“Endnu en søndag hvor VAR stjæler overskriften: Det simple spil er blevet alt andet end netop det”, skriver Politiken i en stort opsat artikel mandag. Både i England og i Danmark debatteres fodboldens udvikling med stor passion. Der er, som jeg ser det, tre forhold, som er i gang med at undergrave fodboldens tiltrækningskraft.
Den første er pandemien, som bevirker, at der ingen publikum er til kampene, og dermed at de bliver atmosfæreforladte. Samspillet mellem et talstærkt, engageret publikum og spillerne på grønsværen tilfører kampene intensitet og nerve. Enhver, der har deltaget som publikum på fyldte fodboldarenaer, kender forskellen på en digital, dvs. en sofa-oplevelse af en fodboldkamp og den analoge, dvs. den virkelige kamp. Pandemien kan vi alle være med til at bekæmpe, men fodboldklubberne og fodboldfolket kan ikke i sig selv ændre pandemiens indflydelse på spillet.
Men de to andre er selvskabte plager!
Der kommer flere og flere episoder, hvor VAR-kendelser bliver omdiskuteret. Hensigten med VAR har selvfølgelig været at skabe en større retfærdighed i dommernes kendelser. Men det har vist sig til nogles overraskelse, at kendelser med VAR ind over ikke nødvendigvis opfattes som korrekte eller retfærdige. Det seneste eksempel er fra Brøndby – København, refereret således i nævnte Politiken-artikel:
” Til sidst blev samme Stages reduceringsmål i overtiden til resultatet 2-1 tjekket, men ikke annulleret, selv om det unægtelig lignede, at Jonas Wind var offside, inden han pressede Tobias Børkeeiet til at begå en fejl, der førte til scoringen”.
Jeg vil tilføje, at det ikke bare lignede offside, men at Wind faktisk var i en offside-position. Antageligvis vil dommeren hævde, at det ikke var en strafbar offside, idet Wind skønnedes ikke at have indflydelse på spillet.
Og så er vi der igen! Der er tale om et dommerskøn, og det kan være et troværdigt eller et utroværdigt skøn. Det ændrer VAR ikke på!
Et andet eksempel fra den nærmeste fortid var Mike Deans røde kort til West Hams Soucek i udekampen mod Fulham. Her. var dommeren oven i købet ude og se situationen igennem på VAR-skærmen ved sidelinjen. Hele Fodboldengland kunne se, at den var gal, og det røde kort blev da også trukket tilbage af appelmyndighederne efterfølgende.
Et andet aspekt ved VAR, som møder megen kritik, er offside afgørelserne, hvor VAR er helt egenrådig. Her kaldes dommerne aldrig ud for at vurdere situationen. Enten er der offside eller ikke. Det afgøres på få centimeter, måske millimeter? Metoden er at lægge streger hen over den standsede video, som man så må håbe er standset præcis på det mikrosekund, hvor bolden forlader foden på den spiller, som har afleveret bolden. Meget tvivlsom metode, men altså afgørende for om et mål godkendes eller ej – og dermed potentielt om en klub i næste sæson spiller med i Champions League med de enorme indtægter, det genererer.
Et tredje aspekt er irritationen over de afbrydelser af flowet i kampene, som VAR forårsager. Det kan nemt ødelægge et momentum, som et hold har bygget op. Alle måltjekkene ødelægger den spontane begejstring over et mål, både hos spillere og tilskuere. Det er fatalt, for det står i vejen for den tætte forbindelse fodboldkampe skaber mellem fornuft og følelse. Følelserne bliver sat til side, så fornuften taler hen over momentet: Var målscoreren nu ikke lidt for langt fremme, da pasningen faldt?
Et fjerde aspekt ved VAR er, at det underminerer banedommerens autoritet. Selv om det stadig er banedommeren, som har den endelige afgørelse, opleves det ikke altid sådan. Både linjedommere og dommere kan se gennem fingre med forseelser i forvisning om, at VAR vil fange de afgørende fejl.
Lad os dog skrotte VAR inden det udvikles endnu videre med semiautomatiske kendelser, som efter forlydender i engelsk presse skulle være på vej. Næste skridt skulle være, at systemet udvikles til, at linjedommerne får en tilkendegivelse fra systemet om, at der i en given situation er offside. Linjedommeren skal så skønne om der er tale om en strafbar offside og reagere i henhold her til. Det ender logisk set med, at hele dommerinstansen digitaliseres og intelligente robotter tager over.
