Det var en forløsning af de større, da AGF formåede at udspille Brøndby på Brøndby Stadion og hente en 3-0 sejr med hjem til Aarhus. Den pointmæssige dårlige begyndelse på turneringen havde fået en lidt bedre drejning med hjemmesejren på 2-0 over Horsens sidste mandag. Men den overbeviste ikke alle om, at De Hvide har et potentiale til den top-seks placering, der er den erklærede målsætning for mandskabet.
Opgørene mellem AGF og Brøndby har i mange år haft en særlig status hos i hvert fald AGFs fans. De og mange andre har hæftet sig ved, at AGF i de seneste 12 år aldrig har vundet på Brøndby Stadion. Det faktum har formentlig ikke haft den store bevågenhed for hovedparten af AGFs spillere, som næppe bærer historien så tæt på hjertet, som AGFs fans gør.
AGF med og uden Nicklas Backman er to forskellige hold. Med svenskeren i vigør hænger holdet sammen i defensiven samtidig med at han virkelig bærer anførerbindet, når han går ind i de mange nærkampe. Mod Brøndby viste han igen suveræn defensiv indsats, så normalt hyperfarlige Wilczek blev pakket helt og aldeles ind. Mon ikke det var nøglen til, at det lykkedes at afmontere Brøndbys offensiv?
På midtbanen savnede ingen Nikolaj Poulsen, især fordi Duncan sled og slæbte og gik 110 % ind i alle nærkampe. Men også Bror Blume leverede en fornem indsats. Hans force ligger i det offensive, hvor han med den fornødne tillid fra træneren viser sin boldbegavelse. Bedst illustreret ved den dybe pasning han leverede som oplæg til Ankersens scoring til 2-0. Den havde lige nøjagtig den tyngde og præcision, som gjorde scoringen mulig.
Første halvleg var en uskøn forestilling med masser af nerve og nærkampe, men meget få målchancer – dog ville pointtab formentlig have givet Bundu en søvnløs nat oven på den direktør han brændte i 1. halvleg. Men anden halvleg tilhørte AGF. I første halvleg havde Helenius udført et kæmpe arbejde i front, hvor han lykkedes med at vinde mange af nærkampene på de lange fremlægninger. Desværre måtte han udgå i pausen med en hovedskade, men det gav så plads til Patrick Mortensen. Han fik en af karrierens letteste scoringer, da han kunne sætte indersiden på Bundus flade tværpasning til 0-3.
I min optik vil udfaldet af den næste kamp vise om AGF er helt på sporet. Holdet har altid haft lettest ved at sætte sig op mod de bedste, mens det har knebet gevaldigt mod de formodede svagere modstandere. På søndag kommer Esbjerg på besøg. Kan AGF levere en overbevisende indsats og sejre, vil jeg tro på, at de hvide havner i top-seks!
I England følger alle spændt kampene, hvor Manchester City og Liverpool er indblandede. Vil det også i år blive et “two horse race”? Bedømt på de tre runder, vi har bag os, kunne det sagtens falde sådan ud. Liverpool ser stærke ud, især offensivt. City har sat to point til som følge af den skandaløse VAR-dom i slutningen af kampen mod Tottenham.
Men der var lidt slinger i Citys forsvar i udekampen mod Bournemouth, som må give Guardiola panderynker. Kyle Walker er altid en sikkerhedsrisiko, fordi han taber hovedet. I søndagens kamp var han heldig med ikke at blive vist ud. En mindre afslappet dommer end Andre Mariner, der dårligt nok sprinter i løbet af de kampe han dømmer, ville have givet ham gult kort for et voldsomt frispark tidligt i kampen mod Ake. En hjernedød svinestreg på selvsamme Ake i det 10. minut kunne selv Mariner ikke lade passere – gult, som så altså burde have været gult nr. to. Den slags blander VAR sig jo ikke i – endnu et argument for, at vi kan undvære overdommeren.
Til gengæld kom VAR ind i billedet i det 60. minut, da Lama trådte ned på David Silvas fod inde i feltet i en situation, hvor Silva var boldførende. Mariner så naturligvis ingen ting, men selv om det fremgik klokkeklart på de visninger af VAR-videoen, vi som seer kunne følge, sagde VAR-dommer Kevin Friend: No penalty! Det fik naturligt nok de danske kommentatorer til at tage sig til hovedet. Jesper Thygesen sagde, at han i mange år havde efterlyst et VAR-system, men nu fortrød at han havde gjort sig til talsmand for sagen!
A pro pos kommentatorer: Det præger mange af kommentator-parrene, at de er optagede af, hvordan de har det med hinanden indbyrdes, og bl.a. morer sig over hinandens dårlige jokes. Intet kan være os seere mere ligegyldigt. Carsten Sæbye-Allan Kuhn er et af de værste eksempler på det. Kuhs friskfyragtige kommentarer som “de drenge der, de elsker at spille fodbold” og om dommer Atkinson i kampen Norwich-Chelsea: “han er også rutineret, ham der”. Det er floskel på floskel: “Det er bare på allerøverste hylde”, “Det er bare fantastisk”, “Fantastisk niveau for den her kamp”, “Det gør ufattelig ondt på Norwich midterforsvarere…”, “Det er ekstremt godt lavet”, “Det er et utrolig flot mål”. Dertil kommer, at Kuhn ikke har sat sig ind i, hvad VAR blander sig i.
Vi vil gerne have indsigt og oplysninger, som vi ikke selv kan se på skærmen. Men det kræver grundig research og en viden om det man kommenterer, som ofte mangler. – Modsætningen til Sæbye-Kuhn fik vi som seere i den efterfølgende kamp Manchester United-Crystal Palace, der havde N.C. Frederiksen og Morten Wieghorst som kommentatorer. De har også sat sig ind i VAR-konditionerne, og udtaler sig afbalanceret og nuanceret. Tak for det!
Som West Ham tilhænger glædede det mig at Hammers vandt – endda på udebane 3-1 over Watford, og at den ny angriber, franske Haller nettede to gange, mens Mr. West Ham, Mark Noble scorede stensikkert på straffe.
..............Fodboldromantikeren 