scoringsrekorden. Greaves spillede en enkelt sæson i West Ham.

Jimmy Greaves – en af alle tiders største målscorere spillede sin sidste sæson i 1. division hos West Ham

Hammers måtte undvære holdets eneste rigtige centerforward, Michael Antonio, der sad ude med en enkelt spilledags karantæne. I hans sted var Bowen skubbet i front med Benrahma liggende som anden-angriber. Derved blev der plads til nyerhvervelsen Nikola Vlasic på den ene kant. United havde Varane i centerforsvaret sammen med Maguire, og bortset fra Rashford kunne Solskjær mønstre stærkeste opstilling.

Gæsterne lagde bedst ud med højt pres og hurtigt genpres, så West Ham i det første kvarter var sjældne gæster på modstandernes banehalvdel. Men da Benrahma efter 17 minutters spil stjal bolden fra Maguire tæt ved baglinjen og derefter fandt Bowen, hvis afslutning blev blokeret af Varane, fandt hjemmeholdet gode offensive takter frem. Få minutter senere er Bowen igen på spil, men hans afslutning parerer De Gea med en fodparade, da Bowen efter et fint opspil opsnapper en anden bold.

Det er en livlig, velspillet kamp, hvor chancerne falder til begge mandskaber. Ronaldo har i 24. minut en afslutning lige på Fabianski. På Luke Shaws hjørne i 27. minut falder bolden til Fernandes i området bag 2. stolpe, hvor han flugter bolden, som Fabianski med det yderste af fingerspidserne slår ud på fjerneste stolpe.
Efter knap en halv times spil finder Bowen med en tværbold på kanten af feltet Benrahma, som med højre forsøger at curle bolden ind, men den rettes af på Varane og snyder De Gea til kampens første scoring. Men føringen varer kort. Fem minutter senere fungerer den portugisiske forbindelse, da Fernandes fra venstre side løfter bolden ind i feltet, hvor Ronaldo har fundet en position i ryggen på Ogbonna og på indersiden af Cresswell. På kanten af offside sætter Ronaldo en højre yderside på bolden, som Fabianski halvklarer. Ronaldo er straks over returen, som han let kan skubbe i mål.
Ronaldo er også på spil i 41. minut, hvor Greenwood sender en fin medløbsbold in i feltet, som Ronaldo sparker hårdt og fladt på, men Fabianski klarer flot. Minuttet efter er Vlasic tæt ved at styre et Cresswell indlæg i mål, men forbi.

Straks i anden halvleg begår Fornals en kæmpefejl, da han i opspil sender bolden lige i fødderne på Fernandes, men Fabianski klarer endnu en gang fremragende. Kampen bølger stadig frem og tilbage, men gæsterne tilkæmpen sig en stribe hjørnespark, som et velorganiseret og flot fightende forsvar alle afviser.
Efterhånden begynder trætheden at melde sig. Moyes sætter i 67. minut Yarmolenko på banen for Vlasic, og det kom der ikke noget brugbart ud af. Ukraineren har ikke længere en klasse, der berettiger til et godt PL-mandskab. Så er der mere kvalitet i Solskjærs indskiftninger, da han i 72. minut sætter Sancho og Lingard på banen og tager en svagt spillende Pogba ud sammen med Greenwood.

I det sidste kvarter forsøger Ronaldo et par gange at kaste sig i feltet, uden at det gør indtryk på dommer Atkinson. Da han tredje gang i nærkamp med Kurt Zouma ryger i græstæppet, vinker dommeren afværgende. Her blev Ronaldo offer for sine to foregående teatralske scener. For straffesparket skulle være dømt. Forinden havde Lingard vist det publikum, som hyldede ham for sine tjenester for klubben i sidste sæson, at han stadig er en dygtig angriber. I 88. minut får han plads i sin venstre side af feltet, trækker bolden til siden for Zouma og sender bolden utageligt i fjerneste målhjørne. Et flot mål til 1-.2.

Da troede de fleste kampen afgjort, men i det sidste overtidsminut, strækker Luke Shaw sin venstre arm ud og blokerer et indlæg. Da Atkinson kaldes ud til VAR-skærmen, dømmer han straffe. Her foretager Moyes sin sidste udskiftning, ud går Bowen, og kaptajn Mark Noble sendes på banen for at tage straffesparket. Men hans spark er så svagt, at De Gea kan kaste sig til sin venstre side og let parere og dermed redde sejren hjem.
Var det klogt af Moyes? Under EM var det ikke en vellykket fremgangsmåde. Men Noble har ikke brændt et straffe i de sidste fem år, mens De Gea ikke har reddet et i det samme tidsrum. Bagklog kan vi alle være!

Samtlige Nobles boldberøringer!

