Så skete det endelig!

Så skete det endelig!
Liverpools 44 kampe i træk uden nederlag i PL blev ikke til 45, da Watford lørdag tog mod Klopps mandskab. Der var ellers lagt op til en rekord af de sjældne. En sejr til Liverpool ville betyde, at det var det første hold til at vinde 19 PL-kampe i træk. I stedet blev det så ikke alene det første nederlag i årets PL, men også den første kamp siden 0-0 mod Everton i marts 2019, hvor Liverpool ikke formåede at score.

Det siger mere end mange ord, at Liverpool kun havde ét skud indenfor målrammen, mens Watford havde fem! Fuldt fortjent vandt Elton Johns hold 3-0.

Så skete det endelig!
West Ham vandt for første gang i to måneder og rykkede dermed ud af nedrykningspladserne. Hjemme på London Stadium vandt Hammers 3-1 over Southampton, og selv om the Saints havde bolden mest, var det hjemmeholdet, der var farligst.

Nyerhvervelsen Jarrod Bowen fra Hull blev den første engelske spiller til at score i sin første PL-start for West Ham siden Kevin Nolan i august 2012. Netop Nolan kan have haft indflydelse på West Hams gode indsatser i de seneste kampe, da han for nylig blev en del af trænerstaben i West Ham. Nolans velkendte kompromisløse fighterindstilling har været savnet i lang, lang tid i West Ham. Det var de tre forreste, angriberne Haller, Bowen og Antonio, der delte de tre scoringer mellem sig.

I årets første hjemmekamp måtte AGF nøjes med 0-0 mod Hobro. En smattet bane, der nu udskiftes med en ny hybridbane, gjorde vilkårene for teknisk poleret fodbold vanskelig. Det profiterede Hobro mest af, da AGF havde bolden dobbelt så meget som udeholdet. Men ingen af mandskaberne formåede at score. Nærmest var Hobros Kirkevold med et frispark på overliggeren ti minutter før tid.

AGF fik en stor chance, da dommeren dømte et indirekte frispark syv meter fra mål, da Rask samlede en tilbagelægning op. Men måske manglede der ilt til hjernerne, da AGF’erne valgte at trille bolden på tværs til Casper Højer, der så kanonerede lavt til bolden, hvilket naturligt førte til at de fremstormende Hobrospillere blokerede skuddet. I øvrigt var Ankersen den store synder med flere brændte scoringsmuligheder.

David Nielsen havde valgt at spare flere af nøglespillerne. Men da gennembrudsspillet haltede, sendte han Bundu og Amini på banen, mens Patrick Mortensen fik lov til at se til fra bænken. Mon ikke de kommer på banen fra begyndelsen, når AGF tirsdag spiller ottendedelsfinale i pokalturneringen i Esbjerg?

Amini – sparede kræfterne til pokalkampen i Esbjerg

Begge aspiranter til top-seks, Randers og Nordsjælland, vandt udesejre på 2-1 efter begge at have været bagud mod henholdsvis Horsens og Esbjerg. Til gengæld snublede OB formentlig definitivt ved at spille 1-1 hjemme mod bundholdet Silkeborg. To points i årets første tre turneringskampe fortsætter den elendige stime Jakob Michelsens hold er i. Og så fik OB oven i købet foræret det straffespark, de scorede på, af dommer Putros, der dømte mod målmand Romo, der boksede bolden væk for næsen af en OB-spiller.

Derimod blev Horsens snydt for et straffespark, da Johnny Thomsen klart rev Horsens’ Masovic ned ved baglinjen, men dommer Jakob Sundbergs fløjte var tavs. Også Lyngby blev bortdømt i Brøndby, hvor Jens Maae ikke reagerede, da Brøndbyforsvarer Jung satte to hænder i ryggen på Gertsen, der forhindredes i at søge et indlæg. Dommerstandarden i Danmark er ikke hvad den har været!

Jakob Kehlet regnes af mange for vores bedste dommer p.t. Han var opmand, da København tog mod AaB. I min vurdering havde FCK mest at takke dommeren for. Gang på gang dømte han frispark til hjemmeholdet ved blot den mindste berøring, som udløste at voksne, veltrænede mænd kastede sig til jorden! Han gav Lucas Andersen et gult kort, da han ikke flyttede sig og derved forhindrede Victor Nelsson i at løbe til et frisparksindlæg. Som jeg så det, stod han bomstille, men Nelsson bragede ind i aalborgenseren og faldt til jorden. Dommer Kehlet gav helt korrekt AaBs Magnus Christensen gult for en grov tackling på Santos, men ikke til FCKs Jens Stage, der i samme moment lavede en tilsvarende hård tackling på Magnus Christensen. Og endelig lagde dommeren kun tre minutter til spilletiden, da AaB jagtede en udligning, endskønt der havde været fem udskiftninger, fem mål og flere skader. Mon det var blevet ved de tre minutter, hvis det var FCK, der jagtede et resultat?

Efter en skuffende målløs første halvleg bragte FCK sig på ni gyldne minutter foran 3-0. I den periode svigtede både pres og markeringer hos AaB. Men nordjyderne kom godt tilbage anført af Lucas Andersen, der først reducerede til 1-3 på et smukt skruet frispark uden om muren, og siden scorede til 2-3, da han driblede sig fri på baglinjen og sendt en hård flad bold ind foran mål, hvor bolden ramte Carlos Zeca og trillede i mål. Trods et stort pres med store muligheder lykkedes det ikke AaB at få udlignet mod det trætte FCK-forsvar til lettelse for kommentator Per Frimann, der ved den største chance stønnede “Uh!”.

Kehlet – den mindst ringe i den danske dommerstand

Utilsigtet morskab under fodboldtransmissioner er ikke så sjældne endda! Under lørdagens transmission af kampen Bournemouth-Chelsea var kommentatorerne Carsten Sæbye og Esben Hansen, der begge sad i et lunt studie i København og fulgte begivenhederne på skærmen.

Pludselig følte Esben Hansen sig kaldet som vejrvært:
– Nu er regnen brudt ud i lys lue?!
– Det er voldsomt. Det, der sker lige nu. Det er hagl!
– Himlen har åbnet sig fuldstændig op!
Carsten Sæbyes kommentar: – Bournemouth er ellers by far det sydligste liggende stadion i England!

Carsten Sæbye ynder at lægge bidder af engelsk ind i sine kommentarer, men det er da også svært at undgå, når man sidder på Amager tæt på lufthavnen! I øvrigt er Sæbye sjældent det største sandhedsvidne, og bortset fra at de nok ville undre sig i Plymouth over en sådan udtalelse, så er det selv blandt stadions i PL en overdrivelse. Brightons bane ligger ikke langt nordligere end Bournemouths!

Skriv en kommentar