Manchester City har set nærmest urørlige ud i sæsonens Premier League, hvor de indtil denne weekend havde vundet alle kampe bortset fra to som endte uafgjort. Men lørdag blev sejrsstimen bragt til fald. Scenen var Stamford Bridge, hvor det noget overraskende blev Chelsea, der fældede kæmpen. Overraskende, fordi Chelsea har set en smule vakkelvorne ud på det seneste med kun fire points i de seneste fire PL-kampe.
Det var da også City, som sad solidt på kampen i første halvleg. Mestrene pressede højt og deres genpres virkede vældig godt, så Chelsea ikke fik ro til noget som helst. Det afspejlede sig også i afleveringsnøjagtigheden hos de to hold, som efter den første halve time lød på 76% – 89%. Havde Sterling besiddet en stærkere teknik, kunne han allerede i det 8. minut have bugseret en “direktør” i mål, eller minuttet efter med præcision spillet Mahrez helt fri. Men alle Citys bestræbelser nåede ikke at afspejle sig i den afgørende statistik på måltavlen.
På Chelseas første rigtige angreb et minut før pausen rykker Hazard sig fri ved mållinjen til venstre for målet og finder med en præcis aflevering skråt bagud en fremstormende Kanté, der kan sætte en inderside til og score op i nettaget fra 15 meter. Et flot mål, men aldeles ufortjent.
Målet gav hjemmeholdet vinger, så anden halvleg blev helt forskellig fra første. Nu spillede Chelsea med selvtillid og mod og med langt bedre bevægelighed. Der gik ikke mange minutter før Guardiola reagerede og sendte Jesus på banen i stedet for Sané. Men nogen frelser blev han nu ikke!
City var stadig flittige gæster omkring hjemmeholdets mål. Ti minutter inde i anden halvleg sagde hjørnesparkstatistikken da også 0-9! Med 25 minutter igen måtte David Silva udgå med en skade og selv om den dygtige tekniker, Gündogan, afløste ham, formåede han ikke at svinge taktstokken på samme virtuose vis. Det endelige dødsstød satte Chelsea ind på sit første hjørnespark efter 77 minutters spil. Luiz heade-forlænger Hazards præcise spark ind i det fjerneste hjørne til 2-0.
City har bolden meget, men skaber få egentlige chancer og har ikke et forsøg indenfor målrammen i hele 2. halvleg før i allersidste minut, hvor Jesus’ gode forsøg flot klares af Keita i Chelseas mål.
Jeg vil gerne rose Michael Oliver for fint dommerarbejde! En god dommerpræstation er med til at højne oplevelsen for seeren. Det er dygtige kommentatorer også. Lad mig hviske Brian Laudrup et godt råd i ørerne: Det vil klæde dig at at lægge dine pjattede kommentarer væk og ikke mindst at undlade selv at le ad dem!
Dommerne kommer ofte i centrum – som regel for det negative. I Aalborg var publikum og AaBs spillere vældig ophidsede på dommer Sandi Putros. Det var der nu ingen grund til. I stedet burde de rette opmærksomheden på deres anfører, Jores Okore, som havde en rigtig mareridstkamp mod AC Horsens.
Først bliver Okore tørret af Michael Lumb forud for Horsens udligning ved Kasper Junker efter van Weerts føringsmål. Tre minutter senere vælter Okore klodset Drost i feltet til et straffespark. Det bliver han så fortørnet over, at hans protester mod dommeren kun har en logisk konsekvens, gult kort. Minsandten om Okore ikke fremturer og rykker en modstander ned lidt uden for feltet kort før pausen. Klokkeklart andet gule kort, som derfor veksles til rødt og tidligt bad for anføreren. I mellemtiden havde Kusk udlignet Horsens straffesparkføring på kampens smukkeste mål, da Ahlmann med et nydeligt forarbejde spiller Kusk fri i feltet, og den lille tekniker svigter ikke, men udplacerer målmanden med en følt inderside i det lange hjørne.
17-årige Mathias Ross Jensen sættes fra begyndelsen af anden halvleg ind som centerforsvarer som erstatning for Okore. Men trods sine store kvaliteter kan han ikke afværge, at Horsens dominerer anden halvleg og fortjent vinder 4-2. Først øger kampens spiller, Michael Lumb, ved en tap-in på en tværaflevering til fjerneste stolpe. Siden får indskiftede Lasse Kryger en let scoring efter et kontraangreb i overtiden.
