Ugens mest interessante kamp var uden tvivl opgøret mellem de seneste års to bedste mandskaber i PL, Liverpool versus Manchester City. City i kanonform og Liverpool mildest talt vaklende, men i den slags opgør er det ikke nødvendigvis altafgørende. Kampen havde selvfølgelig Englands bedste dommer, Michael Oliver, og han dømte fremragende!
Liverpool lagde bedst ud, spillede med stor bevægelighed, som vi har lært holdet at kende i de seneste sæsoner, og med præcis fokusering. Det blev også hjemmeholdet som tilspillede sig de første målchancer. I 23. minut drev Alexander-Arnold gæk med Citys venstre back, Zinchenko, og sendte et præcist indlæg ind i hovedet på Mané, der burde have scoret fra relativt tæt hold, men headede over. Fem minutter senere øjnede Firmino pludselig en afslutningsmulighed og flugtede fra kanten af feltet op mod nærmeste trekant, men Ederson var vågen. Men det største tilbud tilfaldt Citys Gündogan på et straffespark, dømt mod Fabinho for at sætte en fod bagud, som væltede Sterling i løb med bolden. Men Gündogan sparkede over mål.
Var Liverpool bedst i første halvleg, kom der til at stå City på anden. Liverpools målmand, Allison spillede en halvleg, han helst vil glemme, men næppe kan. Allerede efter tre minutter gik det galt i Liverpools hårdt prøvede forsvar. På Sterlings forarbejde får Foden afsluttet, Allison halvklarer, men Gündogan er over bolden og sparker i mål. 0-1. Liverpool er ikke knækket. I 57. minut har Alexander-Arnold et fornemt lang skifte til Curtis Jones, der lidt heldigt bryder igennem ind i feltet og afslutter mod langt hjørne, men skuddet rettes lidt af mod en forsvarer og passerer tæt forbi fjerneste opstander. Helt ukarakteristisk begår den stærke City-stopper Ruben Dias straffespark, da han river Salah ned i feltet efter en times spil. Salah scorer sikkert til 1-1.
Her begynder Allisons mareridt. I 72. minut fumler målmanden to gange med sine udspark. Anden gang er det ud i foden på Foden, der hurtigt finder Gündogan, der let kan sparke bolden i mål til 1-2. Kun tre minutter senere gentager Allison sine store fejltagelser og centrer helt upresset bolden ud i siden i fødderne på Silva. Den lille City-angriber dribler langs baglinje ind mod målmanden og vipper den så hen over hovedet på Allison til en fri Sterling, der bugserer bolden i mål med hovedet, 1-3. Kampens bedste spiller, den unge City-angriber Phil Foden slår sejren fast, da han i 84. minut modtager bolden i højre side, trækker ind mod Robertson og så et kort træk udi banen, hvorfra kan hamrer bolden hen over hovedet på Allison til slutresultatet 1-4.
Manchester City er nu 10 points foran Liverpool med en kamp i hånden. Det ligner et farvel til mesterskabet for Klopps mandskab, og City må være storfavoritter!
Onsdag 3. februar gav Moyes debut til lejesvenden fra Manchester United, Jesse Lingard, da West Ham var på besøg hos Aston Villa. Det fortrød han næppe! Både Villa og Hammers har overrasket de fleste ved at lægge stor afstand til sidste sæsons positioner, hvor begge klubber var i alvorlig nedrykningsfare. Nu aspirerer de begge til Europe League pladserne i toppen af tabellen. Det var derfor en vigtig kamp, som kunne give et fingerpeg om, hvem der byder sig bedst til i kampen om de attraktive muligheder.
Aston Villa har en af de mest målfarlige angrebsduoer i rækken i playmaker Grealish og afslutter Watkins. De spiller som om de hele tiden kan forudse hinandens bevægelser. Det ville derfor være en nøglefaktor for West Ham at få bremset Jack Grealish. Moyes havde valgt at supplere sin højre side, hvor Grealish sædvanligvis tager sit udgangspunkt, med Fredricks foran højre back Coufal. Det virkede!
