Med det tætte program hen over jul og nytår er der mange kampe i PL at samle op på. Selv om jeg er en flittig TV-seer af de to eneste serier, jeg følger, Superligaen og Premier League, må det nødvendigvis blive nedslag, der kommer på bloggen. Netop fordi jeg må nøjes med at følge kampene via TV, bliver formidlingen af kampene fra kommentatorernes side af stor betydning. Helst nøjedes jeg med reallyd eller de engelske kommentatorer. Dog vil jeg ikke underkende værdien af en dygtig og indsigtsfuld kommentator som eksempelvis Morten Bruun.
29. december mødtes to af sæsonens små overraskelser, Southampton hjemme på St. Mary’s med West Ham. Her var Esben Hansen medkommentator, og selv om han ikke er uden indsigt, så var det ikke det, der prægede ham, da han om West Hams frontløber, Haller, udtalte: “Han er enormt god til at modtage bolden!”. Jeg noterede mig under kampen udfaldet af de gange, Haller modtog bolden. Jeg talte 11 tydelige spil direkte på Haller fra medspiller, heraf var to (!) så succesfulde, at han og holdet ikke straks mistede bolden, og af dem var ni i fødderne, hvoraf det alene lykkedes én gang at holde fast. Haller er desuden langsom og klodset. Han siges at være en farlig headeafslutter, men det er meget få gange i PL, at han har givet beviser på det. I glimt ser man, hvad han kan, også som afslutter med fødderne, men der er alt for langt mellem snapsene! Dertil kommer at han hverken er taktisk klog (fanges ofte i offside) eller en mental gevinst (attituderne!). Da Haller et kvarter før tid blev afløst af Antonio, kom der straks langt mere gå-på-mod og farlighed fra Hammers’ side. Modstanderne bliver ganske enkelt nervøse, når de skal håndtere den stærke Antonio, mens det er ubekymrende med Haller på banen.
Benrahma fik i 84. minut en kæmpechance for at score, da en Southampton-forsvarer headeclearede svagt lige til Benrahma, men McCarthy i målet klarede flot. Dermed forblev det målløst. Det er værd at notere sig, at Romeu var tilbage på The Saints midtbane efter karantænen som følge af 10 gule kort, og at Danny Ings så skarp ud. Hos West Ham var der en fin debut til Craig Dawson i det centrale forsvar som makker til Ogbonna.
Samme dag tørnede Manchester United sammen med Wolverhampton. Wolves udgør er et pasningssikkert mandskab med iver efter at afslutte, gerne fra distancen. Men holdet lider meget under fraværet af den langtidsskadede mexicanske angriber, Jimenez. Længe, længe tegnede det til endnu et målløst opgør, indtil Rashford i overtiden trak ind i banen med bolden og afsluttede. Bolden rettedes af på Wolvesforsvarer Saiss og gik i mål til endnu en United-sejr. Solskjærs udvalgte presser på i toppen, men er de gode nok i forsvaret til at vinde mesterskabet?
30. december mødtes Newcastle og Liverpool. Kampen havde Sæbye og Frimann som kommentatorer, så jeg overvejede at slukke. Flittige læsere af min blog ved, at Carsten Sæbye står meget lavt i min agtelse af hans kommentering, og jeg har meget svært ved at kapere Frimann, som snakker uafladeligt. Frimann er hele tiden belærende, véd i enhver situation bedre end ikke alene medkommentatoren (hvilket ikke er underligt), men også end træneren og spillerne. Et par eksempler på Sæbyes udsagn: Om Liverpools Robertson “tidligere holdspiller”?? Om Newcastles spidsangriber Callum Wilson “aftenens playmaker”??
Newcastles målmand, Karl Darlow, stod en brandkamp, og da Allison i den anden ende tog sig af de to forsøg, der var inden for rammen, blev resultatet igen målfattigt, ja målløst.
