Topholdene skuffede

Mere end fortjent fik afdøde Tommy Troelsen et minuts klapsalver af spillerne forud for kampen Vejle – AaB. Til gengæld kan jeg ikke forestille mig, at Tommy i sin himmel har klappet af spillerne efter deres præstation! Kampen var så langt fra en eksponent for de kvaliteter, vi knytter til fodboldtroldmanden. En uhyre vanskelig bane kan til dels tjene som undskyldning for en teknisk set ringe kamp, hvor det hørte til sjældenhederne, at et af holdene kunne strikke så mange afleveringer sammen, at det kunne føre til målchancer. Tilfældighederne stod i kø.

Tommy Troelsen var en lun og morsom kommentator. Men heller ikke på det felt levede matchen op til Tommys niveau. Der var tale om ufrivillig morskab, som når Daniel Ortved skulle karakterisere en ledertype som AaBs Hiljemark: – Den slags spillere kan man ikke undervurdere, sagde han.
Medkommentator Bo Henriksen bidrog med blandt andet: – En spiller man kan vente sig meget af, også i fremtiden!

Dygtige spillere træffer kloge valg, så derfor skuffede det, da Vejles unge angriber, Faghir, begyndte at drible i opbygningsfasen i egen forsvarszone, og mistede den. Det førte til et fint indlæg fra højre af Pallesen, som van Waert reagerede hurtigst på i det lille felt, hvor han headede AaB i front i 12. minut.

Min sandten om den letsindige dribling ikke gentog sig otte minutter efter pausen, hvor flere VB-spillere kunne lastes for ikke at cleare bolden ud af farezonen, men hvor Faghirs dribleiver altså mistede bolden til Ahlmann, der fra 23 meter fornemt kanonerede bolden op under overliggeren til AaB-føring 2-0.

I mellemtiden havde hjemmeholdet kun én farlig chance, da Mølgaard i 36. minut trak ind i banen med bolden og afsluttede fra distancen, Mathias Ross snittede bolden med hovedet, så Rinne måtte hive en redning frem, der styrede bolden på overliggeren.

AaB var bedst og vandt en fortjent sejr, som holder nordjyderne inde i kampen for den eftertragtede 6.-plads før sidste runde i grundspillet. Vejle spillede miserabelt og lignede en nedrykker. Det var slående så meget Faghir savnede sine legekammerater, Sousa og Mucolli.
Det skal noteres, at Sundberg dømte glimrende, trods de vanskelige forhold.

Søndag var der også topkamp i Parken, hvor København tog mod Midtjylland med Mads-Kristoffer Kristoffersen som dommer. I de seneste kampe har midtjyderne haft overtaget, så vi skal fem kampe tilbage for at finde bare et enkelt point til københavnerne. Men mestrene fra heden har ikke haft en god begyndelse på 2021, mens København har haltet, men dog haft en opadgående formkurve.

Midtjylland lagde godt ud, men hjemmeholdet overtog efterhånden mere og mere af boldbesiddelsen. Begge hold havde unge angrebsivrige højrekantspillere i Daramy og Isaksen. Desværre måtte Daramy udgå med en hovedskade allerede i 20. minut, men da havde han nået at sende et fint indlæg ind i hovedet på Wind, hvis hovedstød dog var lige på Lössl.

Den netop hjemvendte keeper var igen valgt på bekostning af den dygtige og loyale Jesper Hansen, der må have haft forhåbninger om at blive udtaget til sommerens EM-trup. Det ligner en brutal behandling af en yderst kompetent og veltjent medarbejder! Degraderingen har da også straks medført, at Lössl er valgt foran Jesper Hansen til landsholdet mod Israel.

Det blev en match med mange nærkampe, ikke så få med hånd eller arm i hovedet på modstanderen. Hele otte gule kort hev dommeren frem, og så glemte han oven i købet to oplagte. Den ene var til Onyeka for at sparke bolden væk efter at have fløjtet for frispark. En forseelse, som senere i kampen gav gult til Lerager. Den vaklende linje sås også, da Falk mod afslutningen på 1. halvleg holdt en fremadstormende Anderson. Det er et krav til topdommere, at de kan lægge en linje og følge den!

Det var København, der virkede mest målfarlig. Fire minutter efter pausen havde hjemmeholdet to store chancer til scoring. Et forlænget indkast giver Falk en afslutning, som Paulinho redder på stregen, og i samme sekvens får Wind en afslutning, som Lössl klarer. Men det bedste københavnerangreb falder midt i 2. halvleg, da der kombineres hurtigt Falk – Christiansen – Falk – Fischer til Wind, der sender en fin afslutning afsted mod nærmeste stolpe, men Lössl klarer i fin stil.

