Superligaens 22. runde var speciel for her skulle der slåes en streg mellem top og bund, der definerer hvilke hold, der skal kæmpe om mesterskabet og hvilke hold, der skal kæmpe om at undgå nedrykning. Hvem skal spille med en gulerod foran sig og hvem skal spille med en pisk bag sig?
For otte af de 12 hold var den del afgjort før søndagen. Men for fire hold kunne det gå begge veje. Randers, Sønderjyske, AaB og Nordsjælland var alle på vippen. Det betød, at tre af de seks kampe tiltrak sig særlig opmærksomhed, mens de tre resterende var nøglekampe i henholdsvis top og bunden af rækken, samt en top mod bund kamp. Turneringsplanlæggerne havde naturligt nok lagt alle kampe på samme tidspunkt, søndag kl. 17. Det var en tilbagevending til tidligere tiders faste fælles spilletidspunkt, som var en fryd at opleve, da vi kunne gå til fodbold på stadion og opleve, at målscoringerne dongede ind på resultattavlen, mens vores hold spillede.
Første scoring i Midtjylland mod Vejle stod Alexander Scholz for mod sin oprindelige klub. Her led VB et stort nederlag hjulpet på vej af en fejldom af Redder, der udviste Vejles finske stopper, Ojala, der fældede Isaksen i et gennembrud, hvor midtjyden dog ingen chance havde for at nå bolden, hvis han ikke var fældet, og dermed fratog han netop ikke Isaksen en oplagt scoringsmulighed. Her fejlede ikke alene Redder, men også VAR, der siges at være sat i verden for at afværge netop den slags fejlkendelser. I Vejle-målet var der comeback til Groothuizen, som ikke overbeviste. Midtjylland fik troen på offensiven tilbage med 5-0 sejren, men det var på en taknemlig baggrund.
I bunden halede Lyngby en kneben 2-1 sejr hjem i Horsens, hvor holdene havde hver sin halvleg. Horsens ser fortabt ud i bunden, mens Vejle må se sig over skulderen mod Lyngby, der nu kun er fire points efter på næstsidste pladsen.
I Aalborg skuffede hjemmeholdet slemt ved at tabe 0-2 til OB, der spillede første kamp uden Michelsen ved roret. Hvis de vakler i troen på det nye projekt i Nordjylland med norsk sportschef og spansk cheftræner, er det forståeligt. AaB har i årevis været forbundet med en tro på egne evner i det nordjyske med dygtige folk i kulisserne, der forstod at skabe talenter og føre dem frem på førsteholdet.
Til gengæld spillede Randers hjemme med selvtillid mod mesterskabsbejlerne fra København. Med en 2-1 sejr afgjorde randrusianerne selv, at holdet for første gang skal spille med i mesterskabsslutspillet. Thorups udvalgte er bedre frem ad banen end bagude, hvor modstanderne har overraskende let ved at skabe målchancer. Det virker som om selvforståelsen spærrer for virkelighedsopfattelsen.
Med AaBs snublen blev kampen i Farum mellem Nordsjælland og Sønderjyske direkte afgørende for, hvem der skulle erobre den sidste plads i bedste halvdel. Rundens første scoring stod 16-årige Andreas Schjelderup for, da han gav Nordsjælland tro på chancen i 16. minut. Inden pausen havde det norske stortalent øget til 2-0 på et smukt sologennembrud. Sønderjyske fik fornyet håb, da Døhr Thychosen midt i anden halvleg rettede et hårdt indlæg af, så det røg i eget net. I allersidste minut havde sønderjyderne en helt åben målchance, som blev afsluttet lige på Vindahl, og så kunne Nordsjælland konstatere, at klubben for femte ud af fem muligheder er med i mesterskabsspillet, mens sønderjyderne har smidt favorable positioner på gulvet.
I toppen af rækken havde Brøndby besøg af AGF, nummer ét mod nummer tre. Mens Brøndby havde hele sin spillerstab til rådighed, bortset fra Pavlovic og Corlu, måtte AGF se bort fra Patrick Olsen og Juelsgaard, begge i karantæne, samt Nicolai Poulsen, Backman, Tingager, Duncan og Tengstedt, alle skadede. Alligevel blev det en lige kamp.
David Nielsen havde flyttet Kevin Diks ind som central midtbanespiller, en helt uvant plads, som hollænderen dækkede glimrende. Han viste sig at være et reelt alternativ til Nicolai Poulsen, måske endda en bedre løsning, hvis han kan holde samme høje niveau både i indgreb, forudseenhed og afspil. Der var ikke megen hjælp på midtbanen af Bror Blume, der spiller uden selvtillid. Så er der langt mere passion over unge Grønbæk, der uforfærdet går ind i nærkampene.
Efter en god indledning af udeholdet, hvor især Grønbæk og Links viser fine angrebstakter, tager Brøndby i højere grad spillet til sig. Men hjemmeholdet har svært ved at få flow i pasningsspillet, da AGF’erne investerer meget i både pres og nærkampe.
Men efter en god halv times spil får AGF tilkendt straffespark, da Mensah blokerer et indlæg fra Munksgaard med en højt hævet arm. Patrick Mortensen omsætter iskoldt 11-meter tilbuddet til 0-1.
