Søndag var der store opgør både i England og Danmark. På Old Trafford mødtes de to største rivaler i engelsk fodbold: Manchester United mod Liverpool. Udeholdet havde en ubrudt stime af sejre i årets turnering bag sig, mens hjemmeholdet har lidt under den dårligste pointhøst i mands minde. Men den slags kampe har sit eget liv, som man siger.
Manchester United kompenserede manglende kvalitet med stor energi. Normalt vil Liverpool være karakteriseret ved bl.a. netop denne kvalitet, men ikke her. I hvert fald i første halvleg var Klopps mandskab uden den pågående tilgang til spillet, som ellers præger holdet.
Et udslag af hjemmeholdets indstilling var Lindelöfs forsøg i 36. minut på at bremse Origi, der erstattede en skadesramt Mo Salah. Lindelöf sparkede Origi bagfra på læggen, så Origi væltede og United satte et hurtigt modangreb i gang, som Rashford afsluttede med en scoring på James’ smukke indlæg.
Liverpool-spillerne og Klopp på sidelinjen var rasende på dommer Martin Atkinson over, at han ikke havde fløjtet for frispark til Origi. Men nu skulle VAR så se på sagen. I VAR-rummet var det unge, urutinerede PL-dommer David Coote med alene 14 PL-kampe bag sig, som skulle bedømme afgørelsen fra superrutinerede Atkinson med 385 PL-kampe. Er det en hensigtsmæssig situation? I hvert fald valgte Coote at lade kollegaens afgørelse stå ved magt, selv om vi som seere ikke kunne være i tvivl om, at der var begået et frispark!
VAR-afgørelse var igen i centrum et par minutter før pausefløjtet, da Mané udlignede, troede han. Men scoringen blev underkendt, da billederne viste, at bolden havde strejfet Manés ene hånd, da han tog en høj bold ned – uanset at han holdt hånden helt ind til kroppen i en hel naturlig position.
Liverpool følte sig med nogen ret unfair behandlet af kampens dommer, som ikke havde en heldig hånd med sin brug af advarsler. Det virkede simpelt hen som om, at United-spillerne kunne gøre næsten hvad som helst. Rojo og Young burde have været vist det gule kort for voldsomme frispark. Eneste gule kort i kampen tilfaldt Fabinho fra Liverpool, som fortjente sit. Frisparkstatistikken: Man United begik 14 frispark, Liverpool 6.
Liverpool jagtede i anden halvleg udligningen og sejren. Undervejs erstattede Lallana Liverpools anfører Henderson. Lallana er langsom, mangler niveau til Liverpools klasse, men han var på pletten i 85. minut, da Robertsons flade aflevering nåede hele vejen på tværs til bageste stolpe. Og så blev resultatet 1-1, og med en halvleg til hvert hold var det ikke uretfærdigt.
I Aarhus havde sponsorer købt kampen og uddelt gratis billetter. Kombinationen med fodboldfeber i byen og fint efterårsvejr betød at tilstrømningen var så voldsom, at kampen måtte udsættes 10 minutter, så alle kunne komme på plads. Men pladser var der slet ikke nok af. De sidst ankomne måtte stå dels bag siddepladserne, dels på løbebanen. Kapaciteten på Aarhus Stadion opgives til at være 19.433, men i anden halvleg blev kampens tilskuertal oplyst: 22.175!
De mange tilskuere blev vidne til en målrig kamp, hvor hjemmeholdet dog skuffede ved at lukke fire mål ind og ved ikke at udnytte det væld af målchancer, som Silkeborgs gavmilde forsvar ikke kunne bremse. Det blev kun til tre scoringer til AGF. Dermed fik Silkeborg sæsonens første sejr.
For AGF svigtede midtbanen, især i det defensive arbejde. Men også Ankersens sædvanlige alibi-spil og Munksgaards manglende hurtighed blev udstillet. For hjemmeholdet var Bundu den store oplevelse, især i 1. halvleg, men da han leverede et mesterligt gennembrud og serverede bolden for fødderne af Patrick Mortensen inde i målfeltet, svigtede kollegaen det fornemme forarbejde. Denne og mange andre afbrændere blev kostbart – bogstavelig talt! Efter de første 13 spillerunder udbetales placeringspenge. Forskellen på en tredjeplads og en syvendeplads ligger i omegnen af tre mio kroner.
