Man må kende sin besøgelsestid!

Man må kende sin besøgelsestid! Den gamle vending randt mig i hu, da jeg i weekenden så flere kampe, hvor et af holdene netop ikke levede op til denne gode formaning!

I lokalopgøret søndag mellem Horsens og Vejle bragte de gule sig foran efter syv minutters spil, da VBs defensive midtbanemand, Saeid, begik to fejl lige efter hinanden. Første fejl skete i opspillet, og da han så vil gøre sin fejl god igen ved at tilbageerobre bolden, begår han et klodset frispark i et farligt område. Prip tager sparket, men unge Gundelund hopper i muren og værger for sig med den ene arm. Klart straffespark, som Prip scorer på ved at sende bolden fladt lige midt i målet. Groothuizen havde kastet sig til sin venstre side. Hvorfor forsøger målmændene næsten altid at “kigge” sparkeren ud og kaste sig? Mon ikke redningsprocenten ville være større, hvis keeper i stedet reagerede på det faktiske spark?

Vejle lod sig nu ikke slå ud af scoringen. De røde kombinerer sig sikkert og hurtigt op ad banen og skaber mange målchancer især over højresiden, hvor Mølgaard og Sousa tænker og handler kvikt og synkroniseret. Det skaber bl.a. fine scoringsmuligheder til Saeid, der misbruger mulighederne. Det er teknikerne mod fighterne!

Sousa – hurtig i tanke og handling

Fem minutter før pausen begår Vejle endnu en stor fejl i opspillet, da Greve fumler med bolden. På frisparket dømt mod Greve formår Pohl omtrent fra mållinjen i Horsens højre side med en flugtet (!) hælaflevering at finde Finnbogason inde i målfeltet, hvor han brysttæmmer og flugter bolden i mål. Linjevogteren vinker offside, men VAR godkender. 2-0 stik mod spil og chancer.

To minutter efter pausen gentager historien sig. Milosevic begår en stor fejl i opspillet, og halser efter Horsens anfører, Hansson, ind i feltet, hvor han løber ham ned bag fra. Straffe som Pohl udnytter sikkert til 3-0.

Undervejs i anden halvleg, som VB sidder mest på, viser Horsens vilje til at forsvare kampen hjem. Stærkest symboliseret ved Finnbogason, da han efter en times spil slår skulderen af led. Den bliver sat på plads på banen – og det ved jeg af egen erfaring er særdeles smertefuldt; men islændingen fortsætter på banen og bliver først skiftet ud i det 87. minut!

I overtiden får Vejles teenage-centerforward, Wahid Faghir reduceret, da han uhindret kan stige til vejrs og stange Sousas hjørne i mål. Alt for lidt og alt for sent for Vejle, der burde have slået effektivt til langt tidligere.

Det var Horsens første sejr i Superliga-regi over storebror VB. Da jeg har en fortid i maskinrummet i begge lejre, kan jeg forsikre, at det betyder meget for Horsens at slå Vejle – også mere end det betyder den anden vej rundt!

På første søndag i advent var AGF i tidlig julehumør og uddelte flittigt gaver til værten, Nordsjælland. Det begyndte i allerførste minut, hvor Hausner giver et unødvendigt hjørne væk, for lidt senere at forsøge at cleare et indlæg, men vælger at forsøge med at blokere med højre fod i stedet for at sparke med venstre, som bolden lå naturligt til. Hausner spiller Atanga helt fri til en let scoring. Var vejledningen fra keeperen mon til stede?

Mindre end to minutter senere griber Peter Vindahl AGFs hjørne og med et langt udspark finder han lynhurtige Kamal-Deen ved midterlinjen. Selv om Tingager kommer på forsvarssiden har Kamal-Deen ikke vanskeligt ved at oversprinte ham, og da Hausner vælger ikke at dobbeltsikre, men trække centralt, får nordsjællænderen frit skud og øger til 2-0.

Men AGF lader sig ikke slå ud af modgangen, og allerede i det 9. minut reducerer aarhusianerne, da Bror Blume med et følt indlæg finder en fri Patrick Mortensen, der udplacerer Vindahl med et præcist hovedstød til stolperoden.

AGF spiller med flow og engagement, og skaber en række målchancer, som burde have skaffet dem en halvlegsføring. Patrick Mortensen misbruger to store scoringsmuligheder, Thorsteinsson og Dicks burde også begge have scoret på deres fine muligheder. Men AGF kender ikke sin besøgelsestid og må gå til pausen nede 1-2.

