Topholdene i problemer i Superligaen

De to konkurrerende fodboldkanaler, Discovery og Viasat, kappes om at behandle kunderne, seerne dårligt. Søndag sendte Discovery-kanalen Eurosport 2 fra kampen Randers-OB, men to minutter før kampens afslutning blev den uden videre afbrudt og en stor reklameblok gik i gang. Ganske vidst var der ikke meget at glæde sig over i 0-0 kampen, men alligevel! Så blev det demonstreret, hvem der er vigtigst for selskabet bag: annoncørerne!

Meget bedre er det ikke, at vi som seere til Viasats transmissioner skal trækkkes med Boldsen som kæk fodboldreporter! Da AaB hjemme mødte Brøndby skulle han på TV3 hente kommentarer hjem umiddelbart før kampstart fra de to holds trænere.
Boldsen til AaBs træner: – Hvordan skal dine drenge gøre det svært for Brøndby?
Boldsen til Brøndbys træner: – Hvor ser du jeres muligheder mod AaB?

Men denne tilgang flugter meget godt med den særbehandling, som FCK og Brøndby behandles med hos Boldsen, Graulund og co. Der er ikke meget journalistisk tilgang til fodbold i Viasats programmer. Efter kampen i Aalborg står to andægtige “reportere”, Boldsen og Graulund, med Brøndbys træner, Niels Frederiksen, imellem sig. Men det afføder ingen kritiske spørgsmål til Brøndbys svage forsvarsspil, uskarpe angribere, bortvisningen af trænerassistenten. I stedet stryger de Niels Frederiksen med hårene og lader ham ukommenteret slippe afsted med at antyde, at kampens 4. dommer er forudindtaget mod Brøndby!
En sørgelig omgang mikrofonholderi!

Kommentatorer, reportere, studieværter er simpelt hen for indspiste med spillets aktører, og det giver problemer, når de dybdeborende og måske ubehagelige spørgsmål skal stilles på seernes vegne!

Ifølge kommentatorerne fra kampen i Aalborg var det allerede i 1. halvleg en top-underholdende kamp. Hvis det er antallet af målchancer, der er kriteriet, så havde de ret. Men svage forsvarere, uskarpe angribere og gode målmænd på begge hold bevirkede, at pausestillingen var 0-0.

Den ene linjedommer gjorde ellers et behjertet forsøg på at få gang i målscoren, da han i 38. minut undlod at hæve flaget, så Patrick Olsen modtog bolden 8-10 meter offside og lobbede bolden over Brøndbys målmand. Dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen underkendte egenhændig målet ved at fløjte offside – og så kom flaget op!
På sin vis var det et udtryk for dommertrioens niveau. Begge linjedommere havde svært ved at holde linjen til næstbageste spiller på det forsvarende hold. Dommer Kristoffersen havde vanskelig ved at finde en konsistent linje i sine kendelser. Måske synes han, at det er at dømme “internationalt” at lade spillerne begå et hav af udømte frispark og så alligevel en gang imellem dømme et af dem?
Et kvarter før tid dømte Kristoffersen et straffespark til AaB, da han vurderede, at Mensah ulovligt bragte Pallesen til fald i feltet. Efter kampen siges det, at dommeren indrømmede, at det var en fejldom. Det kunne vi seere se, da vi så situationen flere gange og i slow. Kristoffersen skal være undskyldt for sin kendelse, da det umiddelbart var svært at se, at Mensah faktisk spillede bolden før Pallesen forsøgte sig.

AaB vandt kampen 3-2 efter at have ført 2-0 på to hurtige hovedstødsmål af van Weert i 52. og 55. minut efter fine oplæg fra henholdsvis Lucas Andersen og Jakob Ahlmann. Måske blev AaB ramt af den bekendte laurbær-effekt, at juble så meget over situationen at man glemmer at koncentrere sig om den videre færd. I hvert fald reducerede Samuel Mraz minuttet efter 2-0 scoringen, da han flugtede fladt på en høj centring hen over hovedet på en fejlplaceret Thelander i AaBs forsvar. Seks minutter senere udlignede Jung for Brøndby, da han resolut tordnede til bolden fra kanten af feltet på en returbold, der faldt ned foran ham.
Lucas Andersen udnyttede det omtalte straffespark til sejrsmålet.

Umiddelbart efter kampen spurgte Boldsen Brøndbys anfører, Andreas Maxsø: – Hvem har I tabt til: AaB, jer selv eller dommeren?

Lucas Andersen igen på måltavlen

Mandag aften kom AGF så endelig i kamp på et tidspunkt, hvor alle øvrige bortset fra Randers og Horsens havde spillet to kampe. Mon ikke mange AGF-tilhængere havde bange anelser forud for kampen i Horsens, der i forårspremieren tabte hele 0-6 i Nordsjælland. Nu ventede en fysisk betonet, svær udekamp.

