Mangel på dømmekraft

Så skete det igen! Dommeren tror ikke sine egne øjne!
I sidste uge var det Mads-Kristoffer Kristoffersen. Nu tvivlede Jakob Kehlet på sin egen dømmekraft!
I fredagens kamp, Vejle-Randers, har udeholdet presset på i hele første halvleg og i begyndelsen af anden uden at kunne score. Fem minutter efter sideskiftet kombinerer Mathias Greve sig ind i Vejles straffesparkfelt. Til Ritzau forklarer Mathias Greve: – Jeg spillede et-to med Marvin Egho, og så havde jeg en berøring, som blev lidt for lang, og så fik han (Milosevic, red.) erobret bolden – og så var der straffespark, siger Greve.
– Jeg har ikke set den igen på tv, så jeg ved ikke, om den kan dømmes. Jeg følte ikke i situationen, at der var straffespark.

“Jeg følte ikke i situationen, at der var straffespark.” Det samme kunne siges om dommer Jakob Kehlet, der havde glimrende udsyn til hændelsen og straks vinkede afværgende. Men i VAR-rummet sad Aydin Uslu, og han var måske påvirket af en situation i Vejles seneste kamp mod AaB, hvor medierne gjorde et stort nummer ud af, at AaB blev snydt for et straffe, som VAR-dommer Daugbjerg Burchardt overså. I hvert fald blev Kehlet kaldt til VAR-skærmen på sidelinjen, hvor han vel så hændelsen igennem en halv snes gange eller flere og efter lang, lang tids overvejelse beslutter sig for at dømme straffe.

Det er jo helt grotesk! Og måske endda ganske kampafgørende. En såkaldt topdommer som ser en situation klart og træffer sin afgørelse. Ingen spillerreaktioner på afgørelsen. En VAR-dommer som leder efter et hår i suppen. En topdommer, som studerer VAR-billederne talrige gange. Som ganske tydelig har svært ved at blive overbevist af, hvad han ser. Som så lader hånt om, hvad VAR-protokollen siger: “Dommerens oprindelige afgørelse står ved magt, medmindre video-reviewet tydeligt viser, at kendelsen var en ’klar og åbenlys dommerfejl’.

Kehlet får ikke thumbs up fra din blogskriver!

Rømer scorede på straffesparket. Ti minutter før tid får Randers tilkendt endnu et straffespark, da Montano har trukket sin arm ind foran brystet og derved blokerer et skud mod mål. Det sker midt i den sidste fjerdedel af kampen, hvor Vejle er vågnet op og begynder at true Randers’ mål.
I overtiden, hvor hjemmeholdet satser hårdt offensivt får Randers en åben kontramulighed, som unge Tobias Klysner omsætter til sin første scoring for Randers. 0-3. Men Randers’ scoringsproblem synes ikke løst ved to straffesparkscoringer og en ung backs pludselige kontrachance.

Lørdag skulle Midtjylland forsøge at overbevise om, at klubben er gearet til både at spille Champions League og at tage Superligaen alvorlig. Det blev testet i Farum. Priske have til lejligheden sparet bl.a. Erik Sviatchenko og Sory Kaba, men selv om midtjyderne har en bred trup, slog den ikke til.

Det yngste mandskab i hele fodbold-Europas top-ligaer udstillede mesterholdet med lynhurtigt angrebsspil, mens Midtjyllands sædvanlige presspil svigtede. Ganske vist fik Dreyer med en smuk individuel præstation udlignet Nordsjællands føringsmål, men da først Francis med sit andet flotte mål kort før pausen havde slået tonen an, så hjemmeholdet sig ikke tilbage og gjorde arbejdet færdig med to scoringer i anden halvleg ved Freese og lynhurtige Kamal-Deen Sulemana. 4-1!

Nordsjælland i denne forfatning er ganske enkelt det bedst spillende hold i Danmark. Men netop fordi det er så ungt et mandskab kan man aldrig helt vide, hvilket niveau Nordsjælland præsterer. Topniveauet er tårnhøjt, men bundniveauet er til den dårligste halvdel af Superligaen.

Medbejlerne til mesterskabet, København, havde søndag besøg af bundholdet Lyngby. I den første halve time ville en udefra kommende iagttager have forvekslet de to mandskaber. Det var Lyngby, der spillede flot positionsspil, og københavnerne der halsede efter. Det lykkedes Lyngby at trække den rutinerede modstander lang, så der blev kæmpe områder for de kongeblå at spille uhindret i.

