Superligasæsonen er nu forbi, og det er tid at gøre status. Var det en god sæson? Blev der spillet flot fodbold? Var der spænding til det sidste? Blev dansk fodbold højnet?
I toppen blev der vel aldrig for alvor spænding om udfaldet. Ganske vist var Midtjylland tæt på København i store stræk af turneringen, men da det begyndte at spidse til, var udfaldet givet. København har flere af de bedste spillere end nogle af de øvrige hold. Først og fremmest råder mestrene over landets stærkeste angribere i Dame N’Doye, Victor Fischer og Robert Skov. Det blev understreget, da Robert Skov satte rekord for flest scorede mål i superligasæson med 29 mål, 1 mere end Ebbe Sands tidligere rekord. Men også i det chanceskabende departement har københavnerne meget at byde på: Rasmus Falk, Nicolaj Thomsen og Carlos Zeca fra centralt hold, samt Peter Ankersen og Nicolai Boilesen på kanterne. Derimod har de centrale forsvarere og keeper positionerne ikke været tilsvarende stærkt udfyldte.
Midtjylland har skuffet. De forsvarende mestre vandt ganske vist pokalturneringen for første gang, men spillemæssigt har det knebet med at nå sidste sæsons højder. Klubben råder over den største og bredeste top, men for meget spil har været tilrettelagt efter at lange Paul Onuachu skulle afgøre kampene. Det kraftfulde spil har ikke været tilstrækkeligt til at knække modstanderne, og presspillet har svigtet lidt for ofte. Men Midtjylland råder over en række dygtige og talentfulde spillere. Alexander Scholtz, Marc Dal Hende, Gustav Wickheim og Erik Sviatchenko er i deres bedste fodboldalder, og så er der en række unge spillere, som endnu ikke har toppet: Mabil, Evander, Onyeka, Nicolaisen, Thychosen og Kraev. Potentialet er der, men kan den nye træner, Kenneth Andersen, forløse det?
Esbjerg har været sæsonens store positive overraskelse. John Lammers har lavet et fortræffeligt trænerarbejde. Med ordentlighed i mandskabsplejen og tro på sine spillere kan man nå langt, men desuden har han formået at finde et godt mix af rutinerede og unge kræfter af egen avl. Og så har holdet ramt en positiv spiral med stor tro på egne evner. Som oprykker at vinde bronze er en bedrift!
Brøndby skiftede Zorniger ud, da det gik op for ledelsen, at han havde slidt sine omgivelser op. Det er ikke nogen enkel opgave at leve op til kæmpemæssige (og overdrevne) forventninger! Cheftrænerens karisma er et spinkel fundament, og når overgangen så skal skabes til en ny stil, står man så med en række spillere, som er købt ind til fortidens spillestil! Ikke underligt at den forfremmede assistent ikke formåede at indløse ambitionerne på Vestegnen. Den nye chef kendes p.t. ikke, og det bliver en stor udfordring at få de blå-gule på ret kurs! Spiller alle ansvarlige kræfter i klubben den samme melodi, bliver vejen lettere at gå.
OB så længe ud til at kunne gribe tredjepladsen, men i den sidste del af turneringen haltede både spil og pointhøst. På sine bedste dage kan OB spille noget af det flotteste fodbold med hurtige kombinationer og målsøgende spil, men skal de nu selvskabte forventninger indfries i den kommende sæson kræver det større kontinuitet – og en stærk afløser for keeper Grytebust, der drager til hovedstaden.
Nordsjælland slap med nød og næppe med i mesterskabsspillet, men med Flemming Pedersen ved roret i stedet for Kasper Hjulmand, der valgte at hoppe af, da slutspilpladsen var sikret, kom holdet ikke til helt at svinge så overbevisende som tidligere på sæsonen. Der er så meget talent i de helt unge drenge, som udgør det meste af Nordsjællands hold, at jeg vil følge dem med stor interesse. De har deres egen filosofi i Farum og den er de tro mod. Det kan jeg godt lide! De kan spille fejende flot fodbold – især på deres eget underlag, hvor det hurtige, tekniske spil har så gode vilkår.