Anden halvleg åbner med to gode muligheder, én til hvert hold. Først har Rygaard et fladt, hårdt spark fra 20 m, som Grabara får det yderste af fingerspidserne på, så den rammer opstanderen. Få minutter senere finder Blume med en præcis cross-bold Hausner, der i fri position header svagt og over mål.

Gaveregnen kulminerer i 57. minut, hvor Grabara modtager en tilbagelægning, men af uforståelige grunde tøver med at ekspedere bolden i spil. Hurtige Atanga jagter og når frem og får blokeret, da Grabara beslutter at sparke. Blokeringen går i mål til 3-1.

Når man ser, hvor glimrende en målmand Grabara er, undtagen med fødderne, må man håbe, at målmandstræneren gør en kæmpe indsats for at forbedre denne, meget væsentlige del af målmandsspillet. Fra min egen tid som divisionstræner (det var dengang man som cheftræner havde én assistenttræner, og måske en gang om ugen en målmandstræner, men ellers måtte klare det hele selv, herunder fysisk træner og mental træner!) husker jeg, hvor meget målmandens udspark kunne forbedres med en relativ beskeden træningsindsats!

David Nielsen reagerer på situationen og laver en tredobbelt indskiftning af Helenius, Juelsgaard og Munksgaard for Nicolai Poulsen, Grønbæk og Hausner. Herefter spiller AGF 3-5-2. Men de friske kræfter bringer ikke afgørende forbedringer.

Da Kamal-Deen i 77. minut tildeles advarsel nummer to og dermed rødt, kunne man forvente, at resten af kampen ville blive et stort tryk på hjemmeholdet. Det bliver det i begrænset omfang, og stort set alle AGFs indlæg bliver slået foran forsvaret. I denne del af kampen ville jeg have forventet, at Patrick Olsen havde dirigeret spillet, så der kom indlæg fra kanter i gennembrud på siden. Det skete ikke!

Nordsjælland fightede sejren hjem, men for AGF var den værste modstander egen mangel på koncentration i de afgørende situationer. For Nordsjælland spillede keeper Vindahl, Djorou og Rygaard en fin kamp godt suppleret af Atanga og Kamal-Deen i front.

I Haderslev var København tilbage i en version, der svarede til forventningerne. Daramy, Zeca og Falk scorede københavnernes tre mål, og Fischer og Stage begynder at ligne sig selv. Derimod viste Mathias Jørgensen igen et utroligt lavt niveau med utallige afspilsfejl og mange dårlige beslutninger.
For Haderslev scorede Bah et fint hovedstødsmål og fremstår som sit holds mest stabile og bedste spiller.
VAR-dommer Daugbjerg Burchardt kom i fokus kort efter sidebyttet. Boilesen fælder Bah i feltet, men var AK Jacobsen offside i opbygningen til episoden? Det tog mere end tre minutter at finde en kendelse, offside, og det er helt urimeligt. Dommer Krogh burde have skåret igennem efter højst halvandet minut og besluttet, at hvis det åbenbart var så vanskeligt at tage stilling til, så kan afgørelsen ikke være “klart og åbenlyst” forkert, og så fastholder jeg min oprindelige kendelse!

Dagen forinden sad Morten Krogh i VAR-rummet, da Midtjylland havde besøg af AaB. Det blev heller ikke til en mindeværdig dommerpræstation. I det 61. minut rykker Thelander Midtjyllands back, Cools, heftigt i trøjen, så han er ude af stand til at heade på et frisparksindlæg. Ét er, at dommer Anders Poulsen måske ikke ser forseelsen, men den var klokkeklar på TV, og helt uforståeligt, at Krogh og Poulsen ikke griber ind. Thelander havde allerede tidligere set gult. Kampafgørende! Nu blev det 0-0 i en chancefattig kamp.

Randers overhalede OB, da det hjemme blev til en 2-1 sejr over netop OB, der har så svært ved at forløse potentialet.
Mandag aften strøg Brøndby på førstepladsen ved at vinde 4-1 i Lyngby. Men cifrene lyver. Lyngby var bedst i store dele af kampen og havde mest boldbesiddelse. Dommer Kristoffersen var ikke populær i Lyngby, der fandt at kendelserne, herunder et muligt straffespark mod Hebo, havde tendens til at gå Brøndbys vej.

I Brighton havde Liverpool svært ved at skabe defensiv sikkerhed. Med alle de sædvanlige midterforsvarere ude med skader, udgjorde Fabinho og urutinerede Nathaniel Phillips midterforsvaret. Og unge Williams erstattede en skadesramt Alexander-Arnold på højre back. Mestrene manglede højere oppe på banen noget af den bevægelighed, fart og skarphed, der normalt karakteriserer holdet.