Det var en mere lige kamp end alle eksperterne havde forudset – undtagen Mølby. En tempofyldt kamp mellem to mandskaber med masser af kvalitet. Manchester United havde flest afslutninger, men selv uden Antonio var West Ham farlige i sine kontrastød. Zouma fik vist sig godt frem for sit nye hjemmepublikum, og Vlasic ser ud som en spiller, der kan passe godt in i Moyes’ stil.
Ronaldo demonstrerede endnu en gang, at han altid er målfarlig. Fernandes havde også høj kvalitet over sin spilfordeling, mens Pogba smed mange bolde væk.

….Brighton fortsatte sin flotte åbning på sæsonen med en hjemmesejr på 2-1 over Leicester og indtager fjerdepladsen. Manchester City skuffede på hjemmebane ved ikke at kunne nedbryde et godt kæmpende Southampton-forsvar, så kampen sluttede målløst. Chelsea demonstrerede sin store styrke ved på udebane at slå Tottenham 3-0. Liverpool slog planmæssigt Crystal Palace 3-0. Arsenal fik for blot anden gang point, da Burnley tabte hjemme 0-1.

Ugens kamp i Superligaen: København – Midtjylland
De to fusionsklubber udkæmpede søndag aften topkampen for et fyldt Parken. Midtjyderne måtte undvære Lössl, Mabil og Cajuste, mens københavnerne savnede Rasmus Falk.

Første halvleg vil blive husket for to forhold.
I 16. minut havde Jonas Wind Københavns eneste farlige afslutning i hele kampen. I højre side spillede Diks en dyb bold mod baglinjen, som Pep Biel løb til og sendte et indlæg ind mod centeret af Midtjyllands felt, hvor Jonas Wind header kraftfuldt mod nederste hjørne ved 1. stolpe, men Lössls 2-meter lange afløser, 21-årige islænding Elias Rafn Olafsson kaster sig ned og redder fornemt.
I 27. minut forfølger Evander Jonas Wind, der driver bolden fremad. Hovedløst stempler Evander bagfra ned på Winds ene læg. Efter VAR-gennemsyn viser dommer Kehlet brasilianeren rødt kort.

I pausen udtaler Københavns træner, Jess Thorup til TV3: “Jeg ved ikke hvor meget fordel, det gir os, at vi er en mand i overtal”. Bo Henriksens tilgang: “Vi skal da ud og vinde!”. To minutter senere afspejler det sig på banen. Anfører Zeca afleverer under opspil bolden hen i fødderne på Midtjyllands angriber, Brumado, som først vifter Lerager væk, trækker forbi Zeca og afslutter fra 20 meter. Brumados skud rettes af på Khocholava, så den tager en bue hen over Grabara og i mål.

Junior Brumado – matchvinder

Efter en times spil dømmer Kehlet straffe til Midtjylland efter en episode, hvor Jens Stage river Joel Anderson omkuld på kanten af feltet, men efter et VAR gennemsyn konstaterer dommeren, at Stages forseelse er foregået lidt uden for feltet, så kendelsen ændres til frispark. Isaksen sparker muligheden forbi mål.

København er meget i boldbesiddelse, men skaber ingen farlige situationer. Uden Rasmus Falk virkede hjemmeholdet forudsigelige i bestræbelserne. Dalsgaard, Sviatchenko og Juninho havde let ved at afvise de mange indlæg fra siderne. Nærmest ved var Zeca med et langskud snert forbi fjerneste opstander i 76. minut.

Selv om Kehlet forlænger kampen med fem minutters overtid og reelt først fløjter af efter seks minutter, kommer Midtjyllands sejr aldrig rigtigt i fare. Dermed bragte Midtjylland sig på førstepladsen et enkelt point foran København.

Efter kampen konstaterede Boilesen nøgternt til TV3: “Vi kreerede ikke en ordentlig chance i den time, vi er i overtal”. I Onsidestudiet forklarede en skuffet Jess Thorup resultatet med, at spillernes utilstrækkelige præstationer kunne skyldes den store kulisse og kampens store betydning. I så fald er den dyrt indkøbte trup sammensat af de forkerte spillere. Med en så fornem opbakning, som København havde i Parken, burde et hold med spillere af en gennemsnitsalder på godt 25 år, lidt højere end Midtjyllands, føle sig animerede til at yde en ekstra indsats.

….AaB fortsatte sin gode stime med at besejre OB 2-0. Brøndby skuffede endnu en gang, da Sønderjyske hjemme slog mestrene 1-0. Randers slog trods en europæisk hård midtugekamp Nordsjælland med 3-2. Vejle fordoblede pointhøsten, da det i Nørreskoven blev 1-1 mod Viborg. Mandag aften får Silkeborg besøg af AGF.

Skriv en kommentar