På årets første dag var PLs første kamp matchen på Goodison Park, Everton mod West Ham. Everton i fremragende form med en stribe lutter sejre bag sig bl.a. over Chelsea, Leicester og Arsenal er ingen ønskemodstander for Hammers, der uhyre sjældent får noget med hjem til London på besøg i Merseyside. Da tilmed Fabianski gik i stykker under opvarmningen, så Randolph måtte i buret, tog Hammersfans bekymringer til.
Men West Ham begyndte kampen godt, disciplineret og rolig på bolden. Selv om det er West Hams tredje PL-kamp på syv dage, hvor Everton ingen har haft, virker hjemmeholdets spillere mere trætte end Hammers. Det er en kamp i moderat tempo i hovedparten af spilletiden. Skudstatistikken viser to skud indenfor rammen til Everton, mens West Ham har fem.
Afgørende bliver situationen i 85. minut, hvor Cresswell trykker kanonen af, skuddet rettes af og falder i Souceks indløb, så han kan sætte indersiden på til en fortjent scoring til resultatet 0-1. Peter Kjær kalder det i sin kommentering en 0-0 kamp, der slutter 0-1. Sandt er det, at det er en chancefattig kamp, men der er alligevel i alt 21 afslutninger, hvoraf Hammers havde broderparten.
For West Ham spillede Rice, Cresswell, Ogbonna, Coufal og Dawson specielt godt, mens Evertons bedste var André Gomes, Godfrey og keeper Pickford. Det var en særlig dejlig sejr for manager Moyes, der var tilbage i den arena, hvor han i 11 år havde så gode dage.
På nytårsmenuen var også kampen Manchester United – Aston Villa. Her var Frimann igen ved mikrofonen, og intet tydede på, at han skulle have haft et nytårsforsæt om at snakke mindre eller mindre belærende! Heldigvis havde han Dennis Søndergaard ved sin side. Han er i modsætning til Carsten Sæbye indsigtsfuld og velforberedt, dog med en tendens til at overdrive sine karakteristikker. Her er ingen sødladne oplæg til ekspertkommentatoren. Søndergaard er sproglig opfindsom, som da han om Fernendes siger: – han røntgenfotograferer spillet!
Hjemmeholdet bragte sig i spidsen i 39. minut, da Martial får sig presset foran en lidt tøvende Mings i Villas forsvar og header Wan-Bissakas indlæg i mål. Villa spillede fint med og viste højt niveau i anden halvleg, hvor det ene fine angreb efter det andet rullede mod De Geas mål. Fortjent fik Villa udlignet i 57. minut, da Grealish – hvem ellers? – fandt Traoré med en fin tværpasning til 2. stolpe.
Men blot tre minutter senere tildelte dommer Oliver Manchester United et tyndt straffespark, da han mente at Douglas Luiz væltede Pogba ureglementeret. Fernandes udnyttede sikkert det store tilbud, så resultatet blev en hjemmesejr på 2-1. Siden Solskjær overtog managerposten i december 2018 har Manchester United fået tilkendt 27 straffespark i PL, mere end noget andet hold.
2. januar tog Tottenham mod Leeds. To hold, der burde stå godt til hinanden. Det ene, Leeds, vil fremad hele tiden, det andet vil helst kontraangribe. Fra begyndelsen går Bielsas mandskab energisk til værks, stresser modstanderne med højt pres. Det fører da også til et par halve chancer. Senere får Bamford en fri header på et tidligt indlæg fra Raphinha.
I 27. minut begår Leeds’ målmand en fejl i opspillet, der fører til, at Alioski fælder Bergwein. Det så ud til at være lige uden for feltet, også på VARs fotos, men ikke desto mindre blev Cootes dom: straffe. Det omsatte Kane stensikkert.
Tre minutter før pausen gør Son det til 2-0, da han blot sætter en velplaceret inderside til et fremragende fundet dybt indlæg fra Kane. Der er nærmest telepatisk forståelse mellem Son og Kane!