Men det var GF, der først fik hold på spillet. Bundu på højre kant var ikke mere rusten end at han flere gange slog knivskarpe indlæg. På det første rigtig gode og hårde indlæg fandt han Patrick Mortensen tæt under må, hvor han med en enkelt finte fandt i ryggen på Kiilerich, så han i fri position havde let ved at bugsere bolden i mål.

Horsens havde opskriften på det rette modtræk. Høje bolde ind i feltet, hvor AGFs unge målmand ikke er meget for at bevæge sig væk fra stregen og ud, hvor det gør ondt. I Okasun og Kiilerich har Horsens væsentlige hovedstødstrusler. På et hjørne fra Prip lykkedes det Kiilerich at stange bolden i mål til pausestillingen 1-1.

AGF kom bedst ud til anden halvleg, og efter 10 minutters spil gav overtaget bonus, da det lykkedes Højer at løbe ind i feltet og afslutte en lidt tilfældig bold. Afslutningen blev rettet af, så det ellers ufarlige skud snød Delac i Horsens mål, og så blev det 1-2.

Trods panikagtige scener i AGFs forsvar i de sidste 10-15 minutter lykkedes det ikke for hjemmeholdet at sætte udligningen ind. Tre vigtige points til AGF, der konsoliderede tredjepladsen.

Fodboldromantikeren havde håbet på, at nogle af de åbenlyse svagheder i AGFs spil var blevet rettet op i løbet af træningen frem til kampen. Men desværre har Eskelinen ikke forbedret sin sparketeknik, og det er næsten ubegribeligt, at målmandstræneren ikke har fået rettet det. Munksgaard ser ikke stærkere ud i de defensive aktioner, og det giver modstanderne alt for let spil til at slå indlæg fra AGFs venstre side. Han må turde være mere offensiv i sit forsvarsspil! Ankersen er stadig alt for let, selv for en urutineret modstander som Peter Therkildsen, at afdrible, og modigere er han heller ikke blevet i nærkampene.
AGF led i slutfasen gevaldigt under, at midtbanespillerne mistede organisationen, og så blev det en smal sag for Horsens at samle alle bevidstløse clearinger op.
Men heldigvis holdt Backman niveauet, Bundu hævede sig over alle øvrige offensive spillere så længe kræfterne rakte. Det var første kamp efter vinterpausen og det kunne ses, men holdet skal nok hæve niveauet efterhånden som foråret skrider frem.

Anfører Backman holdt niveauet

Fra runde 22 i Superligaen faldt det i øjnene
– at Midtjylland var heldige med at vinde i Hobro (0-2),
– at FC København igen satte points til mod bundholdene (1-1 i Silkeborg),
– at OB med uafgjort i Randers (0-0) ikke er ude af stimen med svage resultater,
– at Esbjerg ikke kunne følge op på sejren over FC København, men tabte i Lyngby (2-0),
– at Nordsjælland vandt sin tredje sejr i træk (2-1 hjemme over Sønderjyske).

I England var runden igen præget af stor opstandelse over VAR-kendelser. På Stamford Bridge udførte Tottenhams Lo Celso en benbrækker-tackling på Azpilicueta, som dommer Oliver ikke bedømte til rødt, og da VAR-dommer David Coote så den igennem, blev det ikke til den klare udvisning, som resten af fodbold-England på baggrund af VAR-billederne ville dømme (måske undtagen enøjede Spurs-fans?). Det var på samme bane, at Chelsea også følte sig bortdømt få dage forinden, da Manchester United var på besøg. Her stangede Maguire sin fod op i skridtet på Chelseas Batshuayi, men slap mirakuløst for et rødt kort for svinestregen. Dommer Taylor var måske undskyldt for ikke at kunne se det, men VAR-dommer Chris Kavanagh har ingen undskyldninger.

VAR-dommer David Coote var også i orkanens øje, da han sad i skurvognen i Stockley Park, og skulle tage stilling til begivenhederne i matchen mellem Leicester og Manchester City. I 28. minut blokerer De Bruyne inde i feltet med hænderne i hovedhøjde et frispark fra Leicesters Maddison. Situationen gennemses af VAR: ingen reaktion?! I 61. minut ser Coote en situation igennem i Leicesters felt, hvor en forsvarer med hævet hånd blokerer et skud – en parallel situation til De Bruynes. Denne gang er kendelsen helt korrekt: straffespark!
Det er en stejl indlæringskurve fra det 28. til det 61. minut!!!

I kampen Burnley-Bournemouth var der flere mere end tvivlsomme VAR-kendelser, der gik mod udeholdet.

De engelske medier flyder over med kritik af VAR. Pointen er nok, at med VAR flytter aben med. Det er ikke teknologi, der afgør kendelserne – det er mennesker. Når kampafgørende kendelser flyttes væk fra kamparenaen bliver frustrationerne over, hvad der føles som urimelige afgørelser, så meget større!

Skriv en kommentar