Hvis vi ser bort fra mesterskabstitlerne er det en superspændende og intens periode, vi går ind i både i Superligaen og Premier League.
Torsdag aften satte Midtjylland i topopgøret mod København en tyk streg under, at mesterskabet 2020 er placeret på heden. Efter en svag første halvleg, hvor københavnerne bragte sig i front ved unge Daramy, viste midtjyderne i anden halvleg med hele tre scoringer, hvor skabet skulle stå. Først udlignede Kaba på straffe til 1-1, så kom aftenens højdepunkt, da Anders Dreyer fyrede kanonen af fra stor afstand og op i krogen uden chance for Kalle Johnson i FCKs mål, og til sidst slog Mabil sejren fast med et drøn op under overliggeren. Der var klasseforskel i anden halvleg!
En flot kamp med en middelmådig dommer i Jørgen Daugbjeg Burchardt. Midt i første halvleg fælder Zeca Mabil inde i feltet lige for øjnene af dommeren, som vinker afværgende. I kampens 84. minut bodychecker Erik Sviatchenko meget voldsomt på en købehavner, hvilket dommeren takserer til gult – og dermed undgår han at slå skår i guldfesten på heden.
Tillykke til FC Midtjylland med et flot og uhyre velfortjent mesterskab! Nøglen til mesterskabet er ligaens to stærkeste midtstoppere i Sviatchenko og Scholz og den boldsikre keeper, Jesper Hansen.
Nok er mesterskabet placeret og indtil nu har alle ment, at der var tale om et two-horse-race mellem sidste års mestre, København og Midtjylland. Men med AGFs stærke formkurve, er det pludselig ikke længere en givet sag, at nr. 1 og 2 var kendt inden turneringen overhovedet gik i gang.
Søndag spillede København og Brøndby 0-0 i en kamp, som medierne har det med at udråbe til årets største kamp, københavnerderbyet, Superligaens flagskib!
Men den kamp blegnede i sammenligning med en mere ydmyg pendant i det jyske, AGF-Midtjylland.
Midtjylland stillede med en hel ny backkæde, mens alle øvrige pladser var usvækket stærkt besat.
Hos AGF afsonede Nicolai Poulsen sin 6. karantænedag – et uantageligt antal, for selvom Poulsen er stærk som defensiv midtbanespiller, er det en alvorlig svækkelse, når han ikke formår at lægge bånd på sig selv og nogle gange endda pådrager sig udvisning. David Nielsen ville sikkert blive endnu mere begejstret for sin spiller, hvis han spillede som om han erkendte sine begrænsninger og erkendte, at han ikke behøver at tage hele ansvaret for holdet.
Backman og Amini var stadig udenfor AGFs trup og Bundu på bænken, og Diks var valgt foran Munksgaard.
David Nielsen havde valgt, at lade både Helenius og Mortensen være med fra start. 4-4-2 med Helenius mere hængende, men med hurtige omstillinger til 4-2-4 med Ankersen og Thorsteinsson som kanter, der skød hurtigt frem i offensiven, og med Hvidt og Blume, som de centrale og i princippet mere afbalancerende midtbanespillere. Meget offensivt orienteret opstilling!
AGF lagde stærkt ud med stort pres på boldholder og stor fysisk indsats i nærkampene. Overtaget gav hurtigt bonus. Allerede i 7. minut headede Patrick Mortensen hjemmeholdet foran på et følt indlæg fra Højer efter et fint gennemspillet angreb. Halvlegen ud er AGF farligst på bolden, men Midtjylland har den mest.

I pausen foretager Midtjyllands cheftræner, Brian Priske en offensiv indskiftning, da han tager den glimrende, unge midtbanespiller Cajuste ud og erstatter ham med spidsangriberen Kaba. Men kort ind i anden halvleg falder kampens flotteste detalje, da Thorsteinsson sender et hjørne skråt bagud til Casper Højer, der fra godt 20 meter fyre venstrebens kanonen af, og bolden stryger knaldhårdt ind ved roden af nærmeste stolpe, 2-0.
Midtjylland skifter endnu flere offensive spillere ind. Over to udskiftninger bliver først Anders Dreyer og derefter Lasse Vibe sendt på banen. Men lige lidt hjalp det. Hjemmeholdets spillere arbejdede knaldhårdt og inspireret, mens Midtjylland havde svært ved at skabe de helt åbne chancer. Nærmest ved er Dal Hende med et hovedstød på et hjørnespark godt midtvejs i anden halvleg.
