De røde smiler!

Hvor var det godt at se Manchester United tilbage i en offensivt indstillet udgave! Lørdag skulle holdet til Cardiff for at spile sin første PL-kamp under den nye manager, Ole Gunnar Solskjær. Den tidligere United-angriber havde fået buddet som caretaker-manager for den fyrede Mourinho. Klubledelsen havde på forhånd meldt ud, at der er tale om en opgave, der løber ud med indeværende sæsons afslutning.

Den smilende nordmand, der greb chancen, måtte forlade sit elskede Molde-hold. Udfordringen og fristelsen var for stor, og hele Norge bakkede beslutningen op og fejrede den, som have landet vundet en større turnering.

Solskjær

For Solskjær var det et gensyn med Cardiff, hvor han blev fyret som PL-manager i 2014. Men et meget lykkeligt gensyn! For der var kun spillet tre minutter, da et angrebsivrigt United bragte sig i front på et frispark begået mod Pogba, som Rashford sparkede direkte i mål. De røde spillede frigjorte, med stor energi og med kvikke kombinationer. Pogba var tilbage på holdet og indtog allerede fra første fløjt en hovedrolle. Nu spillede han som hovedregel first-time – i skarp kontrast til tiden under Mourinho, hvor han driblede og driblede – og var dermed til at skabe et flow på holdet, som har været stærkt savnet.

Energien og selvtilliden resulterede i den anden scoring i 28. minut, da Herrera trykkede af fra 25 meter og med en mindre afretning på en modstander snød bolden Etheridge i Cardiff-målet. Men The Bluebirds var ikke slået. I 37. minut fik waliserne håbet tilbage, da Rashford ville trække bolden ud af eget felt, men tog armen til hjælp. Michael Oliver dømte med linjedommerens hjælp straffe, og det scorede Camarasa sikkert på.

Manchester United svarede hurtigt igen med et smukt, smukt mål. Martial lagde behersket bolden i mål efter lynhurtige kombinationer og spil på tredjemand, der bragte den unge franskmand fri i feltet.

Havde Cardiff håbet på, at holdet kunne komme ud til anden halvleg og vende billedet, blev de hurtigt klogere. Der var spillet 10 minutter efter pausen, da Lingard driblede ind i feltet og efter Michael Olivers skøn blev væltet uretmæssigt af den store walisiske stopper, Bamba. Lingard tog selv og scorede til 1-4. Men målfesten fortsatte, da Lingard blev sendt afsted i dybden i 89. minut af en præcis aflevering fra Pogba ind i feltet, hvor han afdriblede målmanden og scorede i det tomme mål til resultatet 1-5.

Drømmedebut for nordmanden! Et resultat og et frigjort angrebsspil parret med en solid defensiv, som giver Uniteds mange fans en tro på en bedre fremtid, hvor de stolte tider fra Ferguson-æraen måske kan vende tilbage. Det sker dog næppe blot ved et managerskifte, selv om det var tydeligt, at mandskabet nød at spille uden de alt for mange bindinger, der tilsyneladende havde bremset spilleglæden under portugiseren.

Det er måske også værd at huske på, at fire af de fem managers efter Ferguson alle har oplevet at deres hold i den første PL-kamp under den nye ledelse scorede tre eller flere mål (Moyes 4, Mourinho 3, Giggs 4 og Solskjær 5). Der er en her-og-nu effekt af skiftet, som bl.a. har at gøre med, at alle spillere gerne vil vise sig frem for den nye manager. Men også fornemmelsen af at nu blæser der nye vinde, og det virker forfriskende.

Arsenal havde hjemme besøg af Burnley, som planmæssigt blev sendt hjem med et nederlag. Jeg så kampen på tv og måtte hovedrystende bevidne en dommerpræstation af Kevin Friend, som tilsidesatte hensynet til spillernes velfærd. En af ligaens mest brutale spiller, Burnleys store angriber, Ashley Barnes, burde være vist ud, men blev i stedet fornuftigt af sin træner skiftet ud i 77. minut.

Først får Barnes i 36. minut en advarsel for en voldsom infight med Arsenals græske stopper, Sokratis, da de tumler rundt ude ved sidelinjen. Helt korrekt! Men Barnes slipper helt uforståeligt, da han efter en nærkamp med Arsenals unge midtbanespiller, Matteo Guendouzi, træder helt bevidst den ene fod med støvleknopperne forrest ned i brystkassen på den liggende modstander. Dommer Friend vender det blinde øje til! Det gør naturligvis ikke sagen bedre, at Barnes få minutter senere reducerer for Burnley, skønt han burde have haft et direkte rødt kort for svinestregen for inden.

FBL-ENG-PR-MAN UTD-BOURNEMOUTH
Kevin Friend – for tilbagelænet!

Kevin Friends såkaldte linje, hvor spillerne får lov til “at gå til den”, gør intet godt for fodbolden. Dommeren skal også beskytte spillerne mod angreb på liv og lemmer!

I øvrigt var runden præget af et par gedigne overraskelser. På Stamford Bridge, hvor Leiceester var på besøg hos Chelsea, afgjorde Vardy kampen med en enkelt scoring, en signaturscoring, hvor han får bolden i medløb og firsttimer bolden i kassen med et hårdt og præcist spark. Men den største overraskelse var Crystal Palaces sejr på 3-2 i Manchester mod mesterskabsfavoritten, City. Her scorede Townsend et fantastisk flot mål på en helflugter fra 25 meter. Men det er en del af charmen ved Premier League, at de mere upåagtede hold faktisk ind imellem slår de højest profilerede. Vi elsker, når David slår Goliath!

Til gengæld var der ingen slinger i valsen hos to af de øvrige tophold. Liverpool vandt 2-0 ude over Wolves, mens Tottenham slog Everton på Goodison med hele 6-2!

Her hvor Superligaen er gået i vinterhi, er det en velsignelse, at PL intensiverer kampprogrammet og forærer os en perlerække af spændende opgør hen over højtiden og nytåret!

Fodboldromantikeren ønsker alle, der læser og følger denne blog en glædelig jul (dvs. især mange points til det hold du holder mest af) og et godt nytår (læs: stadig bedre placeringer til dine hold her og i England)! Men pas nu også godt på dem, der ikke er ramt af vores særlige fodboldvirus!

Skriv en kommentar