Den unge dommer, Aydin Uslu, dømte en fin kamp. Selv om det store hjemmepublikum var utilfreds med at han dømte straffe til Silkeborg, som Ronnie Schwartz stensikkert udnyttede. Til gengæld ville publikum længere henne i kampen have haft straffespark, da en Silkeborgspiller skubbede en AGF-angriber i ryggen i feltet. En tilsyneladende tilsvarende situation, som Mads Kristoffer Kristoffersen senere på dagen dømte straffe på til Brøndby på Lyngby Stadion!
I skolernes efterårsferie havde jeg fornøjelsen af at overvære en U-19 kamp. Fornøjelsen lå ikke mindst i, at begge mandskaber opførte sig eksemplarisk. Ingen svinske tacklinger, ingen hævede albuer i nærkampene og måske næsten mest bemærkelsesværdigt ingen tåbelige appeller for, at et indkast skulle tilhøre det hold, som lige havde sparket bolden ud!
På et tidspunkt hvor dommeren to gange havde oplevet, at bolden blev tjattet væk fra åstedet ved frispark, sagde han meget højt, så alle på og omkring banen kunne høre det: “Jeg vil ikke se nogen sparke bolden væk, når jeg har dømt frispark!”. Og hans anvisning blev fulgt!
Efter kampen hørte jeg, at dommeren til det ene holds træner sagde: – Det er en fornøjelse at dømme to hold, som opfører sig så godt!
Men har de unge da ikke hørt Faxe og Gaxe og de andre TV-kommentatorer råbe op om, at det var nødvendigt at nedlægge en modstander, der var ved at slippe fri på vej mod mål? Har de ikke set Bo Henriksen, Jakob Michelsen og Glenn Riddersholm på sidelinjen?
Måske havde det en afgørende indflydelse, at begge mandskaber var fra beskedne serieklubber: Koldby-Hørdum mod Viborg Søndermarken? Måske havde det betydning, at der ikke stod en flok råbende forældre på sidelinjen? Måske havde det betydning, at det var en rutineret dommer, der fulgte godt med i spillet? Måske havde det betydning, at kampen blev spillet på Hørdum Stadions bane 2 og ikke på et stort stadion med tusindvis af tilskuere? Måske havde det betydning, at det var en flok glade amatører, der oven i købet betaler for at få lov at dyrke den idræt, de elsker (“amatør” kommer af det latinske “amare”, der betyder at elske!)?
Hvor ville det være befriende, hvis alle fodboldkampe – selv på højeste niveau – blev renset for svinestreger, for bestandige forsøg på at snyde sig til en fordel, for hysteriske trænere på sidelinjen! Hvor ville det være skønt at kunne konstatere, at vi ikke har brug for VAR, fordi spillerne hjælper dommeren med at dømme kampen ved at følge både de skrevne og de uskrevne regler!
Desværre går tendensen i topfodbold den stik modsatte retning! Spillet og aktørerne er i mindre og mindre grad mennesker, der i fodboldsammenhæng bevarer sin humanitet. På sidelinjen har fjerdedommeren oftere og oftere travlt med at skille to ophidsede trænere fra at fare i kødet på hinanden. I regelsættet og dets fortolkning forsvinder forsætlighedsbegrebet mere og mere. Det er ikke længere et spørgsmål om spilleren gør noget med vilje eller uforsætligt. Dommeren skal ikke skele til om der er tale om et “kriminelt sindelag”, men fx om bolden rammer en arm i en akavet position eller endog i en helt normal – uanset årsagen. Så er man nemlig i stand til langt fra begivenheden i et computerfyldt rum at afgøre, om der skal dømmes straffespark eller ej!
VAR betyder også, at spillere og tilskuere i mindre grad reagerer følelsesfuldt spontant, men afventer en VAR-bekræftelse. Jubelen ved en scoring bliver delt i to portioner, hvoraf ingen er fuldtonende. Der bliver noget mærkelig uforløst over situationen. Jeg frygter, at det på længere sigt kan svække fodboldens fascinationskraft!
Det er overladt til dommerteamet at sørge for, at spillerne ikke opfører sig helt uanstændig brutalt eller svindelagtigt. Hvor er trænerens og spillernes eget ansvar? Hvor er den kollegialitet, som i mange andre brancher er selvfølgelig – omend måske et svindende antal?
..............Fodboldromantikeren 