Med sit andet mål i kampen slog Patrick Mortensen sejren fast, da han efter et par kontraer i feltet hurtigt opfatter muligheden og afslutter til 3-0 via indersiden af stolpen. Game over!
Af de blot 23 mål Midtjylland har indkasseret i 33 kampe, har AGF scoret de 10!
Med sejren er AGF nu blot to points efter København med tre kampe igen. Søndag aften mødes duellanterne om sølvet i Parken, og det kan blive en dramatisk og intens affære. Målt på den øjeblikkelige form må aarhusianerne være svage favoritter!
I bunden er spændingen indbygget i de to playoff kampe om at undgå den sidste nedrykningsplads. Kampene står mellem Hobro og Lyngby, og det ser meget åbent ud. Til gengæld er det så godt som afgjort, at oprykkeren fra 1. division hedder Vejle Boldklub. Med et forspring på ni points ned til Viborg og et forspring på 13 mål i målforskel og kun tre kampe tilbage, skal Vejle tabe alle kampe stort og Viborg vinde alle kampe . Tillykke Vejle, dejligt at VB kommer tilbage i landets bedste række, hvor Vejle hører hjemme!
Kampen mod nedrykning i PL er meget intens. Norwich blev sendt endegyldigt ned i Championship lørdag af West Ham. Hele fem klubber er involveret i at undgå de to øvrige nedrykningspladser.
Brighton er med kun fire points i de seneste fem kampe gået lidt i stå – de tre points kom i hus med en kneben 1-0 sejr over bundproppen Norwich. Med 36 points kan Graham Potters mandskab risikere at komme i fedtefadet, selv om risikoen ikke er betragtelig.
West Ham fik som nævnt en sejr over Norwich i 35. runde, oven i købet på hele 4-0, den største udebanesejr i 13 år, og med noget så sjældent som én målscorer til alle fire mål, store, stærke Antonio! Det var nærmest spil til ét mål, da Norwichspillerne virkede uden tro på succes. Mark Noble var tilbage på midtbanen, og han svingede taktstokken.

Hammers har med 34 points og en målscore på -15 et godt udgangspunkt for overlevelse. Oven i købet har London-mandskabet hjemmebane i to af de sidste tre runder imod to af de nedrykningstruede hold. Fredag aften kommer Watford på besøg, og det kan blive en nok så vanskelig opgave, ikke mindst når Atkinson skal passe fløjten! Derefter venter Manchester United ude, og det ligner en kamp, hvor Hammers skal passe på sin målscore. På sidste spilledag kommer Aston Villa på besøg og det kan blive en rigtig gyser, hvis West Ham ikke har reddet sig inden.
Watford har ligeledes 34 points, men en målscore på -21. Efter udekampen mod West Ham, får holdet besøg af Manchester City, som netop har klaret frisag ved CAS, som har omstødt udelukkelsen fra CL – så meget for Financial Fair Play! Mon ikke det giver de lyseblå et ekstra boost? I sidste runde skal Watford til Arsenal, som stadig kan have Europa League at spille for. For Watford ligner fredagens match mod Hammers den afgørende dyst!
Bournemouth med 31 points og en målscore på -24 har efter en katastrofal stribe af nederlag i sidste øjeblik fået rebet sejlene og i de to seneste kampe spillet 0-0 mod Tottenham og vundet imponerende 4-1 over Leicester, begge hjemmekampe. Eddie Howes mandskab har to resterende udekampe. Den første er ude mod Manchester City og ligner en ret umulig opgave. I næstsidste runde ligger hjemmekampen mod Southampton, og det er en fin mulighed for en sejr. Sidste runde er udekampen mod ambitiøse Everton, som ikke har for vane at tage let på opgaverne og slet ikke med Ancelotti ved roret.
Aston Villa ligger næstsidst med 30 points og en målscore på -27. Holdet fik med en 2-0 sejr hjemme over Crystal Palace vakt et overlevelseshåb til live efter en række nederlag. Villa drager til Everton i næste runde og får derefter besøg af Arsenal, og så venter til sidst udekampen mod West Ham. Sandsynligvis skal Villa hente to sejre for at overleve. Med den svageste målscore vil en sejr og en uafgjort næppe række til en ny sæson i PL.
Manchester City, Arsenal og Everton har stor indflydelse på liv eller død for bundklubberne. Mit gæt vil være, at West Ham og Watford redder livet, hvis de spiller uafgjort fredag aften!