Forleden bragte Politiken et læserbrev fra en forælder-træner, som for nylig havde oplevet en 14-årig dreng nikke en modstander en skalle på fodboldbanen uden at nogen egentlig tog synderlig notits af det. Det så skribenten som et udtryk for, at børn og unge nu havde tilegnet sig en adfærd og moral som fodboldkommentatorer som Morten Bruun og Peter Schmeichel i høj grad skulle være skyld i. Gennem deres kommentering blåstempler de brug af ulovlige metoder og samtidig håner de en spiller som Neymar for at være en tøsedreng, der ikke kan klare mosten – sådan lidt frit fremstillet.
Det kan læserbrevsskribenten til dels have ret i. Desværre accepterer kommentatorer, uanset om de betegnes som eksperter eller ej, brugen af såkaldt “professionelle frispark”. Det er de frispark, som begåes helt kynisk for at standse et modangreb. Det betragtes omtrent som forræderi mod holdet, hvis en spiller ikke sætter ind med en sådan ulovlighed, når der er optræk til en afgørende aktion af modstanderne.
Et af de tydeligste udsagn, der viser kynismen i dagens fodbold, kan vi hente fra seneste VM, hvor TV2 kunne berette:
“Én episode viser forskellen på det danske landshold anno 2016 og 2018. Landstræner Åge Hareide er glad for, at danskerne er blevet mere kyniske. Mathias ‘Zanka’ Jørgensens frispark på Antoine Griezmann var så åbenlyst og spolerende for fodboldspillet, at hovedparten af de 78.011 tilskuere på Luzhniki skreg i frustration. ‘Zanka’ halsede efter Griezmann, der førte bolden ned mod det danske felt og for en gangs skyld virkede til at kunne skabe en stor målchance. Og så kastede danskeren sig ned. Uden chance for at nå bolden fjernede han benene under den vævre franskmand, der var i fuld fart lige før pausen.
Frispark og gult kort – helt fortjent. Og stor ros fra den danske landstræner Åge Hareide, da TV 2 SPORT talte med ham dagen efter kampen. Pragmatikeren på sidelinjen glæder sig over, at de danske spillere ikke tøver med den slags frispark, når det er nødvendigt. – Landsholdsfodbold er resultater. Det er det eneste, jeg tænker på. Vi udvikler os gennem resultaterne, og vi lærer at spille på resultaterne. Vi må også lære at blive mere kyniske. Hvis man ser på situationen, hvor Montenegro scorer i Parken i kvalifikationen, så har Delaney mulighed for at sparke en spiller ned. Dét gjorde ‘Zanka’ i går, lød det fra Åge Hareide, der fortsatte: – Det var professionelt, og det så du ikke en dansk spiller gøre i oktober 2016. Det ser du i juni 2018, og det er tegn på, vi er kommet et stykke af vejen. Hvis vi skal vinde fodboldkampe, må vi være hårde mod os selv og mod andre.”
Retfærdigvis skal det siges, at netop Morten Bruun længe i sin kommentering understregede, at det selvfølgelig ikke er i orden. Men også han, som jeg betragter som landets dygtigste fodboldkommentator, følger nu trop med John Faxe, Preben Elkjær og alle de andre.
Til gengæld har kommentatorerne noget at have det i, når de kritiserer Neymar. I hvert fald hvis kritikken går på, at han overdramatiserer sine reaktioner på de frispark, der vitterlig ofte rammer ham. Dermed begår han en mere raffineret overtrædelse af spillets skrevne og uskrevne regler. Han forsøger at få dommeren til at overreagere mod frisparksynderen, så han uddeler et gult eller helst et rødt kort, selv om forseelsen ikke hjemler en sådan straf.
I England er de dødtrætte af den slags forsøg på snyd, som er i familie med at en spiller forsøger at “filme” sig til et straffespark eller frispark. “Divers”, kalder englænderne dem. De bedste dommere opdager det og idømmer den formastelige en advarsel.
Overordnet set er der tale om en forråelse af fodboldspillet. Det finder vi på mange planer. I denne weekend oplevede jeg på tv to tilfælde af sproglig primitivitet, som ikke ligefrem højner hverken oplevelsen som seer eller rollen som opdrager af fodboldungdommen.
Første eksempel er fra en engelsk FA-cup kamp, hvor vi ser et klip fra en tidligere kamp mellem undertippede Newport mod Leicester, da Newport meget overraskende scorer til 2-1. Da udbryder kommentator Niels Harild: “Nu har de den onde lyneme scoret!”.
Andet eksempel er fra Superligakampen mellem OB og Vejle. Her bliver OBs træner Jacob Michelsen interviewet før kampstart, og da siger han om den forrige kamp ude mod FC København: “Vi blev røvpulet i Parken!”. Samme kamp beskrev den afdæmpede kommentator Mikkel Bischoff med ordene: “En dårlig oplevelse!”, og en anden kollega: “Total afklædning!”.
I Superligaen kunne vi i denne weekend glæde os over en række smukke scoringer. Det begyndte fredag aften, hvor AGFs Patrick Mortensen åbnede målkontoen for sin nye klub med et meget smukt langskud fra 23 meter op i fjerneste hjørne til en cementering af sejren over Sønderjyske på udebane til 2-0.
I Randers scorede FCKs Rasmus Falk et fantastisk mål, da han på en solotur afdriblede fire Randers forsvarere på eleganteste vis for til sidst med en delikat yderside at sende bolden fladt uden om Randers målmand, Carlgren, og ind ved fjerneste stolpe. Det banede vejen for en 2-0 sejr til topholdet, trods en stærk holdpræstation af ineffektive Randers.
I Esbjerg, hvor Brøndby var på besøg, spærrede fodboldkendere øjnene op, da hjemmeholdets finske midtbanespiller, Kauko, scorede med hælen bag om eget støtteben på et fornemt fladt indlæg fra Mathias Kristensen. Esbjerg lignede længe en suveræn vinder mod et utrolig dårligt forsvarende Brøndbymandskab, men til sidst blev der spænding om resultatet, da gæsterne fik reduceret til 2-1. Men retfærdigheden skete fyldest og Esbjerg passerede Brøndby på tredjepladsen.
Efter endnu en SL-runde må jeg konstatere, at vi ser en række klare dommer- og linjedommerfejl, der rejser spørgsmålet: Uddannes de godt nok? Træner de nok i rigtige kampsituationer? Er dommerbedømmelserne konsistente nok?
..............Fodboldromantikeren 