Så gik tæppet ned! Grundspillet i Superligaen er gennemført, og nu kender vi både mesterskabsspillet og nedrykningspuljerne, så næste akt kan begynde!
De helt store overraskelser udeblev, men undervejs i de syv kampe, der blev spillet samtidig var der optræk til at den øjeblikkelige sidsteplads, som med meget stor sandsynlighed vil føre til nedrykning, kunne skifte ejermand. Præmisserne var at Silkeborg skulle hente både tre points og fire mål på Esbjerg for at slippe som agterlanterne. I længere dele af anden halvleg, fra 49. minut til 80. minut, førte OB 3-0 over Esbjerg, mens Silkeborg førte med 2-1 ude mod Sønderjyske. Men så udlignede først Sønderjyske til 2-2 og dernæst reducerede Esbjerg til 1-3 i 84. minut, så Silkeborg må gå ind i nedrykningsspillet som kæmpefavorit til at tage den første af de tre nedrykningsbilletter.
Derimod blev der aldrig skabt tvivl om AaBs 6. plads, da København allerede i det 3. minut scorede rundens første mål hjemme mod Randers. Tilbage var der ottende-pladsen at spille om. Pladsen giver ret til at vælge nedrykningsspilsgruppe. Lyngby, Horsens og OB havde alle chancen, dog var fynboernes udgangspunkt et point dårligere end de to øvrige.
OB lagde hårdt fra land og sikrede sig en pauseføring over Esbjerg på 3-0, mens Lyngby med en halvlegsføring i Hobro på 1-0 var i en gunstig position. Horsens havde besøg af Brøndby, som på et tidligt mål af Jung ligeledes førte 1-0 ved sideskiftet. Anden halvleg vendte rundt på forholdene. Først udlignede Hobro Lyngbys føring, så bragte Hallur Hansson med to scoringer Horsens på vinderkurs, men Rosted udlignede hurtigt for Brøndby. Emil Nielsen bragte igen Lyngby i front.
Men afgørelserne faldt i overtiden i både Hobro og Horsens. Peter Therkildsen scorer for Horsens til sejren 3-2, og i det fjerde overtidsminut udligner Simon Jakobsen for Hobro, så ottendepladsen forsvandt for Lyngby. Horsens er senest med to fine præstationer mod Midtjylland og nu Brøndby fortjent nået op på den attraktive plads, som med stor sandsynlighed fører til overlevelse i Superligaen.

Topholdene klarede sig alle godt igennem 26. spillerunde. København sejrede 2-1 hjemme over Randers, selv om københavnerne gik i stå i anden halvleg, mens Midtjylland vandt en mere sikker sejr end cifrene 1-0 antyder, da midtjyderne var på besøg på Nordsjællands kunstgræs.
I Aalborg var det tredje tophold, AGF, på besøg. Efter lidt vaklen i de første minutter, satte århusianerne sig stærkt på opgøret. Nordjydernes vaklende forsvar gav mange muligheder væk, og AGF burde have vundet 1. halvleg med mere end det ene mål, som Bror Blume scorede med en flad inderside fra 15 meter på Thorsteinsson præcise tværpasning i 26. minut.
De to holds stjerneangribere var begge ude af startopstillingerne. Bundu var ude af truppen for at pleje småskader, mens Lucas Andersen tog plads på bænken. Begge trænere har sikkert skelet ikke så lidt til onsdagens semifinale i pokalturneringen, hvor søndagens kamp får en reprise. For AGF var Højer og Poulsen ude med karantæner og de blev afløst af Diks og Hvidt.
I pausen sendte nordjyderne Lucas Andersen på banen, og det gav klart mere farlighed i AaBs bestræbelser, men stadig var nordjydernes forsvar uden fornøden styrke. Efter et kvarters spil faldt en returbold ned for fødderne af Pallesen, der fra 25 meter fyrede af, og bolden overrumplede Eskelinen og udlignede overraskende AGFs føring. Men få minutter senere pandede Patrick Mortensen et Bror Blume hjørnespark i mål.

Tyve minutter før tid indskifter David Nielsen en 19-årig debutant, midtbanespilleren Albert Grønbæk. I 78. minut får han en dyb stikning ind i feltet, som han kommer først på med Jonas Okore i ryggen, og da AaB-spilleren forivrer sig, skubber han AGF’eren i græsset. Det bedømmer dommer Krogh korrekt til et straffespark, som Patrick Mortensen sikkert omsætter til en 3-1 føring.
Men inden kampen er ovre, når Lucas Andersen at demonstrere sin høje klasse. Målmand Rinne finder ham med en meget lang pasning hen over hovederne på AGF-forsvarerne. Andersen får med en sparkefinte viftet Munksgaard væk og trækker bolden over til venstrebenet, som med en hurtig afslutning fra en relativ spids vinkel udplacerer Eskelinen til reduceringen 2-3, som bliver kampens resultat.
AGF får et flot afsæt til mesterskabsslutspillet med en fem points føring til nummer fire, Brøndby.
Det glæder mig at se, at Vejle har øget sit forspring i toppen af 1. division til hele 10 points efter sejren i lokalopgøret ude mod Fredericia, samtidig med at Viborg igen satte points til. Det vil være det helt rigtige tidspunkt for Vejle at vende tilbage til Superligaen.
I England har myndighederne givet tilladelse til, at Premier League kan genoptage kampprogrammet fra 17. juni – naturligvis uden tilskuere. Det bliver som i Danmark udsatte kampe, der genåbner turneringen: Aston Villa – Sheffield United og Manchester City-Arsenal.
Det bliver en superintens juni måned for både Superligaen og Premier League – og dermed for Fodbolromantikeren!