Der skulle et ukarakteristisk drop af Liverpools målmand, Allison, til i 32. minut, før Manchester United kom ind i den prestigefyldte kamp på Anfield mod Liverpool. På et indlæg fra Lukaku taber Allison bolden ned for fødderne af Lingard, der bugserer bolden i mål til udligning, 1-1.
I den første halve time var United spillet helt væk. Det store pres på udeholdets mål blev omsat i kampens første scoring i 23. minut, da Fabinho sender en følt, løftet bold ind i Uniteds bagrum, hvor Mané er løbet ind og brysttæmmer bolden og i næste moment flugter bolden i mål – et smukt mål!
Manchester United kommer bedre med efter udligningen, men første halvlegs samlede billede udtrykkes også i et par statistikker ved pausen: 14-3 i skudforsøg og 7-0 i hjørnespark.
Fra begyndelsen af anden halvleg sætter Mourinho Fellaini på banen. Han kommer i vejen for meget, men holdet finder ikke ind i en spillestil og rytme, der kan true hjemmeholdet.
Shaqiri – kampafgørende
Mere kampafgørende er Klopps indskiftning af Shaqiri i 69. minut. Tre minutter senere, da Mané dribler sig til baglinjen og sender en aflevering bagud, kommer Shaqiri frem til bolden og med et spark med det dårligere højre ben scorer han efter at bolden bliver afrettet et par gang. Midtbanens tilførte skudtrussel slår til igen otte minutter senere med et næsten identisk mål – dog denne gang med favoritbenet. Bolden rettes af på Uniteds centerforsvarer, Bailly, og snyder De Gea. 3-1 og sejren formår et svagt Unitedhold ikke at rokke ved.
Det kan undre, at Mourinho ikke kan få mere ud af sit spillermateriale. Men måske portugiseren slider relationerne til sine spillere op, så de mister gejst og selvtillid? Nu kan det før så mægtige Manchester United vel højest håbe på en sjette plads?
Liverpool fortsætter sit stærke parløb i toppen af tabellen med Manchester City, der vandt 3-1 over Everton. West Ham vandt sin fjerde sejr i PL på stribe og det er ikke sket siden februar 2014. På Craven Cottage vandt Hammers med 2-0 efter storspil af Fabianski i målet og af Felipe Anderson i front. To gode køb fra sommerens transfervindue!
Kendere af denne blog vil vide, at jeg ofte har haft kritiske kommentarer om dommer Michael Johansens præstationer. Lavpunktet i Johansens præstationer som SL-dommer må være hans fatale ledelse af opgøret OB-AaB.
I 8. minut dømmer han et meget tyndt straffespark, som Barrett skulle have begået mod AaBs letbenede Lucas Andersen. Van Weert løber til bolden og scorer. Men så dømmer dommeren indirekte frispark til det forsvarende hold, OB. Stor forvirring. Hvorfor dømmer han nu det? Iflg. Viasat, som opsøgte dommeren efter kampen for at få en forklaring, skulle dommen angiveligt være begrundet med, at en AaB-spiller løb ind i feltet, inden sparket var taget. Billeder fra episoden viser klart, at adskillige spillere løber ind før sparket, flest og først fra OB, men også en AaB-spiller.
Men dommer Johansen kender i så fald ikke reglerne. De siger, at sparket skal tages om, hvis bolden er gået i mål, og en spiller fra det angribende hold er løbet ind i feltet før sparket, og den eller de spillere, der forser sig, skal advares. Intet af dette sker!?
Hvis dommeren vælger at begrunde sin kendelse med, at sparkeren finter i sit løb i sit sidste skridt op til sparket, fx ved at stoppe op, så skal der dømmes et indirekte frispark til det forsvarende hold og sparkeren advares. Men sparkeren advares ikke, og i øvrigt forser hans sig ikke.
Det var ikke eneste gang, at dommeren foretog besynderlige kendelser, og i øvrigt overså han et klart straffespark til OB i 40. minut, hvor unge Ross Jensen spænder ben for Helenius inde i feltet, men Michael Johansen vinker afværgende.
Ét er, at Michael Johansen åbenlyst har svært ved at følge med i tempoet og gang på gang foretager fejlskøn omkring straffespark/ikke-straffespark – det er slemt nok, men værre er det, at han åbenbart ikke kender fodboldloven. Det er diskvalificerende!
Mandag aften blev der sat punktum på efterårssæsonen i Superligaen med kampen mellem AGF og Hobro. Naturligvis er alle points vigtige, men den sidste kamp inden den lange vinterpause har en mental betydning, der overgår de fleste. At gå på juleferie med et godt sidste indtryk er væsentlig for spillere, trænerstab, ledelse og tilhængere.
Med Vendsyssels overraskende sejr på 3-2 ude mod Brøndby, kunne bundholdene komme faretruende nær på AGF ved en Hobro-sejr. Omvendt kunne en hjemmesejr give de hvide et afsæt til at håbe på en top-seks placering i en meget tæt liga.
Det blev for AGF en nervøs kamp, hvor århusianerne ikke vovede meget frem ad banen i hovedparten af kampen. AGF overlod meget af spillet til gæsterne og koncentrerede sig om at lukke af defensivt. Det lykkedes vældig godt. Ikke mindst fordi Niklas Backman var tilbage i startopstillingen. Han formåede at pakke Kirkevold fuldstændig ind, vandt stort set alle nærkampe og satte sine afleveringer fornuftigt. Dertil kom, at han flere gange strøg med frem for at give offensiven mere pondus. Hobro tilspillede sig ikke en eneste kvalificeret afslutning på mål.
Backman – flot comeback
Offensivt kom der først liv i AGF, da David Nielsen valgte at skifte Spelmann ud og sætte Bundu ind. Det gav straks mere fart og dynamik i de hvides angrebsspil. Men effektiviteten i modstandernes felt har det længe knebet gevaldig med. Denne aften var ingen undtagelse, så længe, længe tegnede det til 0-0.
Men i overtiden søgte indskiftede Kaastrup en dribling i venstre side, men fældes i gennembruddet. Frispark til AGF dømte Anders Poulsen, der ellers havde svært ved kampen igennem at træffe de rette afgørelser. Backman løb ud til Sana ved bolden og viskede ham noget i øret, hvorefter han løb ind foran mål. Sana svingede en indadskruet bold ind i området foran målmanden her løb både Backman og Kanstrup til indlægget og Kanstrup nåede akkurat foran Jesper Rask i Hobro-målet med en lang tå til en forløsende og matchvindende scoring.
Og så blev det alligevel en hvid jul!
..............Fodboldromantikeren 