– Spillerne kunne ikke give mig en bedre fødselsdagsgave, sagde den 65-årige fødselar. Han fejrede sin fødselsdag i Liverpool, hvor Everton søndag tog imod West Ham. Gæsterne har haft en forfærdelig indledning på sæsonen med fire nederlag i træk. Pellegrini, fødselaren, havde foretaget seks ændringer fra holdet, der hjemme tabte til Wolwes. Bl.a. var Mark Noble tilbage og Yarmolenko var med fra start på højre kant.
Efter en lidt famlende begyndelse, hvor Everton så bedst ud, tog kampen en drejning, da Hammers satte et kontraindgreb ind med Obiangs dybe bold til Arnautovic, som uselvisk skubbede bolden på tværs til en fri Yarmolenko, der scorede sikkert. Da var der spillet 11 minutter. Herfra spillede bundholdet med meget større selvtillid. En solid central midtbane trevlede det meste op, og Anderson på venstre kant, Yarmolenko som nævnt på højre og Arnautovic i front boltrede sig.
Yarmolenko – 2 mål
Da Noble opfangede et dårligt udspark fra Evertons keeper, Pickford, og fik den bugseret til Yarmolenko, viste sidstnævnte sin klasse, da han trak ind i banen og med sin venstre curlede bolden smukt over i fjerneste målhjørne til 0-2. Men Yarmolenko var lige ved at koste et mål, da han tabte bolden i et opspil, så Evertons forward, Tosun, efter et par træk fik en åben skudmulighed, som Fabianski flot afværgede. Alligevel lykkedes det hjemmeholdet at få reduceret i det andet minuts overtid (hvor dommer Atkinson så havde den fra?), da Gylfi Sigurdsson headede et indlæg i mål ved at presse sig foran centerforsvareren Balbuena.
Men kampen fik sin egentlige afgørelse efter en times spil, da Obiang og Arnautovic kombinerede sig til en målchance, som Arnautovic scorede på ved at kaste sig ned og få en fod på Obiangs indlæg. Desværre blev østrigeren skadet og måtte lade sig udskifte med Antonio. Trods et par gode chancer til Everton – den største til indskiftede Niasse, der i 83. minut flugtede på overliggeren fra tæt hold – havde Hammers nogenlunde kontrol og kørte sejren og fødselsdagsgaven i hus!
Det var ikke dommer Atkinsons fortjeneste – og det skal det heller ikke være. Men som så ofte før får man som Hammersfan indtryk af, at Atkinson ikke kan lide West Ham. Der var ingen linje i hans afgørelser. Der var mange eksempler på at spillerne rev hinanden ned. Nogle gange gav det advarsel, især til West Ham spillerne, andre gange blev kortene i lommen. Statistikken viser at Everton begik 18 frispark, West Ham 15. Gule kort: Everton 2, West Ham 5. Det kunne principielt godt være korrekt alt sammen – det var det ikke!
For Hammerstilhængere må det bekymre, at hverken Zabaleta eller Musuaku forsvarer særlig godt, og begge pådrog sig da også advarsler, men værre var det, at de ikke formåede at dæmme op for indlæg fra siderne. Heldigvis har West Ham er dygtig keeper – også i luftspillet – i Fabianski. Det løfterige består mest i at sammenspillet blandt de tre mest offensive kort ser målfarligt ud. På midtbanen så Rice stærk ud, og i denne kamp viste Obiang overraskende gode offensive takter.
I Horsens var Kasper Junker kampens tema. Efter skiftet fra AGF til Horsens ti minutter før dead-line, lå det i kortene, at han ville score mod sin gamle klub. Det tog ham kun 10 minutter at indfri den forventning, da han satte hovedet på et fint indlæg fra Nymann. Junker nåede foran Backman og dirigerede bolden ned i det lange hjørne uden for Whalleys rækkevidde.