Erkend det, fodboldkampe er ikke den højeste form for retfærdighed. Naturligvis vil vi gerne have, at dommerne er dygtige til at fortolke fodboldlovene, men også til at lede kampene. Og så må vi som spillere og tilskuere leve med, at det måske forholder sig som Liverpools legendariske manager, Bill Shankly en gang sagde om dommerne: “They know the rules – but they don’t know the game”.
Vi vil ikke have snyd fra spillerne, og vi vil have neutrale, fair dommere. Hvis dommeren forstår at lede kampen, straffer han hvad der i andre livsforhold kaldes “det kriminelle sindelag”. Så forstår han sig på at skelne mellem forsætligt og uforsætligt!
Til gengæld er vi nød til at gøre op med det tredje forhold, som plager fodbolden for tiden. De helt håbløse fortolkninger af strafbar brug af hånd og arm. Lad mig vende tilbage til Politikens artikel, hvor en særlig episode med nutidens groteske fortolkning træder frem i al sin absurditet:
“Bagud 1-0 fik indskiftede Kamil Wilczek efter 80 minutters spil, selvfølgelig, sendt bolden i mål mod sin tidligere klub. Det havde trænere, spillere og kommentatorer accepteret i første omgang, mens dommer Jakob Kehlet pegede mod banens midte. Men dernæst blev landets mest anerkendte dommer kaldt hen til videoskærmen af sine kollegaer ude i VAR-vognen. Her så Kehlet, hvad der også blev sendt ud til Fodbolddanmark. Inden Wilczek skovlede bolden i mål inde i det lille felt, headede Anis Ben Slimane FCK-hjørnesparket ned på egen hånd og dernæst ind på armen af Jonas Wind, som havde ryggen til Brøndby-spilleren. Det var mest af alt bare en stor tilfældighed, og for mange fodboldfolk brød det med spillets logik, men ifølge fodboldloven traf Jakob Kehlet den rigtige beslutning ved at annullere scoringen. Slimane havde armen under skulderhøjde og inde ved kroppen, og der kunne derfor ikke dømmes straffespark til FCK. Reglerne var hårdere ved FCK i den situation, da bolden ikke må ramme hånden eller armen tilfældigt på en angribende spiller inden en scoring”.
Der er stribevis af lignende kendelser, som strider mod enhver fodboldforstand. Fra England kan vi hente en episode i kampen mellem Fulham og Tottenham. Her blev en scoring af Fulhams Josh Maja i anden halvleg underkendt med henvisning til, at bolden i opbygningen til scoringen havde ramt Fulhamspilleren, Leminas arm, selv om den var holdt helt ind til kroppen og blev ramt fra nært hold. Som én skrev til BBC om sagen: “Ironically if he puts his arm in an unnatural position high above his head, the ball hits his hip and the goal stands. What is he supposed to do? That’s a disgusting decision”.
Heldigvis ser det ud til at IFAB, The International Football Association Board, spillets lovgivere agter at gøre noget ved sagen på et møde i nærmeste fremtid. I så fald kan regelændringen træde i kraft fra næste sæson.
Fra fodboldbanerne i weekenden kan det fremhæves, at Brøndby vandt derbyet med 2-1 over København. Det var til tider en så uskøn affære, at kommentator Niels Christian Frederiksen udbrød: – Kampen har karakter af et stort trafikuheld!
Det andet topopgør i Superligaen, Midtjylland mod AGF, gav også en etmåls sejr. Patrick Mortensen kunne allerede i 8. minut med sin veludviklede målnæse finde det rum mellem Sviatchenko og Scholz, hvor han kunne sætte en inderside til Links flade indlæg fra højre til kampens eneste scoring. Midtjylland blev af et koncentreret AGF-hold udelukket fra store scoringschancer, ja faktisk havde midtjyderne ikke en eneste afslutning inden for målrammen.
Lige nu tegner kampen om mesterskabet meget åben. Brøndby, Midtjylland, AGF og København er alle bejlere til titlen.
I bunden er Lyngby i gang med at tage kæmpeskridt med tre sejre på stribe, og Horsens er begyndt at score mål og hente point. I det lys var det en uhyre vigtig sejr, Vejle kæmpede sig til søndag aften med 2-0 over OB.
..............Fodboldromantikeren 