“The friendly derby” er tilnavnet til Merseyside-opgøret mellem Liverpool og Everton. Det til trods for at intet andet opgør i Premier League har kastet flere røde kort af sig. Mange familier i Liverpool er delte i en rød og en blå del, hvor udfaldene af lokalopgørene har enorm psykologisk betydning. Der var en tid, hvor loyaliteten med det lokale hold gik i arv fra far til søn som et livslangt tilhørsforhold, et forhold som især gjorde sig gældende i arbejderklassen. Hvis min læser kunne tænke sig at få et indblik i en sådan næsten religiøs hengivelse i netop Liverpools arbejderklasse, kan jeg anbefale Alan Edge: “Faith of our fathers” med undertitlen “Football as a Religion”, Two Heads Publishing, 1997.
Lørdag aften tog de røde mod de blå, men desværre stadig uden publikum. Det blev en næsten historisk begivenhed. Ikke i dette årtusinde og ikke siden 27. september 1999 har Everton formået at vinde på Anfield. Måske ikke noget tilfælde at der skulle et tomt stadion til, før Everton endelig lykkedes med at vinde. Men sandsynligvis har de mange skadede centerforsvarere hos Liverpool spillet en større rolle. Van Dijk, Gomez, Matip, Fabinho alle ude, og efter 30 minutter måtte Henderson, der var flyttet ned i centerforsvaret udgå med endnu en skade. Det betød, at en ung, nytilkommen Kabak og en næsten uprøvet Nathanael Phillips, der her fik sin 7. kamp, skulle tage kampen op mod Richarlison, James Rodriguez, Iwobi og Calvert-Lewin. Tilmed var Kabak allerede i det tredje minut blevet overlistet af Richarlison, som løb i ryggen på ham og scorede på Rodriguez’ dybe stikning.
Dog skulle der en besynderlig beslutning af dommer Chris Kavanagh til, før det igen lykkedes de blå at score. I 80. minut er Everton i kontraangreb, hvor Richarlison sender en lang dyb bold mod Liverpools felt. Calvert-Lewin og Alexander-Arnold er i sprint-jagt mod bolden, angriberen når den og firtstimer, men Allison klarer, Alexander-Arnold falder i anstrengelserne og efterfølgende vælter Calvert-Lewin over Liverpool-forsvareren, og så dømmer Kavanagh straffe. Dommeren er ude at se situationen på VAR-skærmen i et kort øjeblik og fastholder sin kendelse. Mærkværdigt! Alexander-Arnold har ingen chance for at undgå kollisionen. Sigurdsson omsatte sikkert til 0-2.
Bemærkelsesværdigt var Liverpools bedste scoringsforsøg en helflugter på en nedfaldsbold fra kanten af feltet af Henderson, som Pickford klarede i fornem stil. Men de rødes angribere har vældig svært ved at score i PL for tiden. Liverpool har ikke scoret i åbent spil i de sidste fem hjemmekampe. Flowet, rytmen og kreativiteten til at åbne et forsvar er en mangelvare. Det var Liverpools fjerde nederlag i træk, og det er også historisk. Det er ikke sket i 92 år, at et forsvarende mesterhold taber fire gange i streg.
Det var til at se, specielt på assisterende træner, Everton-legenden Duncan Ferguson, hvad den sejr betød for de blå!
Er der en klub i PL, som West Ham ønsker at slå mere end nogen anden, er det Tottenham. Det er et lokalopgør, omend den geografiske afstand mellem de to klubber er væsentlig større end Stanley Park. Da Tottenham tog imod West Ham i den første halvdel af turneringen lignede det længe en overlegen sejr til Spurs, men da Balbuena i 82. minut reducerede til 1-3 udnyttede Hammers momentum i usædvanlig grad, kulminerende med Manuel Lanzinis fantastiske langskudsmål op i det ene målhjørne i 94. minut til resultatet 3-3!
Nu var tiden inde for Mourinho til at tage revanche og i øvrigt få rettet op på en sløj serie af resultater, hvor Tottenham har tabt fire af de sidste fem ligakampen. Men det var West Ham som viste størst sejrsiver fra første fløjt på London Stadium. Antonio var tilbage efter to kampe ude med en mindre skade. Allerede i det femte minut satte den store angriber sit mærke på kampen, da han fik en fod på et godt indadskruet Bowen-indlæg, som Lloris kun halvklarede, så Antonio kunne prikke bolden i mål. Det blev indledningen til en halvleg, hvor Hammers var lang farligst med gode muligheder til både Lingard, Bowen og Antonio. Først i de sidste minutter af halvlegen fik Tottenham overhovedet afsluttet mod mål.
Mourinho tog en konsekvens af den slappe indsats før pausen og skiftede Bale og Doherty ind. Det ændrede umiddelbart ikke på situationen. West Ham lagde igen ud med entusiasme, og efter kun et par minutters spil kombinerede Fornals og Lingard sig frem til en skudmulighed, som Lingard eksekverede præcist over i det lange hjørne udenfor Lloris’ rækkevidde. Linjedommeren hævede straks sit flag, men VAR bekræftede, at målet var i orden. 2-0.
