Rundens mest foromtalte opgør i PL, Tottenham – Manchester United, blev en intens og underholdende kamp, omend målfattigt. En af årsagerne til de spændte forventninger var, at Manchester United under interim-manager Solskjær havde vundet de første fem kampe, men ifølge kritikerne ikke havde mødt ordentlig modstand indtil kampprogrammet nu bød på et af topholdene. Nu indfandt sandhedens time sig!
Blev vi så meget klogere på nordmandens evner som manager i løbet af kampen?
Gæsterne viste lige fra første fløjt en indstilling, der demonstrerede, at de var klar til opgaven. Selvtillid, løbevillighed og nærkampstyrke, samt vilje til at angribe og til at gå efter sejren var i hvert fald tydeligt til stede. Ikke ligefrem de ord vi ville karakterisere Manchester United med i Mourinhos del af sæsonen. Med andre ord et forvandlet mandskab!
Kampens afgørelse faldt i første halvleg, da Tottenhams højre back, Trippier, sendte en sløj aflevering til en modstander, der skubbede bolden til Pogba, som lynhurtigt opfattede, at Rashford i modsatte side af banen kunne komme i en løbeduel med masser af bagrum at løbe i. Franskmanden fandt med en lang præcis diagonalbold en sprintende Rashford, der løb sig fri i højre side af feltet og med et fladt velplaceret skud til fjerneste sidenet passerede Lloris til 0-1.
Scoringen var det bedste eksempel på Manchester Uniteds angrebsspil, der kampen igennem var mere baseret på hurtige kontrastød end på gennembrud via tålmodig angrebsopbygning mod etableret forsvar. Angrebsformationen med Lingard, Rashford og Martial havde “fart” skrevet hen over sig. Tottenhams forsvarere var udfordrede på netop den disciplin.
Anderledes med hjemmeholdet der har spillerne til at kombinere sig igennem i små områder og derfor gerne tager kampen op mod etablerede forsvar, selv om holdet også er eksperter i hurtige kontraangreb. Især kombinationerne mellem Kane, Alli og Eriksen rummer så meget indbyrdes forståelse, at Tottenham evner at bryde igennem, hvor der dårlig nok er plads. Det førte også i denne kamp til en masse målchancer, men dels var Uniteds centerforsvarere årvågne, dels og væsentligst var De Gea storspillende i målet.
Gang på gang reddede Uniteds spanske målmand sit hold. Den særlige stil med at basere redninger ved jorden med fod- og benparader a la håndboldmålmænd fejrede store triumfer. Men en mere PL-gennemsnitlig målmandspræstation i gæsternes mål ville Tottenham have vundet kampen – klart!
Men det gjorde de altså ikke. Det var nu ikke alene De Geas fortjeneste. Årsagen kunne måske også findes i, at Eriksen ikke var på sit øverste niveau, og at Kane var overdreven selvisk i sine aktioner.
Og Solskjær? Han ændrede gradvis sit hold med udskiftningerne i anden halvleg, så det blev efterhånden mere defensivt orienteret i forsøget på at forsvare den spinkle føring. Det lykkedes, og så kunne han sammen Michael Carrick juble over sjette sejr i træk. Er han så den rette manager for Manchester United? Måske, i hvert fald er det en afgørende kvalitet ved en manager på det niveau, at han kan skabe en god stemning i truppen og at han vælger et mandskab, der kan vinde kampe! Begge dele se foreløbig ud til at karakterisere Solskjær.
Lørdag 12. januar 2019 vil være en dato, som mange Hammers-fans vil tænke tilbage på med stor fornøjelse. Men for en 19-årig knægt fra London vil det være en decideret mærkedag! Det var dagen, hvor Declan Rice scorede sit første PL-mål. Og hvilket mål!
Det var et smukt mål, scoret i 47. minut i hjemmekampen mod Arsenal. Et mislykket hjørnespark fra Anderson cleares dårligt af Arsenal og bolden falder igen til Anderson, der løfter bolden ind i feltet, hvor Nasri lægger bolden smukt af til Declan Rice, der kan sætte en inderside på bolden fra 15 meter og styre bolden op i nærmeste målhjørne.
Det var også det afgørende mål, matchvindermålet! I en kamp, hvor West Ham investerede mest og viste både defensiv disciplin og fantasifuldt angrebsspil, var det ikke ufortjent, at Hammers kunne fejre en sjælden sejr over Arsenal. Gæsterne skuffede. Der manglede flow fra en midtbane, hvor kun unge Guendouzi holdt niveau. Men West Hams midtbanespillere og backs var påpasselige og nærkampstærke, og med Nasri som dygtig spilfordeler løb Arsenalspillerne meget forgæves.
West Ham er med en øjeblikkelig 9. plads ved at etablere sig i den bedste halvdel. To af udfordrerne til den placering mødtes søndag. Everton slog hjemme Bournemouth 2-0. Som seer på 6’eren måtte vi døje med Niels Harild og John Faxe Jensen som kommentatorer. Den første taler som et vandfald og de sidste taler sort! På selvsamme kanal kunne vi efterfølgende nyde Peter Piil og Morten Bruun som dygtige, indsigtsfulde kommentatorer, der også sprogligt er i en anden liga end de førnævnte.
..............Fodboldromantikeren 