Skarpheden manglede også hos Brightons Maupay, da han skulle tage det straffespark, der var dømt mod Williams i nærkamp med Connolly. Maupay sparkede simpelt hen forbi mål. Måske for stor respekt for Allison i Liverpools mål?

Udeholdet troede at føringen var i hus, da Salah slipper alene igennem på Firminos fine dybe pasning og sender bolden i nettet. Men VAR viste nogle få millimeter offside, dér hvor billedet var frosset. Utåleligt med disse mikroskopiske afgørelser!

Straks fra anden halvlegs begyndelse hjalp det på Liverpools rytme og bevægelighed, at Henderson blev skiftet ind for Williams og Milner rykket ned på backpositionen. Belønningen kom efter en times spil, da Jota sparkede i nærmeste nedre hjørne efter en sparkefinte og et træk ind i banen.

Problemerne hober sig op for Liverpool, der fra det 70. minut måtte skrive Milner på skadeslisten. Indskiftede Mané headede i det 83. minut et Robertson-frispark i mål, men VAR annullerede for off-side.

I overtiden var det igen VAR, som kom i fokus. Robertson clearer en bold inde i feltet, men rammer marginalt Welbeck, som først efter et par skridt falder. Ikke de store protester, da dommer Stuart Attwell lader spillet fortsætte. VAR vil det anderledes og anbefaler straffe. Var det virkelig en “clear and obvious” fejl af dommeren?
Pascal Gross omsætter straffesparket til en sikker udligning.

Hvis noget hold i denne runde skulle have kendt sin besøgelsestid, var det Aston Villa, der mandag aften var gæster på London Stadium hos West Ham!

Hjemmeholdet lagde ud med en scoring i det andet minut, da Ogbonna uhindret kunne støde Bowens hjørnespark i mål ved 2. stolpe. Hammers sad på spillet i de første tyve minutter, men efterhånden tog Villa taktstokken med den usædvanlig dygtige playmaker, Jack Grealish, som omdrejningspunkt.

I det 21. minut fik West Ham den første store advarsel om det ændrede styrkeforhold, da frisparkeksperten Hourihane tordnede bolden mod det fjerneste hjørne fra 20 meter, men Fabianski reddede mesterligt.

Masuaku driblede få minutter senere overdrevent op ad venstre sidelinje, mistede bolden til Villas højre back, Cash, der fandt Grealish med en lang, præcis aflevering. Villa-anføreren rykkede med bolden, sparkede hårdt mod mål, og skuddet blev rettet af på Ogbonnas støvlesnude og gik utageligt i mål.

Jack Grealish – gudsbenådet fodboldspiller – og “diver”

Grealish bærer sit hold, og det i en grad så kommentator Jonas Alexander udbrød: “Man må den onde lyneme mig håbe, at han ikke bliver skadet?!”. Det er en sproglig fattigdom at måtte ty til eder som kommentator.
I øvrigt er samme Grealish ilde set af mange englændere, da han ustandselig smider sig ved mindste eller ingen berøring. Desværre gik også aftenens unge, urutinerede dommer, Peter Bankes, med og dømte en række meget tynde frispark.

I pausen skifter David Moyes Benrahma og Haller ind for Antonio, der ikke var i fulde omdrejninger efter sin skade, og en svagt spillende Masuaku. Det giver straks afkast, da Hammers igen efter to minutters spil scorer. Benrahma finder Bowen inde midt i feltet, hvor han header bolden hen over hovedet på Villa-keeper Martinez. 2-1.

Men Aston Villa sidder helt på spillet med Grealish og Watkins som superfarlige angribere. Hjemmeholdet kan takke en storspillende Fabianski i målet for at holde Villa fra udligning indtil 70. minut. Her dømmer Bankes straffe mod Declan Rice for at holde en modstander i trøjen. Det er minimalt og uden indflydelse på spillet.

Watkins tordner straffesparket på overliggeren. Hammers har mere end svært ved at holde på bolden og skabe modangreb. I et forsøg på at styrke midtbanen kommer Mark Noble på banen for Bowen. Han kunne dog ikke forhindre, at Watkins blev serviceret fra venstre af en centring, han styrede i mål i overtiden.

Men VAR ville det anderledes! Watkins blev dømt offside med den mindst mulige margin. Helt urimeligt! Hammers red stormen af, men det var en vanvittig heldig sejr for Moyes’ mandskab!

Havde Aston Villa kendt sin besøgelsestid….

Skriv en kommentar