Men nu pressede Tottenham mere og mere på. I 63. minut sendte Bale et hjørne hårdt og præcist ind i hovedet på Lucas Moura, der fra en position foran 1. stolpe lykkedes med at heade bolden ind via indersiden af stolpen. West Ham er ikke uden muligheder for yderligere scoring, men Fornals undlader at tage afslutningen selv, da han i 77. minut er spillet fri, og så løb chancen ud i sandet. Minuttet efter har Bale et kanondrøn på oversiden af overliggeren. Herfra er det ren forsvarskamp for hjemmeholdet. I overtiden er det tæt ved at Spurs udligner, da Coufal takler bolden ind på Son, hvorfra den springer i en bue hen over Fabianski og på modsatte stolpe. Men West Ham ridder stormen af, og sikrer sig en øjeblikkelig fjerdeplads. Det var samtidig Moyes’ første sejr over Mourinho, men væsentligere betød den et ni points forspring til Tottenham.
Havde pubberne i East End været åbne, ville der have været lige så meget fest og bægerklang, som i den blå del af Liverpool!
Manchester City cementerede sin førerposition med en sejr på 1-0 ude over Arsenal på et usædvanligt hovedstødsmål af Sterling. Bysbørnene fra United holdt trit med en 3-1 sejr over Newcastle, der i alvorlig grad må se sig over skulderen efter Fulham, der nu kun er tre points efter. Scott Parkers mandskab har på en uge samlet syv points, senest med en livsvigtig 1-0 sejr over West Bromwich Albion. Det tredje tophold, Leicester, formåede at vinde 2-1 på Villa Park. Mens Chelsea satte de første points til under Tuchel ved at spille 1-1 i Southampton.
I næsten forårsagtigt vejr tog AGF søndag mod Sønderjyske. Hos hjemmeholdet afløste Diks en karantæneramt Munksgaard og Sanneh erstattede Juelsgaard. De fleste ville forvente en meget fysisk betonet kamp mellem netop disse to mandskaber, og der blev da også begået en del frispark, men der var ikke tale om hadsk stemning eller særlig voldsomme hændelser. AGF satte sig på det meste af kampen med en veloplagt Nicolai Poulsen på midtbanen og med solide præstationer i det centrale forsvar.
Hjemmeholdet spillede mere frigjort end i årets tidligere kampe. Gift Links var igen i stort spillehumør, og på modsatte flanke havde Thorsteinsson en af sine gode dage, hvor han i samspillet med Casper Højer og Bror Blume ofte satte sig igennem. Det resulterede i et par gode afslutninger. Men første halvlegs største chance tilfaldt Links i det 12. minut, da Thorsteinssons gode skudforsøg af keeper Thomas bliver slået lige ud i fødderne på Links, der i fri position fra seks meter sætter indersiden på, men bolden stryger uden om det halvtomme mål. En kæmpechance!
Riddersholm kan se, hvilken vej det går, og så forsøger han sig med rokeringer, så Kanstrup kommer ud som højre back og Albæk bliver trukket ind centralt, men det bliver aldrig et afgørende vendepunkt for Sønderjyske. De to angribere, Wright og AK Jacobsen, bliver ikke spillet rigtig farlige. Også i anden halvleg er det de hvide, der dominerer. Links er tæt ved at få revanche for sin store afbrænder, da han i 56. minut i højre side trækker lidt tilbage i banen og med en rundskæv, listig afslutning hen over keeper rammer indersiden af fjerneste stolpe.
Kampens dramatiske højdepunkt falder i 73. minut, hvor Casper Højers frisparksindlæg bliver afvist af gæsterne. Men dommer Kristoffersen bliver varskoet af VAR, løber ud og ser en episode igennem, hvor Gartenmann rykker Diks ned i feltet. Han dømmer straffe og tildeler samtidig Gartenmann sit andet gule kort og dermed rødt. Forseelsen var der, men den slags er der (alt for) mange af i SL-kampene, så skæbnen var hård ved Sønderjyske. Patrick Mortensen scorede stensikkert.
Få minutter senere scorede AGF igen, og denne gang var der ingen slinger i valsen. Thorsteinsson laver et smukt forarbejde, så Casper Højer fra baglinjen kan finde Patrick Olsen tilbage på kanten af feltet, hvorfra han med et rent, hårdt og fladt spark hamrer bolden ind ved fjerneste stolpe. Et smukt angreb med en flot scoring. 2-0 var snarere for beskeden en sejr, men viste AGF på vej tilbage til efterårets form.
Også de to øvrige tophold vandt deres kampe. Midtjylland tog fredag til Aalborg, hvor det blev til en forholdsvis let tilkæmpet sejr på 2-0. AaB uden Lucas Andersen har svært ved at få det til at svinge, og risikerer at havne uden for mesterskabsspillet. Med fem kampe tilbage er der tre points op til Sønderjyske på den rette side af stregen, der skiller mesterskabsspil fra nedrykningsspil. Med hiv og sving og lidt dommermedvind fra Mikkel Redder, der for første gang dømte på Brøndby Stadion, blev Vejle slået 2-1. Mandag aften tabte København vigtige points, da Lyngby to gange formåede at indhente Københavns udebaneføringer til resultatet 2-2
..............Fodboldromantikeren 