Junker – 1 mål
Men Bundu svarede lynhurtigt igen med en smuk vending med bolden og et fladt skud i det lange hjørne til 1-1 efter et kvarters spil. Men Horsens havde lugtet blod, og sendte bolde ind foran AGFs mål, hvor forsvarerne stod meget dybt. Samtidig var midtbanespillerne for passive, når hjemmeholdet havde bolden i området foran AGFs straffesparkfelt. Begge dele udnyttede de gule. Efter en halv times spil scorede Reese sit første mål for Horsens, da han prikkede et hjørnespark i mål, da hans oppasser, Juelsgaard tøvede.
Nede med 1-2 måtte Backman lade sig udskifte med en skade, og ind kom Pierre Kanstrup i midterforsvaret ved siden af Juelsgaard. Tre minutter før pausen fik Horsens’ Hansson masser af plads til at fyre af fra distancen, og da begge midterforsvarer vendte ryggen til skuddet blev det rettet af og snød dermed AGFs målmand. Nu var det uventede sket. Horsens havde scoret tre mål på en halvleg, og ligaens stærkeste forsvar – efter målscoren at dømme – havde indkasseret et mål hvert kvarter!
I begyndelsen af anden halvleg fortsatte det unormale. Dommer Anders Poulsen dømte straffe, som Mikanovic med et benspænd begik mod Junker. Efter lidt tøven ændrede dommeren det til et frispark uden for feltet, hvilket billeder på storskærmen viste var korrekt. Men kendelsen blev først ændret efter billederne var rullet over storskærmen. En uofficiel VAR-dom, hvilket dommeren benægtede efter kampen. Hans forklaring var, at han havde fået hjælp af sit team, selv om han selv var den, der var langt tættest på forseelsen!
I stedet blev det AGF, der kom på måltavlen, da Bundu med en fremragende aflevering på et smukt kontraangreb fandt Casper Højers hoved ved fjerneste stolpe. 3-2. Efter en god times spil tog David Nielsen sin svageste spiller ud. I stedet for Ankersen var der debut til den marokanske angriber Mmaee, der var tæt ved at score på et hovedstød på et fint indlæg af Bundu i 73. minut. Nærmere kom de hvide ikke en udligning.
Et par minutter forinden var Amini blevet udvist for at give Hansson en albue i maven. AGF’eren mente, at han forinden var provokeret af et niv i armen. Men uanset dette burde Amini være så rutineret, at han afstår fra at svigte sit hold med en så tåbelig reaktion!
For hjemmeholdet spillede Junker en god kamp og Mathias Hansen og Søren Reese ser solide ud i midterforsvaret. Derimod har jeg svært ved at forstå, at Heltne Nilsen er hentet ind. Langsom, mange dårlige afspil, men til gengæld går han jævnligt over stregen i sine nærkampe.
Hos AGF var Bundu stærkt spillende, farlig og chanceskabende. Sana var god med bolden, men hans attituder, når modstanderne har bolden, er fornærmende. Der er hele spekterets bredde i defensiv nærkampindsats fra Heltne Nielsen til Sana! Til gengæld så AGFs forsvarslinje rystende dårlige ud med masser af fejl i det centrale forsvar og manglende evne til at afvise indlæg fra kanterne hos backs, især Mikanovic, der heller ikke havde held med sine indlæg, når han styrtede frem ad banen. Måske skyldes usikkerheden i backkæden, at medspillerne savner tillid til den nye keeper og hans evner ude i feltet?
I Herning havde Midtjylland krammet på FCK, der blev nedkæmpet med disciplin og nærkampstyrke. Hvor dommerteamet i Horsens åbenbart evnede at hjælpe en dommer, der havde hjælp behov, var der tilsyneladende ingen i teamet, der reagerede, da Dame N’Doye fik lov at rykke Sparv ned på et hjørnespark, så N’Doye fik en fri heademulighed til scoring. Underligt at dommerteamet med Mads-Kristoffer Kristoffersen med fløjten ikke har specielt øje på N’Doye, som er FCKs stærkeste header?!
Og i Brøndby kneb det for dommeren, her Kehlet, at fløjte for en offensiv forseelse, som førte til scoring, da Mukhtar tog bolden med hånden i sit gennembrud der førte til reducering til 1-2 mod Sønderjyske, der dog sejrede med hele 4-2.
Er jeg for meget efter dommerne?
..............Fodboldromantikeren 