Da Leeds’ Doherty sparker en modstander i modangreb ned, kalder N.C. Frederiksen det for et “taktisk” frispark. Det er en eufemisme for “kynisk”! Måske kunne man bruge det samme begreb om det forhold, at Viasats kanaler er begyndt at lægge gentagende betting-reklamer ind midt i fodboldtransmissionerne. Hvor kan man da ønske sig tilbage til DR-transmissionerne med Svend Gehrs ved mikrofonen og ingen reklamer i miles omkreds!
Det bliver også 3-0, da Son i 50. minut med et hårdt slået hjørnespark finder Alderweireld foran 1. stolpe, hvor han header med kraft, så Leeds’ målmand, Meslier, ikke kan holde bolden, men taber den ind over målstregen.
Leeds spiller en god kamp og resultatet, 3-0, yder ikke mandskabet retfærdighed. Men forcen hos Leeds er det fremadrettede spil, mens forsvaret og målmanden knap nok har PL-klasse. Og når ellers pålidelige Ayling har en mindre heldig dag, må det gå galt mod et så angrebsdygtigt hold som Spurs med rækkens bedste makkerpar i Son-Kane.
Fra kampen søndag 3. januar, Newcastle – Leicester, noterer jeg mig tre fremragende mål. Det første faldt i 54. minut, da Vardy modtager bolden fra Barnes og laver en tunnel på Newcastles højre back og lægger bolden præcist skråt tilbage til en fri Maddison, der behersket sætter en hård inderside til og sender bolden op i nettaget. Det andet scores også af Leicester, og det sker i 71. minut. Tielemans spiller et langpasset bandespil med Albrighton på højre kant, mens han løber frem til en position udenfor feltet, og herfra curler han med kraft bolden op ad den ene opstander. Ti minutter senere er det indskiftede Andy Carroll, der med et brag flugter en returbold efter et hjørnespark i mål til reducering og slutresultat 1-2.
Årets første weekend rundes af med Chelsea – Manchester City. Her demonstrerer City en angrebsform, som vi ikke tidligere har set i denne sæson. I begyndelsen er Chelsea meget på bolden, men snart svinger De Bruyne taktstokken. Første scoring falder i 17. minut, da Gündogan på en tværpasning på kanten af feltet fra Foden vender af på Thiago Silva og placerer bolden tæt op ad den ene stolpe. Tre minutter senere er det Foden, der udnytter De Bruynes superpræcise indlæg gennem benene på Azpilicueta. 0-2. Og det bliver 0-3 i 34. minut, da Sterling over mere end en halv banelængde slipper afsted på en friløber efter et Chelsea hjørne. Han jagtes af Kanté, indhentes, men får afsluttet på den ene opstander, hvorefter De Bruyne stensikkert udnytter returbolden til scoring.
Chelsea bliver udspillet i første halvleg. I anden slipper City lidt speederen, og i overtiden lykkes det hjemmeholdet at få pyntet lidt på resultatet, da to indskiftere finder hinanden, så Hudson-Odoi kan score på Havertz’ indlæg
Mandag aften blev 17. runde afsluttet med Southampton – Liverpool. Her faldt kampens eneste scoring allerede i det andet minut. Danny Ings ventede i venstre side på Ward-Prowses løftede frispark og løb i ryggen på Alexander-Arnold. Med ryggen til får han vippet og lobbet bolden med ydersiden over Allison over i den fjerneste side af målet. Utrolig flot!
Herefter presser Liverpool rigtig meget på og spillet foregår for langt størstedelen på Southamptons banehalvdel. Men The Saints forsvarer sig eminent, samtidig med at Klopps mandskab har svært ved at finde sit vanlige niveau. Hverken Salah eller Firmino får afsluttet, og de øvrige afslutninger blokeres ofte af de to midterforsvarere Bednarek og Stephens.
Liverpool taber et vigtigt skridt og ligger nu med 33 points side om side med Manchester United, der har en kamp i hånden. Leicester er ét point efter. Manchester City viser genvunden styrke. Mesterskabet er åbent!
..............Fodboldromantikeren 