Fodboldsulten har gnavet

Fodboldsulten har hærget! Ganske vist har alle vi besindige udtalt, at der er vigtigere ting i tilværelsen, og at nu skulle vi stå sammen om at bekæmpe den fælles fjende, men sulten har gnavet!

Langt om længe kunne vi i torsdags tage hul på et nyt, men besynderligt kapitel af Superligaens historie. Den udsatte kamp, AGF – Randers, skulle være den første af de resterende kampe i ligaen – og den skulle , som alle de efterfølgende, spilles uden tilskuere i Covid-19-bekæmpelsens tegn.

Premier League er stadig langt væk fra tilbagevenden. England lider under en lemfældig premierministers arrogante regeringsstyrelse, som måske først for alvor fik regeringstoppens opmærksomhed, da Boris Johnson selv blev alvorlig ramt af pandemien. I dag har Storbritannien samme tårnhøje dødsrate som Spanien, 580 Corona-døde pr 1.000.000 indbyggere mod Danmarks 100.

Men i Danmark har vi heldigvis haft en årvågen regering, hvilket har medført, at vi tidligere end de fleste har fået så meget styr på smittetrykket, at Danmark har lukket op for mange af de hastenedlukkede aktiviteter, herunder altså Superligaen.

Alle fodboldelskere ved, at tilskuerne spiller en enorm rolle for hvilken oplevelse en fodboldkamp kan være. En kamp uden tilskuere er som at gå på en irsk pub, hvor både den irske whiskey og Guinness er udsolgt!

Men til AGFs uvisnelige hæder, skal det fremhæves, at århusianerne havde udvist en idérigdom for at minimere den store tilskuermanko! Der var verdenspremiere på en udnyttelse af videotelefoniens muligheder for at dele en skærm mellem de tilmeldte til at skabe illusionen af tilskuere på storskærme opsat på den ene langside. Idéen skabte stor opmærksomhed fra alverdens fodboldaktører.

Til gengæld var det også det mest spektakulære ved torsdagens opgør mellem de rivaliserende østjyske klubber. Ikke fordi der ikke var noget på spil, men fordi kvaliteten af spillet bar præg af de to indlysende faktorer: lang tids kamppause og de savnede tilskuere – trods AGFs lydkulisse og de mange entusiastiske på storskærmene.

AGFs målmand, Eskelinen, forærede Randers en føring allerede i første halvleg, da han helt ubehjælpsomt ikke formåede at vippe et højt skud fra 40 meter over overliggeren, men blot ned i eget net. Mod kampens slutning, det sidste kvarter trykkede hjemmeholdet mere og mere på for en udligning, og den kom da også kort ind i overtiden, da Patrick Mortensen kunne sætte en sikker fod på Ankersens fine, flade indlæg. Havde kampen varet 10 minutter længere var det sandsynligvis blevet til en fortjent hjemmesejr, da randrusianerne var helt i knæ. Det var et uhyre vigtigt point til AGF, mest fordi det fastholdt en afstand på seks points ned til Randers på den mistrøstige syvendeplads forud for de to sidste runder, inden fårene sies fra bukkene.

Næstsidste og 25. spillerunde kunne sætte meget på plads. Og det gjorde det. Først sikrede Nordsjælland sig en top-seks placering med en 2-0 sejr i Silkeborg, som ikke kunne profitere af sit underlag mod de plasticvandte gæster. AaB hentede et afgørende point i Esbjerg, som skulle vise sig at sikre et tre-points forspring til Randers, som sammen med en syv-måls bedre målscore må galvanisere en top-seks placering til nordjyderne. Overraskende blev Randers definitivt (?) placeret på syvendepladsen, da besøgende lillebror, Hobro, fortjent vandt 1-0 i hestestalden.

Rundens største overraskelse stod Horsens for, da Midtjylland på eget græs blev besejret med 1-0 efter en tam, tam indsats af guldfavoritterne. Det bringer de gule tæt på den ottendeplads, som nærmest kan sikre Horsens en overlevelse i kraft af det sindrige puljeinddelingssystem, som dette miskmask af et turneringssystem indeholder. Klubberne på syvende- og ottendepladsen kan vælge, hvilken pulje de vil være i, og de vil naturligvis vælge den pulje, hvor afstanden til næstsidste hold i puljen er størst, dvs. til den pulje, hvor Hobro indgår. Kommer man i den pulje, hvor Sønderjyske indgår er play-off kampen for at undgå nedrykning faretruende nær på.