Michael Lumb
Dommeren kom også i centrum på Vejle Stadion, da VB tog imod Brøndby. Kort før pausen ved stillingen 1-0 til Vejle på et smukt frisparksmål af Sousa – i en situation hvor der næppe var frispark – tager Brøndbys Kamil Wilczek sigte og smasker en albue til kæben på Vejles højre back Memija. Brøndbyspilleren slipper helt uforståeligt med gult kort. Efter kampen er dommer Peter Kjærsgaard-Andersen mand nok til at erkende sin fejldom, men da er det for sent.
Det bliver egentlig kampafgørende, da netop Wilczek to minutter inde i anden halvleg udligner Vejles føring, da han ved anden stolpe kan skubbe et Mukhtar-frispark, som får lov at passere hele vejen på tværs af målet, i kassen. De gule tager alle tre points, da indskiftede Michael Uhre i 58. minut header et flot indlæg fra Johan Larsson i mål ved 2. stolpe efter fremragende forarbejde af Lasse Vigen.
Banens bedste tekniker, Vejles Sousa, får mod kampens afslutning først et gult kort for “film” i Brøndbys felt – en lidt hård dom eftersom der i situationen er kropskontakt og et mindre riv i Sousas arm. Værre bliver det, da dommeren vælger at fløjte præcis på sekundet for de tre minutters spilletid, hvor Vejle netop har tilkæmpet sig et hjørne. Det frustrerer VB’erne, og Sousa kan ikke styre sit temperament og forløber sig verbalt. Det honorerer dommeren til endnu et gult kort og dermed rødt til Sousa. Lidt fingerspidsfornemmelse havde klædt Kjærsgaard i stedet for lidt hidsigt at rykke det gule kort op af lommen!
Allan Sousa – eminent tekniker
Vejle spillede en fin kamp med hurtige kombinationer frem ad banen, men mangler lidt en rigtig målfarlig spids. Måske kan unge Adam Jakobsen udvikle sig til det, men dér er han ikke endnu. I målet var unge Hagelskjær valgt, men skal han udvikle sig til en topmålmand skal han arbejde rigtig meget med sin sparketeknik. Det er et felt, hvor den tidligere AGF-målmand, som alle AGF-målmænd i mange år, er dårlig skolet. I centerforsvaret har Vejle en dygtig styrmand i Greve, der besidder kvaliteter som overblik, ro, fine afspil og dygtigt hovedspil både defensivt og offensivt. Kvaliteter som i øvrigt AGF netop savner!
Skal Vejle etablere sig i SL kræver det, at holdet formår at bevare koncentrationen kampen igennem og ikke falde sammen ved modgang i anden halvleg, som desværre ofte er sket i denne sæson.
På “Right To Dream Park” havde Nordsjælland mandag aften besøg af AGF. Skåret ind til benet kan man beskrive det som “modet”, der mødte “frygten”. Nordsjælland tør bringe de unge spillere, de selv udvikler, mens AGF i lang tid har gemt de unge af vejen uden for alvor at turde give dem chancen. Taktisk passer karakteristikken også på mandagens kamp. Nordsjælland vil angribe, mens AGF satser på at forsvare sig til et point.
Som AGF-tilhænger kan man have “right to dream” om betydelig mere offensiv tilgang til kampene. Nu blev den frygtsomme tilgang – jeg er ikke meget for at udtrykke det – “heldigvis” straffet. Symptomatisk i øvrigt ved at anfører Kanstrup sætter en fod på et indlæg, så bolden sniger sig ind i det lange hjørne uden for keeperens rækkevidde. For anden kamp i træk laver Kanstrup selvmål. Dertil kommer i øvrigt, at han kampen igennem mister bolden ikke færre end 11 gange, hvoraf en del er dårlige clearinger. I boldtab har makkeren i centerforsvaret ikke meget at lade Kanstrup høre, da Juelsgaard har 8 boldtab. Længere fremme på banen mister Spelmann bolden 9 gange.
Men kampen kunne have fået et anderledes forløb, hvis dommer Michael Johansen var sin opgave voksen. Et par minutter inde i anden halvleg sparker Bartolec Jens Stage klart ned inde i feltet. Per Friman var som tv-kommentator ikke det mindste i tvivl. Men dommeren vinker straks afværgende. Man kan måske sige, at dommer Johansens niveau var på højde med AGF’s, dvs. utilfredsstillende!
Fodboldromantikerens trøst i denne runde var West Hams tredje sejr i træk, og tredje kamp i træk hvor Hammers scorer tre mål!
..............Fodboldromantikeren 