Der går dog ikke mere end halvandet minut før der er balance i målregnskabet. Indskiftede Bruus sendte en dyb aflevering i AGFs bagrum, hvor Uhre stak afsted og fandt Hedlund i feltet med en præcis tværaflevering, så svenskeren havde let ved at udligne. AGF’s stopperpar Saneh og Hausner var ikke afstemte, så Saneh opfattede, at Uhre en meter bag sig måtte være offside, men Hausner var ikke trukket med frem på linje. I det hele taget var det ikke Hausner og Sanehs bedste kamp. Hausner havde adskillige dårlige afspil, og Saneh virkede underlig uengageret, når han luntede hjem efter aktionsforsøg i modstandernes felt ved hjørne og frispark.
Anden halvleg bød ikke på mere poleret spil end første. Kampens suverænt bedste spiller, AGFs højre kant, Links bryder igennem flere gange trods Brøndby-spillernes talrige frispark mod ham. Han er hurtig, driblestærk, svær at fange.
Hvis spillet ikke altid fanger seerens opmærksomhed, kan dommerteamets en gang imellem gøre det. Fx da en linjedommer mener at kunne se gennem Grabara, der dykker ned ved baglinjen for at forhindre en bold i at gå ud til hjørne. Skønt linjedommeren står, så Grabaras krop er mellem linjedommeren og bolden, der er helt nede på jorden, mener han at kunne dømme den ude. TV-billederne viste, at det næppe var tilfældet.
Dommer Daugbjerg Burchardt gjorde sig ikke upopulær blandt hjemmeholdets fans, da han i 88. minut ikke gik til baglommen med det røde kort, da Jung væltede Links i gennembrud til oplagt målchance, men nøjedes med jakkelommens gule.
Trods gode frisparksmuligheder til Højer og Links blev det ved 1-1.
Optakten til den store Superligasøndag var for mig PL-kampen West Ham mod Arsenal. Nummer fem mod nummer ti. Men Arsenal er i fremgang med nylige sejre over Leicester og Tottenham, så der var lagt op til en hård test af West Hams øjeblikkelige placering.
Hammers lagde ud i koncentreret stærk stil. De første 10 minutter rørte Arsenal dårligt nok bolden. I 14. minut fik West Ham udbytte af sin store dominans, da Antonio brød igennem til baglinjen og lagde bolden tilbage til Lingard på kanten af feltet, hvor han med et smukt skud op i modsatte hjørne åbnede scoringerne. Knap nok to minutter senere er Lingard hurtigt opfattende, da West Ham får tilkendt et frispark lidt uden for feltet. Lingard finder med en kort dyb stikning Bowen, der hamrer bolden ind tæt op ad nærmeste stolpe, mens Arsenal-spillerne dårligt nok når at opfatte, hvad der sker.
Da Antonio i 32. minut stiger til vejrs og header Coufals fine indlæg ned på foden af Soucek og i mål til 3-0, tror West Ham-fans dårligt nok deres egne øjne. Men faktisk var det helt i overensstemmelse med spil og chancer. Arsenal var udspillet!
Men et glimt af klasse bragte udeholdet ind i kampen igen, da Lacazette i 37. minut inde i feltet modtog en pasning fra sin højre side, som han efter en enkelt berøring kanonerede mod mål. Han var heldig med, at Soucek kom til at rette skuddet af, så det gik i mål uden for Fabianskis rækkevidde.
Efter pausen var det en helt andet Arsenal-hold, der kom på banen. Nu slog de rytmen an med hurtige forflytninger og præcise pasninger, og samtidig investerede Artetas mandskab meget mere i nærkampene. Allerede i 46. minut anede man, hvad vej det gik, da Diop måtte redde på målstregen efter Lacazettes lob over Fabianski.
Dommer Moss regnes ikke uden grund som en af ligaens dårligste. Det levede han op til, da han 10 minutter ind i halvlegen fløjtede et meget lovende West Ham angreb af med henvisning til en hovedskade til en Arsenal-spiller, der imidlertid ikke var ramt i hovedet. Fire minutter senere giver han Coufal gult i en situation, hvor der næppe var frispark.
Efter en times spil udbryder kommentator Dan Engelsted, at det kunne være rigtig rart med en Arsenalscoring. Helt utilstedeligt udsagn af en inkompetent kommentator! Men han får sit ønske opfyldt i næsten selv samme øjeblik, da Hammersstopperen Dawson i et forsøg på at afværge et hårdt Chambers-indlæg sparker bolden i eget net. Selvmål nummer to bringer Arsenal endnu nærmere udbytte af en fin anden halvleg.
West Ham har også sine muligheder. Nærmest ved er Antonio i 76. minut, da han kaster sig ned til en Benrahma tværaflevering og skubber bolden på den ene opstander. I stedet scorer Arsenal, da indskiftede Pepe for en gangs skyld finder Lacazette med et præcist indlæg, som han header i mål uden chance for Fabianski. Arsenal er kommet tilbage til 3-3 efter at være nede med 0-3. Med til historien hører, at West Hams spillere faktisk noteres for fem af de seks scoringer!
Kampen viser, at West Ham hører med i toppen og at holdet kan spille fremragende offensivt fodbold. Men den viste også, at det kan Moyse’s mandskab endnu ikke i størstedelen af kampen. Arsenal skal ikke afskrives i forhold til Europapladserne.
..............Fodboldromantikeren 