Midtjyllands farligste forsøg kommer i 80. minut, hvor Sviatchenko headeforlænger et langt indkast, som Kaba header ned mod fjerneste stolpe. Kalle Johnsson kaster sig lynhurtigt og får bolden slået væk. Og så ender det, som det begyndte. En skuffende kamp mellem to af topholdene, men ikke en topkamp!

Førerholdet, Brøndby, gjorde kort proces mod et modløst OB-hold. Mikael Uhre scorede et vaskeægte hattrick i løbet af tyve minutter i 1. halvleg til resultatet OB 0, Brøndby 3. Sønderjyske fik endelig hevet en sejr hjem, da sønderjyderne scorede to gange mod Horsens inden for kampens første otte minutter, og så endte opgøret 2-0. Lyngby kunne ikke følge op på sin sejrsstime, da naboerne fra Nordsjælland var på besøg og rejsete hjem med en 3-0 sejr.

Sidste kamp i 21. runde stod mandag aften mellem AGF og Randers. Et naboopgør, som i de senere år har givet AGF mange problemer og få sejre. Det blev en kamp med to ansigter.

Første halvleg var helt og aldeles AGFs. De hvide sad på det hele med et stærkt presspil og med et udehold, der slet ikke kunne finde sammenhæng og forbavsende nok ikke gav sig fuldt ud i nærkampene. Det gav bonus for hjemmeholdet allerede i 4. minut, da Højer sendte et rundskævt frispark frem i Randers’ felt, hvor lille Links var først på bolden med et hovedstød op ad første stolpe, 1-0.
AGFs midtbane manglede endnu en gang karantæneramte Nicolai Poulsen, der så bestod den af Patrick Olsen, Grønbæk og Blume. Grønbæk gjorde en god figur, utrolig ihærdig, modig og dynamisk. Egenskaber de to andre mangler. Defensivt er Patrick Olsen alibispiller, der stort set aldrig vinder en bold, endsige går ind i en nærkamp for at vinde bolden. Blume er et stykke fra sin topform og spiller uden selvtillid. Da Grønbæk 10 minutter ind i 2. halvleg må udgå skadet, karakteristisk nok efter en kraftanstrengelse for at vinde bolden, og erstattes af Hvidt, er AGFs midtbane simpelt hen for svag både defensivt og offensivt.
Af de to kanter viste Gift Links endnu en gang stort løbepensum, engagement og hurtighed, mens Thorsteinsson skuffede med alt for få gode aktioner. I front arbejdede Patrick Mortensen kampen igennem godt som opspilsstation, mens det ikke blev til egentlig målfarlighed.

Men AGF formåede ikke at omsætte første halvlegs overlegenhed til yderligere scoringer, og da Randers kom ud til anden halvleg var det et forvandlet mandskab, som ikke gav modstanderne megen plads og efterhånden satte sig på kampen. AGF fik i anden halvleg et par gode frisparkchancer, men de blev ødslet hen med ukoncentrerede forsøg af henholdsvis Thorsteinsson og Højer.
Hjemmeholdet formåede dog i kraft af stærke midtstoppere og en vaks målmand at holde randrusianerne fra scoringer. Grabara har afgjort spillet sig op efter en svag begyndelse på sit andet lejeophold, men der må da være en af David Nielsens assistenter, der kan lære ham at sparke til en bold. Endnu en gang sparkede Grabara helt uprovokeret bolden direkte ud ad banen og lige op i luften på en simpel tilbagelægning.

Kampens største chance til AGF tilfaldt indskiftede Jevtovic minuttet efter at han havde erstattet Thorsteinsson. Et langt indkast ind i Randers’ felt formår gæsterne ikke at få clearet i flere forsøg, og så havner bolden til en fri Jevtovic i hjørnet af det lille felt, hvorfra han sparker bolden forbi den fjerneste stolpe. Så anede man hvad vej det ville gå!

