“Sproget skaber, hvad det nævner”, sagde gamle Grundtvig. Det er værd at skrive sig bag øret, når vi hører nogle af de ophedede kommentarer, som falder i forbindelse med fodboldkampe.
“Hadets kamp”, vil nogle gøre det til, når Randers møder AGF. I denne weekends dækning talte den nytilkomne kommentator, Kenneth Emil Petersen netop om “had” mellem de to klubber, mens den mere besindige Niels Chr. Frederiksen talte om “rivalisering”.
Søndag skulle Vejle på en fyldt hjemmebane følge op på udebanesejren over Hobro i kampen om at undgå den direkte nedrykning. Vejles spillere blev mødt med kæmpe bannere, hvor der stod “Kæmp for alt hvad du har kært / dø om så det gælder”. Chr. Richardt noget patetiske salme, som ofte anvendes ved begravelser, havde her fundet vej ind på et fodboldstadion!

Det er jo helt, helt misforstået! Vi taler om fodbold! Men jeg er klar over, at både turneringsstrukturen, som ikke handler om det sportslige retfærdige, men om at skabe underholdning, skabe drama, og mediernes floskelfyldte og indskrænkede fokusering på det sort/hvide i kampene, hvor der tales om “helte” og “skurke” og om “at dø med støvlerne på”, skaber baggrunden for at ubefæstede sjæle kan søge at bakke sit hold op med Chr. Richardts ord.
Vel er det ærgerligt, at Vejle rykker ud af Superligaen, men det er trods alt ikke en nations, demokratiets eller menneskers liv, der er på spil. Vi kan godt tage fodboldkampe og resultater alvorlig, men lad os nu huske, at fodbold trods alt kun er verdens vigtigste biting!
Uden for fodboldstadion står der for tiden helt andre væsentlige forhold på spil!