Vi gør et par afstikkere fra engelsk og dansk fodbold. I den tyske 2. Bundesliga blev der fredag aften spillet en kamp, Holstein Kiel vs. Bochum, hvor en højst usædvanlig episode indtraf.
Kiels midtbanespiller Michael Eberwein var i færd med at varme op bag sit holds baglinje. En Bochum spiller afslutter, men bolden passerer et godt stykke forbi mål, og Eberwein stikker foden frem og standser bolden på vej ud over stregen. Dommer Timo Gerach fløjter for målspark. Men VAR-dommeren vil det anderledes. Det viser sig, at bolden ikke helt har forladt stregen, så teknisk set er en udskiftningsspiller ulovligt trådt ind på banen og deltaget i spillet. Efter at have konfereret med VAR-dommeren dømmer kampens dommer straffe til Bochum. Bochums Silvere M’Boussy tager straffesparket og tordner det i mål til udligning 1-1.

Her er vi så langt fra spillets ånd som sjældent ses. For det første var situationen uden VAR blot blevet afviklet som alle andre målspark, der naturligvis var det alle også forventede. For det andet straffes den minimale forseelse med lovens strengeste spillemæssige straf, et straffespark – helt ude af proportion med forseelsen, men sikkert efter regler som ikke levner plads til sund fornuft og fingerspitzengefühl! For det tredje vælger dommeren, som har den egentlige afgørelse at følge VAR. For det fjerde vælger Bochum-spilleren desværre ikke at sparke straffesparket ud over baglinjen til det målspark, som burde have været udkommet af spilsituationen!
Heldigvis fik vanviddet ikke afgørende indflydelse, da Kiel formåede at score yderligere til sejren, 2-1.
Under TV-transmissionen af lørdagens kamp i PL mellem Brighton og Everton kommenterede NC Frederiksen og Peter Kjær situationen, og de var rørende enige om, at selvfølgelig scorede Bochum-spilleren, når nu der var dømt et straffespark. Det skuffede mig! Hvad skal vi med skåltaler og kampagner om fair play, når ikke en gang en så grotesk situation udløser en reaktion i spillets ånd frem for alene at tænke i resultatet!
VAR kom igen i fokus i England. Mest opsigt vakte det omkring Manchester Citys andet mål i hjemmesejren over Aston Villa. VAR kontrollerede om der opstod offside på Kevin de Bruynes afslutning. Rørte David Silva bolden ville han være off side, men VAR godkendte scoringen. Besynderligt forekom det så, at det panel, der skal afgøre, hvem der skal tilskrives de mål, der scores, gav målet til David Silva!
Der blev ikke brug for VAR i opgøret Liverpool mod Tottenham. Det kriseramte Londonhold fik en flyvende start med scoring efter 48 sekunder. Sissoko drev imponerende bolden forbi flere modstandere og fandt Son, som trak fri og afsluttede, bolden ramte Lovrens hoved og fortsatte op på træværket. Kane var hurtigst på nedfaldet og bukkede sig ned og headede bolden mesterligt i det lange hjørne uden chance for Allison i Liverpools mål.
Herefter gravede Tottenham sig ned og koncentrerede sig om at forhindre gennembrudsspil i centeret af banen og om at cleare indlæggene fra Liverpools dygtige backs. Med en storspillende Gazzaniga i Tottenhams mål lykkedes det at holde hjemmeholdet stangen første halvleg ud.
Men den noget passive taktik holdt ikke i længden for Tottenham. Seks minutter ind i anden halvleg faldt en høj bold ned for Henderson, som helflugtede nedfaldet med venstre fod over i fjerneste hjørne uden chance for målmanden. Retfærdigheden skete fyldest, da Mo Salah på straffespark sikkert scorede til slutresultatet 2-1. Forseelsen var begået af en svagt spillende Aurier i nærkamp med Mané. Christian Eriksen var med i startopstillingen, men som højre wingback, og det kom der ikke meget godt ud af. Eriksen tenderer til at alibi-forsvare, og hans spilfordelerevner kom ikke til sin ret på den usædvanlige opgave.
Mandag aften var der endnu en mandagskamp for AGF, denne gang hjemme mod FCK. Det blev en jævnbyrdig affære. Dame N’Doye fik come back og en plads i startopstillingen. Havde århusianerne håbet på, at han ville være lidt rusten oven på sin skadespause, blev de hurtigt klogere. Allerede efter 17 minutters spil fandt Fischer N’Doye som styrede mod mål og fra 20 meter sendte et ikke særlig yderligt fladt skud afsted. Jovanovic så svag ud, da han ikke nåede ned til afslutningen og 0-1 var følgen.
Konstellationen Fischer-N’Doye viste sin målfarlighed i begyndelsen af anden halvleg, da ex-AGF’eren med en følt aflevering fandt N’Doye i rummet foran 2. stolpe, og makkeren satte med den største selvfølgelighed en hård inderside på oplægget og i mål til 0-2.
Men AGF, der havde meget at revanchere fra det forsmædelige 3-4 nederlag til Silkeborg, viste karakter og kom tilbage med et energi-mål af Thorsteinsson, der fik bugseret bolden over Johnsson i FCK-målet. Nu jagtede hjemmeholdet udligningen og var da også tæt på. Især hjalp det på AGFs offensiv, at Helenius afløste en bleg Patrick Mortensen i front. Helenius kvitterede for tilliden og hamrede et langskud på den ene opstander, men tættere på kom århusianerne ikke.

Kampen kunne have taget en anden udvikling, hvis dommer Kristoffersen havde vurderet anderledes, da Bundu, der var først på bolden, blev nedlagt af Nelsson midt i anden halvleg. Nelsson var bageste mand, og kunne have været hjemfalden til rødt, hvis dommeren til det talrige publikums store utilfredshed ikke havde givet FCK et frispark i stedet!
Situationen i toppen var dermed status quo, da Midtjylland vandt med de “sædvanlige” cifre 2-1 ude over Esbjerg, der mandag annoncerede, at Lars Olsen vender tilbage til dansk fodbold som EfB-træner med øjeblikkelig virkning.
Som træner har jeg ofte søgt at forklare mine spillere, at de i nærkampe ved fx hjørnespark skulle lade være med at bruge hænderne, mens brug af at gøre sig bred med armene normalt ikke fører til forseelser.
Forleden hørte jeg PSGs træner Thomas Tüchel forklare, hvordan han træner sine spillere i netop denne del af spillet. Hans spillere træner med en tennisbold i hver hånd! Genialt!