Randers lagde efterhånden pres på AGFs felt. I det 90. minut løftes bolden ind i feltet, hvor Patrick Mortensen springer højt for at heade bolden væk. Egho bliver ramt af Mortensens arm, da han vil springe sent efter bolden. Dommer Tykgaard bedømte handlingen til et straffespark, et tvivlsomt et efter min mening, “tyndt” som man siger. Man kan ikke bebrejde AGF, at holdet har dommertække! Det skal ingen have, men dommerstandarden er for tiden på et niveau, hvor der ikke er etableret en fælles linje – ikke engang hos den enkelte dommer. Tykgaard gav ingen advarsler i første halvleg, men hele seks i anden. Ikke engang, da Simon Graves i første halvleg var ved at lave hovedfaldsgreb på Patrick Mortensen lige for øjnene af dommeren:

Vito Hammershøy-Mistrati påtog sig opgaven at eksekvere straffesparket. Han sparkede lige på Grabara, men så hårdt at bolden sprang tilbage til sparkeren, der let kunne banke returen i mål til udligningen, 1-1, der blev kampens resultat.

David Moyes var søndag aften tilbage på Old Trafford, som han vel ikke har de bedste minder fra. Han tog i 2013 mod det ærefulde tilbud om at afløse Sir Alex Ferguson – og det var ikke klogt! Det er nærmest en naturlov, at der efter en succesfuld leder, som har siddet i rigtig mange år, kommer en overgangsfigur, der må tage al besværet med at skaffe nye tider i en organisation, som ikke er gearet til det. I bedste fald er banen så ryddet til at næste mand igen kan få succes. Sådan gik det som bekendt ikke i Manchester United, der måtte gennem en række transformationer, og som måske endnu ikke er nået frem til en efter-Ferguson æra.

Men heller ikke som udeholdets manager, der kommer til Old Trafford, har Moyes haft succes. 14 gange havde han inden søndagens kamp være i den situation uden at vinde en eneste gang. Det skete heller ikke den 15. gang. Måske var han på forhånd skræmt af denne fortid. I hvert fald stillede West Ham op uhyre defensivt med en femmands backkæde og en midtbane, hvor klubkaptajn Mark Noble en sjælden gang havde fundet vej til startopstillingen. Den lejede Lingard måtte ikke deltage mod sine ejere.

West Ham stod uhyre dybt fra kampens begyndelse i en koncentreret forsvarskamp. Hjemmeholdet havde mere end svært ved at bryde modstanderen ned. De største trusler mod Hammers-defensiven opstod, når Shaw tromlede frem i MU’s venstre side. Første halvlegs to bedste chancer opstod, da først Greenwood sendte et indlæg over hovedet på en desorienteret Diop til rummet ved 2. stolpe, hvor Rashford headede forbi mål i scoringsposition. Senere var Greenwood igen på spil, da han i 36. minut trak ind i banen og sparkede hårdt og præcist i det lange hjørne, men fremragende reddet af Fabianski.
Hammers havde intet angrebsmæssigt i 1. halvleg.

Vendepunktet i kampen kom syv minutter efter pausen, da Bruno Fernandes tog et hjørne i West Hams højre side og slog det hårdt ind lige foran 1. stolpe, hvor McTominay pressede Dawson så hårdt i en headeduel, at forsvareren uheldigvis headede bolden i eget mål. Moyes reagerede ved små 10 minutter senere at sætte Benrahma og Lanzini på banen for Noble og Johnson. Nu så man endelig West Ham satse på angreb, og det gav en urolig kamp med chancer i begge ender.

Greenwood havde forsøg på stolpen og i modsatte ende spillede West Ham sig til en god mulighed for Soucek, der tøvede så længe, at hans afslutning blev blokeret. Et kvarter før tid var Rashford heldig med at slippe med gult for en grim, grim tackling på Dawson med strakt ben, knopperne forrest og med stor kraft. Heldigvis kunne Dawson spille videre, men dommer Atkinson vandt ikke nye hjerter i Østlondon, hvor han næppe har nogen overhovedet, med den kendelse.

Det blev ved den enlige scoring, et selvmål, men Moyes forspildte en mulighed for at få mere ud af kampen med sin forsigtige tilgang.

Nordlondon-derbyet Arsenal-Tottenham gav Artetas mandskab en vigtig sejr på 2-1. Leicester gennembankede Sheffiels United 5-0. Burnley overraskede med en 2-1 sejr ude mod Everton, og det ser ud til at Sean Dyche endnu en gang formår at føre sit mandskab fri af nedrykning. Fulham kunne ikke stå imod overmagten i form af Manchester City, der vandt 3-0 på udebane. I bunden fik Newcastle et enkelt point på en sen scoring hjemme mod Aston Villa, men ser ikke overbevisende ud. Brighton holdt nedrykningsstregen på afstand med en 2-1 sejr ude hos lokalrivalerne fra Southampton.