Grealish er en fremragende tekniker med et fornemt overblik, men han har desværre en forkærlighed for at satse på at få tilkendt frispark. Det gør han dels ved bevidst at skære tæt ind på sin modstander, der ofte slet ikke kan undgå at Grealish vælter, dels ved at kaste sig, “filme”, når han mister bolden. Forbløffende ofte gennemskuer dommerne ikke disse situationer, og Grealish er da også den spiller i PL, der langt hyppigst får tilkendt et frispark. I mine øjne er det dybt usportsligt og usympatisk, og jeg forstår ikke, hvorfor dommerne ikke tildeler ham advarsler for film og i øvrigt undlader at fløjte frispark, når Grealish forsætligt søger nærkontakten med sagsløse modstandere. Så ville vi sikkert få en Grealish at se, som hele tiden spillede spillet – og det vil være en nydelse!
West Ham dominerede spillemæssigt kampen igennem. Coufal havde et godt tag på Grealish, der aldrig blev den afgørende faktor, han normalt er for sit hold. Soucek og Rice gav holdet en magtbase på midtbanen, som Jesse Lingard og Benrahma profiterede af. Debutanten Lingard satte næsten ikke en fod forkert i hele kampen med dynamiske løb med og uden bold, mens Benrahma fungerede i holdets tjeneste og sjældent forfaldt til solo-optræden.
Watkins havde midt i første halvleg et forsøg, som ramte ydersiden af fjerneste opstander, da Grealish udnyttede en fejl af Dawson i opspillet, så han kunne finde sin makker. Men det var eneste farlighed fra Villas side inden pausen. I modsatte ende havde Antonio, Lingard og Soucek alle sine scoringsmuligheder.
Men vi skulle kun fem minutter ind i anden halvleg før Hammers for alvor slog til, da Benrahma med en smuk dyb stikning fandt Soucek, der sparkede fladt i mål i fjerneste hjørne uden chance for Villas dygtige målmand, Martinez.
Blot yderligere fem minutter senere øgede Lingard til 0-2, da han først dæmpede Antonios tippede aflevering ind i feltet med brystet og derefter flugtede bolden i mål med venstrefoden. Efter 62 minutters spil lignede det en yderligere udeholdsscoring, da Antonio tippede Cresswells præcise pasning over Martinez, der var otte meter uden af målet, men Mings kastede sig akrobatisk og flugtede bolden væk inden den nåede over målstregen.
I stedet blev det Villa, der mod kampens slutning lykkedes med den scoring, der for tiden er holdets mest sandsynlige. Grealish fandt med en millimeterpræcis dyb stikning Watkins dybt inde i feltet, hvor han hårdt presset af to modstandere alligevel får firsttimet bolden i mål. Men der skulle kun gå yderligere to minutter inden Lingard fjernede enhver spænding om resultatet, da han sparkede hårdt med højrebenet på Antonios tværpasning. Bolden slog i luften, men alligevel burde Martinez have afværget. Det skete ikke og så vandt Hammers med 3-1, og Jesse Lingard blev fortjent udråbt som Man of the Match.
Det var en mindst lige så god præstation som mod Crystal Palace af Moyes’ mænd og en fin reaktion af West Ham efter 1-3 nederlaget til Liverpool – en understregning af den solide form Moyes har bragt sit hold i. For Aston Villa var det en bump på en ellers fornem sæson. Dean Smiths mandskab har været ramt af corona-udsættelser og får et særlig komprimeret program, hvor to udsatte kampe skal indhentes.
Lørdag skulle West Ham forsøge at bygge videre på den flotte sejrsstime i kampen på Craven Cottage mod bundholdet Fulham. Eneste ændring var, at Bowen erstattede Fredericks. For Fulham havde Scott Parker skiftet tre spillere og ændret fra en tre-back kæde mod Leicester til fire-back. Ud var gledet Mitrovic, som blev erstattet af Cavaleiro. For West Ham betød det måske endnu mere, at dommeren var ændret fra Madley mod Aston Villa til Mike Dean.
