Når fysiske lidelser udløses af psykiske faktorer, taler man om at det er psykosomatisk. Jeg er tilbøjelig til at beskrive, hvad der hændte mig i weekenden, som netop psykosomatisk.
Den tidlige kamp lørdag i PL var West Ham – Tottenham. Oven på blamagen i Burnley og med en lang landskampspause havde jeg forventet en fokuseret, energisk indsats hjemme mod arvefjenden. Ganske vist havde Spurs netop skiftet manager, og al fokus – ikke mindst i optakten hos Viasat – var på den nye, Mourinho. Og nu var Hammers på hjemmebane!
Men det jeg blev vidne til fra West Hams side var endnu en gang slapt fodbold uden glød og energi. Tottenham var absolut ikke prangende, men åbenbart rigeligt gode til at udmanøvrere hjemmeholdet. Uden det store besvær skaffede Spurs sig en 3-0 føring. Hjemmeholdets fans vil påberåbe sig, at opgaven for Mourinhos mandskab var “a piece of cake” mod et hold uden målmand. Roberto i West Hams mål er formentlig den dårligste i PLs historie, og demonstrerer hvor fatalt det var at lade Adrian gå i sommers.
Først efter at Antonio var skiftet ind kom der lidt vildskab og gå på mod ind på Hammers mandskab. I den sidste del af kampen lykkedes det for West Ham at reducere til slutstillingen 2-3. Men tallene lyver. Hammers var dårligere!
Og nu blev jeg det – dårligere! Oppustethed i slægt med de forventninger, man som Hammers-fan havde mobiliseret tidligere på sæsonen. Men gradvist har holdet mistet momentum – og lige nu er det den letteste modstander i ligaen. Statistikerne kan fortælle os, at alle hold i ligaen har løbet flere meter end West Ham, og de siger også, at Hammers er det hold, man som modstander hurtigst kan flytte bolden fra forsvarszonen til angrebszonen mod!
Oppustetheden fortsatte da lørdag blev til søndag, og det var først da AGF scorede – meget fortjent – på Bundus smukke mål mod Brøndby søndag aften ved spisetid, at der kom skred i sagen – om jeg så må sige. Derefter så jeg under to-tredjedele af kampen fra min I-pad i sengen, da naturen kaldte med styrke.
Men så meget nåede jeg da at opfatte, at sejren var fuldt fortjent, og blev grundlagt på en superenergisk første halvleg, hvor hjemmeholdet ikke levnede Brøndbys spillere ro til at skabe noget som helst.
Imponerende godt 14.000 tilskuere en råkold november aften i Aarhus fik noget at varme sig på – men vigtigere en sejr over arvefjenden og en stabilisering af top-seks placeringen.
..............Fodboldromantikeren 