Denne uges kamp i Premier League: Chelsea – Aston Villa
Allerede på dette tidlige stadie i turneringen har Chelsea markeret sig som et mandskab, mange ser som kommende engelske mestre. Champions League-mesterskabet har naturligvis højnet forventningerne til Tuchels mandskab. Lørdag havde The Blues hjemmebane mod Aston Villa med Villa som klare underdogs.
Chelsea sparede dygtige, unge spillere som Andreas Christensen og Mason Mount, mens Villa led under fraværet af argentinerne Martinez i målet og wingen Buendia i corona-karantæne efter landskampsfarcen Brasilien-Argentina. Men det lagde nu ikke nogen dæmper på opgøret. Tværtimod blev især første halvleg en hæsblæsende kamp, hvor Aston Villa faktisk var bedst. Modigt havde Dean Smith sat sit hold op til at forsøge at vinde bolden på Chelseas halvdel. Det lykkedes ganske godt, og det førte til mange situationer hvor Ramsey og McGinn kunne enten selv søge afslutning eller sætte medspillerne op.
I front dannede Watkins og Ings angrebsduo med en ivrig Watkins som den farligste. Han ejer evnen til at skaffe sig plads til afslutning på meget små områder. Men det var Chelsea, som først fik chancen for en scoring. I 8. minut sendte Hudson-Odoi et hjørne ind fra venstre, som Rüdiger er tæt på at snitte, men i stedet rammer den Villa-forsvareren Konsa og springer på overliggeren og i spil.
For første gang scorede Lukaku på Stamford Bridge, og det skete efter et kvarters spil. Fra egen halvdel drev Kovacic bolden forbi Villas første pres og sendte en præcis dyb bold midt ned i Villas bagrum, hvor Lukaku sprintede efter bolden og med en sparkefinte slap af med Tuanzebe for derefter at sparke bolden mellem benene på Steer i Villa-målet.

Men Villa svarede godt igen. To minutter efter målet blev Watkins efter fint forarbejde af Ramsey spillet til en fin, flad afslutning ved første stolperod, som Mendy måtte strække sig yderligt for at afværge. Fem minutter senere taber Chelseas nye midtbanespiller Saul bolden i et tidlig fase af opspillet, så Watkins slipper fri, dribler uden om Mendy, men hans afslutning blev dygtigt blokeret af Silva, der spillede en stor kamp i Chelseas centrale forsvar.
Lukaku blev holdt i kort snor halvlegen ud af Konsa og Mings. Villa tilspillede sig adskillige store muligheder. En af de større falder efter et langt indkast fra Cash i 32. minut, men kun to refleksredninger af høj klasse af Mendy forhindrer Villas udligning. I 36. minut dummer Saul sig igen og spiller bolden direkte hen i fødderne på Ings. Men han bliver ureglementeret stoppet i sit afgørende gennembrud af Chelseas anfører Silva, der uforståeligt slipper for gult.
Tuchel tager konsekvensen af første halvlegs problemer for Chelsea og skifter i pausen Saul med Jorginho. Efter blot tre minutter forærer Villa-anfører Mings bolden med en alt for kort tilbagelægning til sin målmand bolden til en fremstormende Kovacic, der når bolden før keeper og udplacerer ham til 2-0. Det tog luften ud af gæsterne. Anden halvleg viser et hjemmehold i langt større kontrol end i første halvleg, men også et Villa-hold, der aldrig rigtig genvandt troen. Trods tre indskiftninger af offensiv karakter fik Dean Smith ikke genvundet første halvlegs angrebsform.
Jorginho og Kovacic havde godt styr på midtbanen for Chelsea. Villas bedste forsøg på en reducering stod Bertrand Traoré for, da han få minutter efter sin indskiftning trak ind i banen med bolden og forsøgte sig med en afslutning mod det lange hjørne, men bolden blev rettet af til hjørne. I stedet øgede Chelsea i overtiden, da Azpilicueta med en fin tværpasning fandt Lukaku, som fra nærmest stående hamrede bolden op i nærmeste målhjørne til resultatet 3-0.
Aston Villa havde i Watkins og McGinn, samt i energiske Cash på højre back iøjnefaldende, dygtige spillere. Lukaku fik i hele kampen to chancer og scorede på dem begge, men uden en fremragende Mendy i målet var sejren næppe gået Chelseas vej.