Scott Parker er en sympatisk og dygtig manager, som lægger vægt på ordentlig, teknisk fodbold med pasningssikre spillere. Fulham har efterhånden vænnet sig til PL, men har det overskyggende problem, at det kniber gevaldigt med at score. Havde mandskabet evnen til at omsætte spilovertag til mål, var West Ham blevet slået eftertrykkeligt. Hammers virkede uoplagte, energiforladte, og især de forreste var langt fra normal standard. Antonio, Bowen, Lingard, men til dels også Benrahma og de to centrale midtbanespillere, Rice og Soucek var ikke til at genkende fra den forrige kamp. Ganske logisk endte matchen derfor målløs.
I overtiden havde West Ham et frispark ude i den ene side. Spillerne fra begge hold gjorde klar til et indlæg ind i feltet. Her markerer Mitrovic West Hams Soucek. De kæmper om pladsen. Soucek flytter sin arm og hans albue rammer Mitrovic, der falder til jorden. Ved VAR-skærmene sidder Lee Mason, om hvem Wolves manager, Nuno Espirito Santo for en måned siden sagde offentligt, at han ikke var god nok til PL. Han beder Mike Dean gå ud og se på situationen. Dean ser episoden igennem igen og igen, flere minutter, og så kommer han tilbage og tildeler Soucek rødt kort – ingen overraskelse, når man ved at Dean suverænt er den dommer, der uddeler flest røde kort, indtil dato 110! I sidste uge tildelte Mike Dean med Lee Mason som fjerdedommer Southamptons Bednarek rødt kort, men det blev trukket tilbage af disciplinærkomitéen. West Ham har protesteret over udvisningen.
Mitrovic mente ikke at Soucek have opført sig unfair. Scott Parker sagde efterfølgende: “Jeg synes ikke, det var til en udvisning”.
Torsdag skulle mestrene fra Herning genoptage turneringen hjemme mod Sønderjyske. Der var nu ikke meget mesterspil over Midtjylland og heller ikke mesterklasse over hverken dommerpræstationerne eller kommentatorerne. Desværre har vinterpausen ikke ført til jobskifte for Bo Henriksen, så vi seere må lægge øren til de mest uhyrlige overdrivelser, som når han kommenterer en forholdsvis almindelig pasning udbryder: “Han spiller en guddommelig tværaflevering!”. ´
Dommer var Peter Kjærsgaard med Jens Maae som VAR-ansvarlig. De fejlede stort efter en halv times spil. Her var Midtjyllands dygtige midtbanespiller Cajuste i nærkamp, hvor begge spillere falder. Men så slår Cajuste klokkeklart med arm og hånd sin modstander som en hævnakt for noget, der så ganske hændeligt ud. Det skete ikke langt fra dommeren. Stor ophidselse fra Sønderjyskes spillere. Dommeren venter og må have været i kontakt med Jens Maae. Som TV-seere får vi gang på gang vist situationen, som klart dokumenterer voldshandlingen. Men Cajuste tildeles til såvel kommentatorernes som min store overraskelse kun gult kort. Det er et svigt, når dommerne ikke beskytter spillerne, men som Maae i kampen Vejle-AGF til gengæld har store øren og tildeler gult for bemærkninger i kampens hede.
Lige efter pausen var den gal igen, da Gartenmann kun får gult for med stor kraft at slynge en albue til kæben af Scholz i en headeduel, så midtjyden med blodet strømmende må forlade banen. Kun gult!? Reelt burde det herfra have været 10:10.
Før pausen havde udeholdet bragt sig foran, da Albæk forsøgte sig langt ude fra, og Jesper Hansen for en gangs skyld fejlbedømte skuddet og indkasserede. Sønderjyderne øgede til 0-2 ti minutter før tid ved AK Jacobsen, og trods et massivt pres lykkedes det kun Midtjylland at pynte på resultatet ved en reducering af anfører Sviatchenko. Midtjyderne spillede med lange Pfeiffer i front, men han ligner ikke den boksspiller, der kan afløse Kaba, når han ikke er kampklar.