Den er gal med københavnernes attituder! Ansvarsforflygtelse lyste flere gange ud af spillere som Fischer og Ankersen. Stærke, veltrænede spillere kaster sig til jorden ved mindste berøring. En anfører, der udvises for to gule kort.
Alligevel blev det til den forventede sejr på 4-2 i kraft af store individuelle kvaliteter hos først og fremmest Jonas Wind, men også i glimt fra Falk og Fischer. Men forsvarsspillet er usikkert. Kun Lyngby har lukket flere mål ind end København!

Mandag blev det åbenbaret, at Jess Thorup er udset som ny cheftræner i København. Den venlige fynbo skal fylde store sko ud efter en særdeles succesfuld forgænger. For mange vil Thorup på forhånd have goodwill i kraft af, at fynsk er lettere at begribe end Solbakkens norske!

I ugens løb havde Jakob Friis forladt cheftrænerpositionen i AaB for at hellige sig familiens kamp for en kræftsyg datter. Afløseren, tidligere assistenttræner Peter Feher havde til opgøret hjemme mod Brøndby sat bl.a. Okore af holdet, der optrådte i en 4-4-2 opstilling.

Umiddelbart så opstillingen skrøbelig ud. Nordjyderne havde svært ved at finde hinanden, og midterforsvaret med Granli og Thelander virkede dårligt afstemt. I første halvleg var det Brøndby, der svingede taktstokken og tilspillede sig gode scoringsmuligheder. Men det blev alligevel AaB, som først kom scoringstavlen. Det skete efter 31 minutters spil, da Pallesen sendte et indlæg fra højre ind i foden på unge Tim Prica, der fejlede sin berøring, så bolden havnede i en spids vinkel hos Fossum, der dygtigt bugserede bolden i mål.

Nu kunne vi konstatere, at Brøndby i syv kampe ikke har formået en eneste gang at lukke af defensivt. Men offensivt går det bedre. Syv minutter senere sparker Uhre en følt frisparkbold fra Peter Bjur ind bag en tøvende Rinne.
Men indtrykket af en rodet affære stod tilbage efter første halvleg.

I pausen skiftede AaB Fossum ud med Kasper Kusk, og det gav en meget mere bevægelig og målsøgende udgave af det nordjyske flagskib. Indtrykket blev skærpet, da Prica blev vekslet med van Waert. Den dominans, som hjemmeholdet havde halvlegen igennem, blev til sidst honoreret. I 84. minut fandt Kusk med et tidligt indlæg van Waert inde under mål, hvor han kunne heade bolden uhindret i mål til en fortjent sejr.

Mandag aften afgør Sønderjyske og AGF, hvem der skal trone på Superligaens førsteplads efter syv runder!

I England havde topholdet Liverpool i modsætning til Midtjylland ikke sparet på kræfterne, da de røde lørdag tog mod West Ham på Anfield. Hos Hammers var Antonio skadet og erstattet af Haller – en mærkbar svækkelse.
Forestillingen blev indledt med et minuts stilhed i anledning af Remembrance, våbenstilstandsdagen efter 1. verdenskrig – og ikke som kommentator Sæbye gættede sig til p.g.a. Nobby Stiles død. Alle spillere bar ellers det meget synlige kendetegn, en “poppy” (valmue) på trøjerne.

Poppy – symbol for en engelsk traditionel mindehøjtidelighed

Efter ni minutter brød Fornals stilstanden i fodboldkampen, da han sparkede en elendig headeclearing af Gomez fladt ind ved nærmeste stolperod. Den overraskende stilling holdt sig indtil 39. minut. I West Hams venstre side står Salah over for Masuaku, der er en potentiel forsvarskatastrofe. Masuaku gør et udfald, og Salah falder til jorden. Dommer Friend peger straks på pletten, og VAR-dommer Cavanagh gør åbenbart ingen indsigelse. Salah scorer selv sikkert på straffesparket. I England diskuterer andre end Hammerstilhængere situationen. Mange mener at Salah nok en gang filmer sig til fordelen – og det er traditionelt ilde set i spillets moderland!

Trods massivt overtag i boldbesiddelse har Liverpool umådelig svært ved at tilspille sig åbne målchancer. Først i 84. minut lykkes det kreative Shaqiri at finde en sprække, da Balbuena i en håbløs bredstående stilling åbner en tunnel ind bag forsvaret, som Jota dygtigt ser og udnytter. 2-1, men Hammers var ikke chanceløse.

Skriv en kommentar