…..I Ronaldos tilbagevenden til Manchester United scorede han to gange og bidrog kraftigt til sit holds sejr over Newcastle på 4-1. Liverpool vandt 3-0 ude over Leeds, mens Manchester City på et mål af Bernardo Silva efter godt en times spil slog Leicester med 1-0. Tottenham tabte hele 3-0 på tre scoringer i det sidste kvarter, hvor Spurs spillede 10:11 efter Tangangas andet gule kort efter en times spil. Det lykkedes heller ikke et andet af topholdene, West Ham at vinde i fjerde runde. Det blev ved 0-0 ude mod Southampton, hvor Antonio så sit andet gule kort til allersidst i kampen. Med sin tredje sejr af fire mulig spillede Brighton sig på en femteplads efter 1-0 ude over Brentford.
Ugens kamp i Superligaen: AGF – Vejle
Det er historisk set jysk fodbolds største kamp mellem traditionsklubberne i henholdsvis hvidt og rødt. I årets udgave er det desværre også en bundkamp. Begge mandskaber er kommet elendigt i gang med turneringen – syv kampe uden sejr. En sejr ville være om ikke sæsondefinerende, så en vægtig strømpil for udfaldet af resten af turneringen.
Transfervinduets sidste fase og landskamppausen havde ændret på forudsætningerne. Vejle havde solgt teenageren, angrebstalentet Faghir til Stuttgart for angiveligt i nærheden af 50 mio kroner, og hentet Dominic Vinicius fra et skadesplaget kinesisk ophold, Luka Djordjevic fra Lokomotiv Moskva og en venezuelansk landsholdsangriber, Andres Ponce. Men den vigtigste tilføjelse til Vejles trup kan vise sig at være lejemålet af keeper Grytebust, der er første byggesten i en mere solid defensiv.
AGF har hentet Bundu tilbage på en lejeaftale, mens Mikael Anderson er købt for 15 mio kroner i Midtjylland. Også for Anderson er der tale om at vende hjem til AGF, da han spillede ungdomsfodbold i klubben. Til gengæld er bl.a. Søren Tengstedt skiftet til Silkeborg og Alex Gersbach til franske Grenoble.
Men også for Peter Sørensen, VBs træner, var der tale om et gensyn, da han fra 2010 til 2014 var cheftræner i Aarhus. Nu stod han over for sin blot anden kamp i spidsen for Vejle. Sørensen er en nøgtern mand, der ved, at hvis man skal have succes, må fundamentet være i orden. Det betyder i Peter Sørensens vokabularium, at forsvarsorganisationen skal være på plads. Det var den ikke i den første kamp, hjemme mod København, der tromlede VB ned i Nørreskoven med 4-0.
David Nielsen havde valgt at lade sine to nytilkomne spillere tage plads på bænken og holdt sig til opstillingen fra OB-kampen, dog med den ændring, at karantæneramte Nikolaj Poulsen var erstattet af Patrick Olsen. Som ventet kom hjemmeholdet ud med stor energi, og allerede efter halvandet minut havde AGF haft to hjørnespark! Der skulle gå hele 10 minutter før Vejle havde sin første pasning i holdet på AGFs banehalvdel.
Det brændte på i VBs målfelt i kampens tredje minut, da Thorsteinsson slog et frispark fra højre over til fjerneste stolpe, hvor Bisseck headede fra tæt hold, men det lykkedes Grytebust at få slået bolden på opstanderen og i spil. Efter et kvarters spil er den norske målmand på skovtur, da han mistimer et forsøg på at komme før Grønbæk til en dyb bold langt ude i Vejles venstre side. Den unge AGF’er runder målmanden, men forivrer sig, da han skal centre sit indlæg, der blokeres af nærmest tilkomne forsvarer.
Efterhånden klinger hjemmeholdets pres af, og vejlenserne kommer mere ind i kampen. VB angriber med Mucolli som den kreative kraft mest over sin venstre side, hvor Oliver Lund flere gange kommer på mellemhånd. Men i front savner gæsterne kvalitet. Emmanouilidis og Djordjevic bliver aldrig reelle scoringstrusler. Nærmest ved er den unge græker, da han otte minutter før pausen med ryggen til mål header fra nært hold, så Jesper Hansen må hive en fin refleksredning frem.
