Superligaens fire største hold gav hinanden to flotte, målrige, underholdende kampe i 14. spillerunde. I Parken mødte København Aarhus og på heden mødtes Midtjylland med Brøndby. De to tophold gjorde arbejdet færdig, men i begge tilfælde skulle vi dybt ind i kampen, før resultatet materialiserede sig.
FCK fik sig et chok, da AGF allerede efter 90 sekunder havde bragt sig i front. Et fint indlæg fra Mikanovic når Jakob før sin tvillingebror Peter Ankersen og udplacerer Joronen. Trods flere momenter, hvor AGF forsøger at lægge pres på hjemmeholdet, varer det ikke længe før AGF forfalder til at stå og tage imod.
I det 21. minut buser Guira som så ofte før i ryggen på sin modstander. På det efterfølgende frispark demonstrerer Robert Skov sin ekspertise og knalder bolden ind fra de 28 meter med et brækkende skud, som Whalley ikke når ud til.
Anden halvleg har en herlig begyndelse med gode muligheder i begge ender. Men efter seks minutters spil hopper bolden foran Robert Skov som klipper til med en fremragende knaldhård helflugter op ad fjerneste stolpe, 2-1. Nu forventede de fleste sikkert, at hjemmeholdet ville styre sejren sikkert i hus. Men AGF fik få minutter senere etableret et flot kontraangreb, hvor Ankersen fandt Sana, der ekspederede hurtigt videre til en fremstormende Jens Stage, der med en perfekt inderside udplacerede Joronen fladt i det lange hjørne.
Herfra sætter FCK tryk på, og århusianerne forsvarer sig. Det går galt i 78. minut, da Boilesen rykker igennem midt for mål og udplaceret en forstenet Whalley med en behersket inderside, og to minutter senere afgør Victor Fischer matchen, da han får bolden foræret af Juelsgaard og viser sin scorings-klasse. 4-2 er et retvisende billede af styrkeforholdet. Københavnerne har ganske enkelt bedre spillere på omtrent alle positioner end AGF. Men århusianerne skal roses for en god indstilling, hvor alle kæmper for sagen.
Mod slutningen af kampen indskifter AGF den nye spiller, den tidligere FCK’er, Youssef Toutouh, som hovedstadspublikummet tager fint imod. Det opførte sig med større klasse end FCKs manager, der helt uhørt går hen og giver sin tidligere spiller flere kommentarer med på vejen, da han står klar til indskiftning.
Victor Fischer
Jeg håber ikke, den ellers begavede Victor Fischer lader sig smitte med sin chefs manglende dannelse, men kom i tvivl da jeg så Victor sende en langemand mod publikum efter sin scoring. Det klæder ikke Poul Pedersens barnebarn!
Mandag aften blev vi vidner til et brag af en kamp i Herning. Også her åbnede kampen med en lynscoring. I tredje minut får målmand Jesper Hansen en tilbagelægning ude i sin venstre side, han tøver lidt inden han får sparket, og da er Brøndbys Wilczek kommet så tæt på, at han kan blokere skuddet, der springer til Uffe Bech, som med sit kolde højre ben sender kuglen i det tomme mål.
Dal Hende – dobbelt målscorer
Men hjemmeholdet svarer lynhurtigt igen, da Dal Hende får ram på en mislykket clearing inde i feltet, så flugteren efter en mindre afretning kliner sig op af fjerneste stolpe og i mål. Brøndby viser sig fra sin mest offensive side med stærkt genpres og større nøjagtighed i boldomgangen end midtjyderne. De gule får belønning for sit pres, da en returbold efter et hjørnespark falder til Johan Larsson, der trykker til bolden, som pisker i mål fra 18 meter.
Men Brøndby kan ikke følge op på sin gode første halvleg. Holdet blir taget på sengen ganske kort efter pausen, da Mabil bander på sin højre wingback, Joel Andersson, og med en lynhurtig inderside udspiller Joronen ved første stolpe, 2-2. Midtjyderne får bedre styr på sin boldomgang, bl.a. med fine afspil fra Scholz og med gennembrud over kanterne.
Begge mandskaber tilspiller sig gode afslutninger, som dog alle bliver blokerede, indtil Jakob Poulsen i det 76. minut slår en returbold efter hjørne over til rummet foran 2. stolpe, hvor Dal Hende viser sin hovedspilstyrke og pander bolden utageligt ind. Rigtig farlige bliver Brøndby ikke i afslutningsfasen, og FCM er ikke ufortjente vindere.
I England fik West Ham et hårdt tilkæmpet point ude mod Leicester. Efter en halv times spil scorer Hammers midterforsvarer i to forsøg, da første forsøgs hovedstød på overliggeren faldt ned til ham igen. Men få minutter senere blev anfører Mark Noble korrekt udvist for en alt for voldsom tackling hen over bolden.
Med 10 mand forsvarede West Ham sig godt, indtil 89. minut da Leicesters midtbanespiller Ndidi forsøger sig fra distancen. Skuddet rettes af på Balbuena og Hammers dygtige keeper, Fabianski, kan kun se til, da skuddet ændrer retning og går i mål. Bittert for West Ham, som ville mere end det ene point.
Resultatet af denne kamp blev hurtigt ligegyldigt, da Leicesters ejer og fire andre efter kampen forulykker lige ved stadion i et helikopterstyrt, der koster dem alle livet.
Rundens sidste match blev udspillet på et forfærdeligt græstæppe. Wembley havde lagt hus til en amerikansk fodboldkamp i weekenden – helligbrøde! Det betød at topkampen Mellem Tottenham og Manchester City fik langt fra optimale vilkår. City vandt fortjent 1-0!
Men for Fodboldromantikeren var weekendens vigtigste kamp min barndomsklub, Koldby-Hørdums sejr på udebane i serie 3 i Lemvig. Det betød overlevelse i rækken. Her, midt i Thy, fik jeg min fodboldopdragelse og på den gamle bane i Koldby var mit andet hjem som dreng. Jeg har stadig god forbindelse med barndomsklubben, hvor min bror i mange, mange år har været og stadig er fodboldleder. På de kanter er Koldby-Hørdum en hæderkronet klub, der også har fostret mange fine fodboldspillere, bl.a. Calle Facius, der har spillet Europa Cup kampe for både AaB og Vejle.
Tag ikke fejl, for mange rundt om i Fodbold-Danmark er deres klubs serie-status af største betydning! Uanset niveau vil fodboldspillere vinde, men ikke som i mange såkaldte professionelle klubber “for enhver pris”, og det er netop det smukke ved amatørklubberne!