Efter den korteste vinterpause i Superligaens historie er turneringen genoptaget. Det er altid forbundet med særlig spænding, når evt. nye spillere optræder for første gang i en tællende kamp for den nye klub. Er min klub godt forberedt, sammenspillet og fokuseret? Alt dette og mere til får vi et svar på, når det ikke længere er opvarmningskampe, men rigtige turneringskampe.
Østjyderne kom fint i gang. Faktisk slog de deres modstandere med tilsammen 7-0 og høstede 10 af 12 mulige points. Mest overraskende var det nok, at Randers kunne tage til Aalborg og slå et tandløst hjemmehold med hele 3-0. Hobro og Horsens kunne ikke rigtig finde skarpheden frem, og så måtte det blive målløst.
I Aarhus var der meget forventningspres på hjemmeholdet til fredagens opgør mod Esbjerg. Sportschef Peter Christiansen har været meget aktiv i transfervinduet og købt ind til flere nøglepositioner. Til målmandsposten er hentet en ung polsk spiller på leje fra Liverpool, Kamil Grabara. Det er forbløffende så mange dygtige målmænd, der udvikles i Polen. Han viste sikre indgreb i luftspillet og ude i feltet, hvilket århusianerne ikke er forvente med. Til gengæld ser han ud til at være lige så svag med fødderne, som AGFs målmænd har været meget længe. Reelt formåede EfB ikke at teste Grabaras egentlige niveau.
PC & Frederik Tingager
Til det centrale forsvar er Frederik Tingager hentet tilbage til dansk fodbold efter et enkelt år i tysk fodbold. Den høje stopper viste suverænt forsvarsspil og var desuden pasningssikker. Han blev af hjemmepublikummet kåret som kampens spiller, som belønning for en flot debut. På højre backs plads var der debut til Alexander Munksgaard, tidligere Midtjylland, og han viste solidt backspil og så ud til at være væsentlig mere fokuseret end Dino Mikanovic sædvanligvis er på den position.
I front har AGF manglet en spidsangriber, men det problem er Patrick Mortensen udset til at løse. Den store angriber er hentet i norske Sarpsborg, men har en mangeårig erfaring fra Lyngby. Den nye angriber viste fin spilforståelse, gled godt ind i kombinationerne, men havde ikke held til at få scoret. Mulighederne var der. Den største, da debutanten Kasper Lunding fornemt spillede ham helt fri. Patrick Mortensen valgte at støde dybt i bolden i forventning om, at Højbjerg i Esbjerg-målet som flertallet af målmænd ville kaste sig. Det gjorde han ikke og greb i stedet bolden – og dermed så den nye angriber uheldig ud!
AGF var en klasse over Esbjerg, som kampen igennem ikke havde et eneste virkelig farligt scoringsforsøg. Det hjalp nu heller ikke holdet, at målmand Højbjerg i 13. minut fejlede et udspark, så bolden røg lige i fødderne på Tobias Sana, der havde let ved at trække ind i feltet og udplacere målmanden med et fladt skud ved nærmeste stolpe.
Den første halve time viste AGF flow og sikkerhed og skabte gode scoringsmuligheder. Efterhånden kom vestjyderne bedre med, men en meget sikker backlinje forærede intet væk. Stopperparret Backman-Tingager ser uhyre solid ud. Det klæder også AGF, at holdet ikke falder så dybt tilbage, som det ofte gjorde i efteråret. Selvtillid er naturligvis en nøgle til at turde sætte den sidste linje højt.
Kampen blev endelig afgjort, da en veloplagt Tobias Sana drev bolden fra midt på egen halvdel og med en kombineret finte og et temposkift satte det tunge esbjergensiske midterforsvar og udplacerede Højbjerg med en flad bold i det lange hjørne. Da var der spillet 83 minutter, og sejren på 2-0 var en realitet.
På et skuffende EfB-mandskab var den unge lejesvend fra FCK, Carl Holse, ene om at holde et højt niveau.