To af de hold, som havde håbet på at være med i top-seks, spillede om retten til at møde nummer fire om en plads i Europa League kvalifikationsrunderne: Randers og AGF. Det blev afgjort med den snæverst tænkelige margen, der placerede randrusianerne et mulehår foran de hvide. Randers’ niveau ser ud til at ligge stabilt i lejet fra nr. 5 – 8. Randers kan ikke rigtig hamle op med de bedste hold, men er stabile i forhold til de mindre hold, som de som regel vinder over.
Helt ukarakteristisk for Randers satte de en to-måls føring over styr i EL-kvalifikationskampen ude mod Brøndby, der på et flot come-back i anden halvleg vandt 4-2.
AGF skuffede i efteråret og nåede ikke med, hvor holdet vel ret beset burde være. Til gengæld havde århusianerne et flot forår, hvor de hurtigt spillede sig fri af nedrykningsfare. Stærkeste kort har været en rigtig dygtig keeper i polske Kamil Grabara, udlejet fra Liverpool. Han har i mine øjne været ligaens bedste målmand, men derfor er han også for dyr for AGF. I heldigste fald kan de få lov at leje ham igen. I Patrick Mortensen har de hvide fået en målfarlig angriber, der vel i en skadesfri sæson bør kunne score 15 mål – og sådan en angriber har AGF manglet siden Duncan forlod barndomsklubben. Hvis Backman bliver klar til den nye sæson og holdet kan råde over en stærk keeper, kan den kommende sæson indfri de rimelige forventninger om en top-seks placering.
Silkeborg kom hurtigt tilbage efter blot et enkelt år i næstbedste række. Michael Hansens mandskab var til det sidste presset af Viborg, men tog den direkte oprykningsplads. Ronnie Schwartz med 25 mål har haft betydelig indflydelse på 1. pladsen.
Vendsyssel skaffede sig et usikkert udgangspunkt i play off ude mod Lyngby, da de kongeblå vandt 2-1 i den første kamp. Var Lyngbys 2. mål off side? Lasse Nielsen løb ind foran målmand Flø netop da Fosgaard header på hjørnesparket. Han forhindrer i hvert fald keeperens udsyn, så han klart indvirker på spillet! Hvad skal man så med både linjedommer og mållinjedommer? Men Lyngby satte det hele på plads, da nordsjællænderne klarede 2-2 i udelampen i Hjørring søndag, og dermed sagde tak for sidst! I Aalborg græder de tørre tårer!
Hobro besejrede Viborg 1-0 i den første af de to play off kampe om en plads i superligaen i den kommende sæson. Og med en sikker 2-0 sejr på udebane blev det til endnu en sæson i Superligaen. Om det er Fodboldromantikerens langtidsindflydelse fra to succesrige år som cheftræner for Hobros bedste mandskab i årene 1980-81, der nu slår igennem skal jeg lade være usagt!
For Vejle blev oprykningen en betydelig skuffelse. Der har simpelt hen været for meget turbulens på og udenfor banen med kultursammenstød i form af en italiensk træner, der ikke formåede at stikke fingeren i jorden, og flere udisciplinerede spillere, som gav alt for mange karantænedage. Ganske vist viste VB i flere perioder flot spil, som man synes passer sig for en klub som Vejle, men aldrig i en hel kamp. Men der gøres et godt arbejde i ungdomsafdelingen, og hvis ledelsen kan få en mere fokuseret spillertrup, der er i samklang med træneren, kan det forhåbentlig blive til et snarligt gensyn!
I mine blogindlæg har jeg sæsonen igennem ofte udtrykt mig skeptisk over for dommerstandarden. Før den bliver hævet, bliver det svært at hæve kvaliteten i ligaen. Mit bedste råd til dommerne vil være: Sørg for at få lavet aftaler, så I kan træne i fodboldklubberne. Spillerne bliver kun bedre, hvis de træner – det gælder også for dommerne og linjedommerne. Desuden kunne jeg godt tænke mig, at linjedommerne i langt højere grad har mod til at dømme de situationer, der ligger lige for næsen af dem. Og endelig: den fysisk form må gerne afspejle sig i, at hoveddommerne er meget mere mobile og hele tiden skaffer sig i de mest fordelagtige positioner!
..............Fodboldromantikeren 