København udnyttede midtjydernes vaklen og sikrede med en 4-1 sejr ude over Lyngby en reducering af topholdets forspring til nu ni points. Da slutspillet indeholder to indbyrdes opgør mellem Midtjylland og københavnerne, synes forspringet ikke længere så altafgørende.
Brøndby havde besvær med at hente en 1-0 sejr hjem på eget græs mod Sønderjyske, der i første halvleg misbrugte flere gode muligheder for at hente livsvigtige points til grænseregionen.

Fire dage efter genåbningen af Superligaen spillede AGF igen hjemme. OB var modstanderen. Fynboerne er årets hidtil største skuffelse. Efter ni (!) kampe uden sejr, skulle fynboerne forsøge at hente selvtillid og sejr mod et mandskab, som med Randers’ nederlag var sikret en slutspilsplads. Fynboerne stillede op i en ny formation med 4-4-2, hvor Mart Lieder og Sander Svendsen udgjorde angrebsduoen.

Eskelinen var med et udspark efter knap et kvarters spil lige i foden på nærmeste modstander ved igen at sætte modstanderne i gang, men denne gang slap de hvide med skrækken. Tempoet og kvaliteten i første halvleg var ikke hævet fra Randers-kampen.

Men i anden halvleg kom der mere tempo og angrebsiver over begge mandskaber. AGF havde mest at byde ind med, selv om Mads Frøkjær med stort løbepensum og mange gode aktioner på OBs midtbane søgte at puste liv i OBs angreb.

Efter en god times spil var fynboerne dog meget tæt ved at tage føringen. Frøkjær førte et angreb igennem og afsluttede inde i feltet, men Eskelinen halvklarede, så bolden faldt til den indskiftede U-19 spiller, Max Fenger, som køligt udplacerede keeperen, men Munksgaard kom på tværs, kastede sig ned og fik skubbet afslutningen til hjørne. En afgørende aktion!

Med et kvarter tilbage skiftede David Nielsen Bror Blume ud efter en noget bleg indsats. Som i Randers-kampen afsluttede AGF med både Mortensen og Helenius, og også denne gang gav det udbytte. Allerede efter ét minut på banen steg Helenius til vejrs og pandede Munksgaards præcise indlæg i kassen til kampens eneste scoring. En sød hævn for Helenius, der følte sig dårlig behandlet af OBs træner, Jakob Michelsen, i sidste sæson.

Hos hjemmeholdet var Bachman tilbage – og dermed pointudbyttet! Ankersen var som mod Randers god, da han kom ind fra bænken, og mandskabet skulle jage et resultat. Derimod er han ikke manden, der skal hjælpe med at forsvare en føring hjem. Amini var en fin spilfordeler, mens Bundu aldrig fik sat sig rigtigt igennem. Måske skulle han have lov til at lægge sig over i venstre side ind imellem og komme ind med sit drive og højrebensspark som en større trussel, end når han permanent lægges i højre side. Den anden kant, Thorsteinsson, blev delvis sat ud af spillet af en meget kontant spillende Oliver Lund.

Med sejren er AGF tilbage på tredjepladsen, som nu må være det naturlige mål for resten af turneringen. – Nicolai Poulsen er endnu en gang ude med karantæne, når AaB tager imod AGF på søndag. Han forivrer sig i nærkampene. Rigtig god bliver Poulsen først, når han formår at docere sit offensive erobringsspil. – Eskelinen er AGF’ernes største spørgsmålstegn. Han kan præstere fine redninger, men også ramme et momentant bundniveau som en halvdårlig seriemålmand. Og hvorfor har han endnu ikke lært at bruge sine fødder bedre? En målmand, der ikke er god i spillet med fødderne, er i dag ikke en god målmand! – Munksgaard kastede 5-6 lange indkast, men ikke ét af dem fandt en medspiller? Og returboldene gav kun en enkelt gang noget, der kunne ligne en angrebsåbning. Ballonindkastene er alt for nemme at forsvare sig mod. Skrot dem – og skab en kombination på kanten, der sender et hårdt indlæg ind foran målet!