Undervejs i første halvleg får både Patrick Mortensen og Patrick Olsen vist afslutningskvaliteter. I 27. minut sender Kahl en halvhøj bold ind i feltet, som Mortensen henter lidt bag sig, vender rundt og flugter, men over mål. Et par minutter senere erobrer Olsen for en sjælden gangs skyld bolden, da han piller den fra Drammeh, tager et træk og trykker af fra stor distance men med fart og snert forbi fjerneste opstander.
Vejle afslutter halvlegen med et lille tryk i overtiden, som fører til en headechance til Drammeh, men heller ikke midtbanemanden er træfsikker.

I pausen har David Nielsen besluttet sig for at bringe sine to nytilkomne offensive spillere, Anderson og Bundu. De afløser Tingager og Brandhof, der begge havde spillet en godkendt kamp. Men nu forestod en formationsændring til 4-3-3 med Hausner, der ikke havde set pasningssikker ud, og Bisseck i centrale forsvar, med Anderson på midtbanen og med Bundu på højrekanten.
Bundus ryk på kanten gav Viljormur Davidsen store problemer på sin venstre back position. Hjemmeholdet pressede mere og mere på, og fra kanterne forsøgte AGF’erne at finde sin anfører, der nærmer sig sin tidligere form. Efter knap en times spil kom kulminationen af de hvides offensiv. Albert Grønbæk tog et dynamisk ryk forbi passive vejlensere ind i feltet til baglinjen, hvor han med et perfekt cut-back fandt en fri Mikael Anderson, der kunne sætte en bredside til og sende bolden i netmaskerne. 1-0 og scoring i sin debut for den islandske landsholdsspiller, en scoring som skulle vise sig at være matchvinderen – ja, bedre kunne det ikke være for den dyrt købte offensivspiller.
Vejlenserne så passive ud ved scoringen, hvor Høllsberg i opbygningen til målet forsømte at markere Anderson i islændingens løb ind i feltet. Øjeblikkeligt tog Peter Sørensen konsekvensen af den dårlige indsats i anden halvlegs første kvarter. Først skiftede han angrebsduoen Djordjevic og Emmanouilidis ud og ind med en anden debutant, Andres Ponce, og Lucas Engel. Lidt senere trak han Davidsen ud og erstattede ham med Heron. I 77. minut de to sidste udskiftninger: Drammeh og Mølgaard ud og ind med Saeid Ezatolahi og Kevin Custovic.
AGFs momentum svandt efterhånden, og holdet forfaldt som så ofte før til at stille sig lavt og forsvare føringen og håbe på kontrastød. Det kunne have kostet sejren, da indskiftede Kevin Custovic brød igennem i AGFs venstre side til baglinjen, hvor han fandt en fri Andres Ponce, der imidlertid helkiksede sin afslutning.
Nærmere kom Vejle ikke, og til lettelse for hovedparten af de 11.038 tilskuere kunne AGF fortjent notere sig sæsonens første sejr.
Det gav AGF en afgørende fordel, at David Nielsen bragte sine to nye offensive kort straks fra anden halvlegs begyndelse. Bundu demonstrerede sin fart og lyst til udfordringer, men er et stykke fra sin gamle GF-form. Anderson fandt et godt sammenspil med sin landsmand, Thorsteinsson i venstre side og fik med kampens eneste scoring en debut, der må give ham en stamplads.
Patrick Mortensen havde svære vilkår overfor store stærke Kolinger og James i VBs centrale forsvar, men bevægede sig godt og klogt og nærgående. I AGFs forsvar så Bisseck igen meget stærk ud. Men bedste AGF’er var i mine øjne Albert Grønbæk, der viste stor arbejdsiver, tempofyldte ryk, blik for muligheder i modstandernes defensiv og ikke mindst det perfekte, selvskabte oplæg til kampens mål.
Vejle må trøste sig med, at defensiven så bedre ud end i alle de foregående kampe i sæsonen. De to næste kampe bliver afgørende for om VB får føling med de øvrige hold. Hjemme venter først Viborg, så Silkeborg, og mindre end fire points vil være skriften på væggen.
….I Randers havde København relativt let spil og med en 2-0 sejr blev det til sjette SL-sejr i træk og en klar førsteplads. Den anden favorit til mesterskabet, Midtjylland, vandt ligeledes 2-0. Det skete med større besvær hjemme over Nordsjælland. Brøndby skuffede på hjemmebane ved blot at få uafgjort mod oprykkerne fra Silkeborg. I Viborg vandt AaB på større skarphed 3-2.