Noget af det bedste ved Premier League er, at der næsten ingen “lette” kampe er. De små hold kan drille de store og også vinde over dem på en god dag! 23. spillerunde gav gode eksempler på, at topholdene ikke uden videre spadserer hen over holdene fra den svageste halvdel.
Liverpool havde besøg af Crystal Palace, der efter 22 runder var 35 points (!) efter topholdet. Alligevel bed holdet fra det sydlige London godt fra sig og skabte spænding om resultatet til det allersidste. For Liverpool, der ikke havde indkasseret mere end højest to mål i en PL-kamp i sæsonen, var det nærmest chokerende at indkassere hele tre mål fra Crystal Palace med en sprudlende Zaha i spidsen. Men Liverpool scorer selv mange mål, og i denne kamp skulle der fire mål på kontoen for at hale den snævre sejr hjem.
Kan man spille pivringe og alligevel score to mål for et engelsk tophold? Ja! Det var sådan jeg så Salahs kamp i lørdags. Han traf en række meget dårlige valg, havde et hav af fejlafleveringer, men dukkede alligevel op tæt under mål to gange og styrede bolden i mål. Det første var på en meget svær deltalje, den anden var gået i mål uden Salahs berøring!
Også Tottenham havde stort besvær med at hente tre points, endda mod et decideret bundhold, Fulham på Craven Cottage. Ranieri havde hentet en gammel kending af PL tilbage. 32-årige Babel var hentet fra Besiktas og fik straks debut. Måske som en hilsen til sin gamle arbejdsgiver i England havde Babel farvet sit hår rødt. Den tidligere Liverpool-spiller fik 55 opløftende minutter på banen, hvor han med sin hurtighed flere gange var en udfordring for Tottenhams forsvar, og han kom også til et par hæderlige afslutninger.
Tottenham er for tiden ramt offensivt med en skadet Kane og Son, som er hjemme for at spille Asian Cup. I Kanes sted spillede Llorente i front. Det slap han ikke heldigt fra. I 17. minut var han placeret midt i eget målfelt for at heade Seris hjørnespark væk, men så højt var sparket ikke, så det faldt i stedet ned for fødderne af spanieren. I den korte reaktionstid ville han sparke den væk, men valgte det forkerte ben, så resultatet blev at han i stedet skubbede bolden forbi sin egen målmand til 1-0 til Fulham.
Det var en føring, der holdt 1. halvleg ud, og den var helt fortjent. Bundholdet spillede med en optimisme og et engagement, der virkede inspireret af Babels gode debut. Tottenham havde svært ved at finde en rytme og ved at tilpasse sig den ændrede angrebsformation.
Men i 2. halvleg blev Eriksen mere og mere toneangivende. Tottenhams forreste spillere virkede langsomme, og Eriksens fodboldhjerne var afgjort det hurtigste på det hold. Seks minutter inde i 2. halvleg opfattede Christian Eriksen, at der var scoringspotentiale i situationen, så han sendte en millimeterpræcis, halvhøj bold ind i rummet foran 2. stolpe, hvor Alli havde let ved bare at sætte pandebrasken på til udligningen.
Dommer i kampen var Pawson, den ene af de to mest lassez-faire-agtige dommere i PL (den anden er Mariner, der i Citys kamp mod Huddersfield undlod at dømme et klokkeklart straffe til Sterling, selv om det foregik lige for næsen af ham!). Han lod det passere ustraffet, da Verthongen i første halvleg rev Mitrovic ned under et hjørnespark til Fulham. Siden hen så han gennem fingre med en række ulovligheder i hanekampen mellem Mitrovic og Tottenhams midterstopper Sanchez, indtil en infight mellem de to i 73. minut var ved at udvikle sig til håndgemæng mellem de to holds spillere, så hev han gult op til både Mitrovic (absolut OK) og Sanchez, som i den udløsende situation ikke foretog sig noget ulovligt. Pawson havde et ansvar for at kampen udviklede sig i en noget ond atmosfære. Få minutter senere tildelte han Tottenhams back, Rose, et gult kort for film, selv om billederne viste, at han blev væltet af et benspænd.
Samme Rose servede 10 minutter før tid en helt perfekt frisparkbold lige ind i hovedet på Llorente, men han headede forbi mål fra få meters afstand, så man måtte betvivle at netop hovedspillet skulle være spanierens spidskompetence. Som mange andre bundhold har Fulham haft en tendens til at indkassere sene mål. I søndagens kamp skete det så igen. I absolut sidste overtidsminut sendte indskiftede Nkoudou en dyb diagonal bold ind i rummet foran Fulhams bageste stolpe. Her havde Winks taget et langt løb og han nåede frem og kunne sætte panden på bolden til matchvinderscoringen. Resultatet 1-2 var naturligvis en stor skuffelse for Fulhams manager, Ranieri, som dog også så sit hold spille en opløftende kamp – i hvert fald så længe Babels kræfter slog til.
Manchester City var på besøg hos det absolutte bundhold, Huddersfield, som netop havde vinket farvel til sin manager, David Wagner, der selv valgte at gå til klubbens, spillernes og fansenes skuffelse. Interim-manager Mark Hudson havde valgt at sætte flere spillere af, herunder Zanka. Guardiola sparede en række af sine stamspillere, og det betød, at favoritterne nok havde bolden meget, men ikke formåede at tilspille sig ret mange chancer. De Bruyne var udset til at være spilfordeler, da de to Silva’ere sad på bænken. Belgieren er et stykke fra sin bedste form, og han formåede ikke for alvor at finde melodien. Alligevel bragte topholdet sig foran i første halvleg på et afrettet langskud fra Danilo, som Løssl var chanceløs over for.
I anden halvleg satte City med to hurtige scoringer de afgørende stød ind. Og selv om publikum som altid støttede deres helte helhjertet var kvalitetsforskellen alt for stor. Egentlig var det på den måde en ukarakteristisk PL-kamp. City har sat nye standarder for kvaliteten, mens Huddersfield ligner sikre nedrykkere. Pointafstanden efter 23 kampe mellem top og bund er 49 points!
Med 3-0 sejr holdt City afstanden til Liverpool på fire points.
Med sin syvende sejr i træk trænger Manchester United sig på i kampen om top-fire placeringerne. Kan klubledelsen se bort fra nordmanden, når en mere permanent manager-løsning skal findes?
..............Fodboldromantikeren 