På en forfærdelig “grønsvær” i Haderslev med en vinterkuling hen over banen skulle Sønderjyske og Vejle forsøge at skabe en fodboldkamp. Ydermere sneede det under dele af kampen. Slige betingelser skaber mange tilfældigheder. Men kampen blev nu afgjort af alt andet end en tilfældighed. Et par minutter ind i anden halvleg sender Sousa en perfekt centring ind fra højre side, som Faghir først tæmmer retningsbestemt med brystet til sit højre ben og banker bolden i mål fra kanten af feltet. Smukt og et rigtigt angribermål af den unge Vejlespiller. Det afgør kampen og Vejle tager et vigtigt stort skridt væk fra nedrykningsstregen.
Anderledes velplejet tog Aarhus Stadion sig ud, da AGF tidlig søndag aften havde besøg af Lyngby. Hjemmeholdet skulle forsøge at slette indtrykket fra den dårlige indsats i forrige kamp ude mod Vejle. Nicolai Poulsen havde karantæne, så AGFs midtbane bestod af Patrick Olsen, Hvidt og Blume, og det så ikke overbevisende ud. Her manglede temposkift, fart og nærkampstyrke. Det var i store dele af kampen svært at se hvem der var tophold og hvem bundhold. Lyngby havde bolden mest og i unge Warming en midtbanemand med fart og gennembrudskraft, som voldte især AGFs højre side store problemer.
AGF var farligst på de få død-bolde, som blev udført med fornøden fokusering. Lyngby har ofte haft problemer med at afvise standardsituationerne. Fem minutter efter pausen blev det matchafgørende, at Højer sendte et godt indadskruet hjørnespark afsted fra højre side. Thorsteinsson var hurtigst over nedfaldet og sparkede det op i nettaget blandt venner og fjender. 1-0. Det var til gengæld nærmest det eneste positive islændingen bidrog med. Den første halvdel af anden halvleg tilhørte et langt mere offensivt indstillet hjemmehold end i første. Men efterhånden blev Lyngby mere målsøgende. En tredobbelt indskiftning med Kaastrup, Crone og Fosgaard gav gæsterne ny tro på mulighederne. De kongeblå var da også utrolig tæt på at udligne i slutfasen. Først var Crone ved at bryde helt igennem og tæt ved at bringe bolden det sidste stykke i mål, da Hausner med en lang tå fik bolden bugseret over egen overligger. Dernæst måtte Højer ofre sig og kaste sig ned på mållinjen for at forhindre Fosgaard i at prikke bolden i mål. Men føringen holdt for AGF.
Bedste AGF’er var Links, der arbejdede utrætteligt og turde og kunne udfordre Lyngbys midtbane og forsvarskæde. I bageste geled spillede Hausner en god kamp. Men vil AGF lege med i front skal der mere dynamik ind på midtbanen. Grabara må også hæve sit spil både med hænder og fødder. Kan en i trænerstaben ikke lære ham at sparke ordentlig til en tilbagelægning?
I søndagens sidste match havde Brøndby besøg af AaB. Nordjyderne var bedst i den første time og bragte sig fortjent i front kort ind i anden halvleg, da unge Hannesbo scorede ved 2. stolpe efter et skudforsøg/aflevering fra Prica. Der skulle en VAR-kendelse til for at redde Brøndby det en point, da Kakeeto blev ramt på en hånd, der var løfter over skulderhøjde, som udløste straffe. Uhre scorede, selv om Rinne var tæt ved at få hænderne på bolden.
I Horsens vandt København den ventede sejr. Tomåls sejren havde Fischer og Wind på måltavlen. Det blev også en 2-0 udesejr, da OB slog Nordsjælland på mål af Tverskov og Hyllegaard.
..............Fodboldromantikeren 