Lørdag var Sønderjyske på besøg i Nørreskoven. Riddersholm havde på forhånd formået at skabe en vis hype omkring sin tilbagevenden på trænerbænken, da han kun nåede en enkelt månedsløn som sportschef for Vendsyssel. Men det var Vejle, der fik mest ære af den kamp. På to scoringer i første halvleg efter flot, fremadrettet angrebsspil, bragte vejlenserne sig i en fordelagtig position ved pausen. Selv om kræfterne ikke helt slog til for hjemmeholdet og den ambitiøse spillestil smuldrede, formåede sønderjyderne ikke at komme nærmere end to forsøg på overliggeren. 2-0 var en uhyre vigtig begyndelse på forårets kamp for overlevelse for VB.
I toppen af ligaen demonstrerede FCK overlegen styrke ved at sende OB hjem til Fyn med tenniscifrene 6-1. Robert Skov scorede tre mål, heraf to på frispark og et på straffespark – en dødboldsspecialist af de sjældne!
Nordsjælland og Brøndby delte i et målrigt opgør i Farum. 3-3 i en kamp, hvor hjemmeholdet skulle have lukket kampen i 1. halvleg.
I England intensiveres topstriden. Lørdag vendte Liverpool tilbage til winning ways oven på sidste uges heldige 1-1 mod West Ham på London Stadium. Salah kom i gang i anden halvleg mod Bournemouth efter en længere down-periode. Trekløveret i front Mané, Firmino og Salah viste noget af det spil, der i sidste sæson henrykkede publikum. De blev godt støttet af Wijnaldum og Robertson. Men Bournemouth var nu heller ikke skræmmende.
Endnu mere overbevisende var Manchester City søndag hjemme mod Chelsea. Da vi var midtvejs i første halvleg førte City med 4-0. Sterling og Agüero var i overdådigt spillehumør med Bernardo Silva og Gündogan som kreative oplæggere. Selv om Agüero formåede at brænde en enestående stor chance, da B. Silva i 7. minut spiller den lille argentiner total blank ved 2. stolpe, kom Agüero på måltavlen hele tre gange. Dermed tangerede han Shearers rekord med 11 hattricks i PL!

Også Tottenham fik fuldt pointudbytte, da Wembley lagde græs til mødet med Leicester. Men det var en heldig sejr. Leicester var det klart bedste hold, men formåede ikke at udnytte sine mange og store chancer. Lloris i Tottenhams mål havde en meget stor andel i de tre points. Det havde Christian Eriksen også, da han med en perfekt aflevering fandt pandebrasken på midterforsvareren Sanchez, der scorede sit første mål for Tottenham. Også det andet mål stod der Eriksen på. Han fik chancen for at trykke af fra kanten af feltet efter en god times spil, og med et præcist hug til første stolpe passerede han sin landsmand i Leicester-målet.
Tottenhams andet mål faldt blot tre minutter efter, at Leicesters talisman, Jamy Vardy, var blevet skiftet ind, og som sin første boldberøring skulle sparke et korrekt dømt straffespark. Men Lloris havde ikke det store besvær med at redde et ikke særlig yderligt placeret spark. Vardy er ikke sådan at slå ud mentalt, og han fik da også scoret senere, da han nåede først til et fint indlæg fra højre back, Ricardo. Til sidst øgede Son, da Sissoko clearede så heldigt, at koreaneren fik en friløber.
Trods manager Puels disposition med at sætte Vardy på bænken – vel nærmest helligbrøde! – spillede Leicester en fin kamp og havde unge Barnes på venstrekanten haft mere is i maven, var kampen forløbet anderledes. Men Tottenham hænger på i toppen, fem points efter de to førerhold.
Bag fra kommer Manchester United buldrende. På Craven Cottage vandt Solskjærs tropper 3-0 over Fulham med Martial og Pogba i storform. Kampen om fjerdepladsen og dermed CL-adgang ser ud til, at det bliver de røde, der henter den hjem og overlader Europa League pladserne til Chelsea og Arsenal.
West Ham spillede igen 1-1. Denne lørdag skete det ude mod Crystal Palace. I bunden fik Cardiff nyt håb, da Zohore scorede sejrsmålet til allersidst ude mod Southampton.