Drama og overraskelser!

Overraskelser og drama, to vigtige ingredienser i vores kærlighed til fodbold på topplan. Det fik vi i rigt mål i rundens kampe i PL og SL!

Det største drama faldt vel i allersidste kamp, Manchester United versus Tottenham. Efter choknederlaget til Brighton i anden runde havde Mourinho skiftet seks spillere og søgt en ny formation. Blandt de nye var flere, der var uden egentlig matchtræning: Matic, Jones, Smalling. Ville det gå godt mod et af de mest målfarlige mandskaber i rækken?

I 1. halvleg lykkedes det faktisk United med et højt pres at bringe modstanderne ud af fatning. Halvlegen var fyldt med fejlafleveringer, hvoraf Tottenhams venstre back, Danny Rose, stod for den største. Efter et kvarters spil ville han lægge en aflevering tilbage til sin målmand, men spillede i stedet Lukaku fri. Den store angriber rundede Lloris, men hans højre inderside lagde bolden snert forbi det tomme mål, og nærmere kom ingen af de to hold inden pausen.

christian-eriksen

Anden halvleg blev helt anderledes. Spurs fandt sin vandte stil med kvalitetsafleveringer og direkte spil. Christian Eriksen bidrog i høj grad til at London-holdet løftede sig. Blot fire minutter ind i halvlegen fandt Trippier med et præcist hjørnespark Harry Kane, der headede bolden tilbage højt i højre hjørne, da Jones ikke magtede opdækningen. Kun to minutter senere faldt scoringen til 0-2, da Christian Eriksen med en millimeterpræcis aflevering skråt bagud fandt lille Lucas, der firsttimede bolden fladt i det lange hjørne.

De røde var helt fra koncepterne. Stærkt understreget, da indskiftede Lindelöf lavede en “Danny Rose” til Alli, som dog ikke formåede at passere De Gea. Men ydmygelsen blev en realitet for United, da Lucas i 84. minut afdriblede Smalling i høj fart og rykkede fri, sparkede fladt og langt til fjerneste sidenet og scorede til 0-3.

Men også bysbørnene fra City skuffede i tredje runde, da de kun formåede at spille 1-1 ude mod Wolwes i en flot kamp, som hjemmeholdet havde stor ære af. Kampens smukkeste sekvens faldt midt i første halvleg, da Sterling brysttæmmede en høj bold og fra 30 meter halvflugtede med højre ben et drøn i retning mod øverste højre hjørne af målet, men Wolwes keeper, Patricio, springer og med venstre hånd lykkes det ham at vippe skuddet op på overliggeren og ud. Smukt!

Dommer Atkinson havde to meget problematiske kendelser efter ca. et kvarters spil i anden halvleg. Først godkendte han Wolwes mål, som Boly scorer med hånden, da han kaster sig frem til et indadskruet frispark. Kort efter vinker han afværgende, da David Silva nedlægges bagfra af Neves i Wolwes felt. Udgang: Wolwes fører 1-0, hvor det i stedet kunne være City, som på et straffespark kunne have bragt sig foran. Forståeligt nok brokkede Silva sig noget, som Atkinson honorerede med en advarsel. Ti minutter senere bliver Aguero rykket ned i feltet, ikke voldsomt, men nok til at bringe ham ud af balance, og slet ikke nok til at Atkinson reagerede.

Arsenal fik sine første points, da de hjemme havde besøg af West Ham, der trods et føringsmål af Arnautovic ikke formåede at hente noget med hjem. Retfærdigvis skal det siges, at Hammers trods 1-3 så bedre ud i denne kamp end i de to første. Felipe Andersson i en hængende angriberrolle tegner lovende. Med til billedet hører også, at Arsenals andet mål var en afrettet bold på en Hammersforsvarer, og Gunners tredje mål faldt i overtiden.

Hjemme i Superligaen er det værd at notere, at Van der Vaart fik de sidste 25 minutter for Esbjerg, da de mandag aften overraskende slog AaB i Aalborg med 1-0, og at hollænderen servede nogle fine død-bolde.

 

Mikkel Qvist blev matchvinder, da den store Horsens-spiller headede sig på måltavlen i første halvleg ude mod Nordsjælland. Hjemmeholdets unge teknikere kunne slet ikke finde rytmen og strukturen, og så blev det endnu et overraskende resultat.

OB ser ud til at have overvundet sin krise, da de med 2-0 slog VB i Nørreskoven, og for første gang i indeværende turnering holdt nullet – uden Kenneth Emil Petersen!

Både Brøndby og FCK vandt, men med besvær mod mere upåagtede Vendsyssel og Sønderjyske, mens Midtjylland komfortabelt slog Randers.

AGF vandt med hele 2-0 i Hobro, men uden rigtig at imponere. I første halvleg var Hobro bedst, men var ikke agtpågivende, da Bror Blume i det 10. minut sendte et hjørnespark i en halv meters højde ind foran første stolpe, hvor Amini løb til og stangede bolden i mål. Kampens anden scoring faldt efter to minutter i anden halvleg, da Mikanvoic lagde en lang crossbold hårdt ind foran mål, hvor centerangriber Jens Stage løb til og satte indersiden til.

Hobros trussel er Kirkevold, hans skudstyrke og målnæse. Men endnu er han ikke i kampform, så han måtte nøjes med et godt curlet forsøg fra kanten af feltet tæt forbi den ene opstander.

Sana kom på banen for AGF i stedet for Bror Blume, men på trods af et enkelt fint bandespil viste det sig en svækkelse af århusianerne. Peter Ankersen havde heller ikke en vellykket dag, og Juelsgaard havde problemer med adresseringen af mange af sine afleveringer. Alligevel kan vi efter syv runder notere, at AGF har rækkens bedste forsvar målt på mål imod, 3 stk. På minussiden hører, at kun AaB har scoret færre mål end AGF 6 stk. Solidt uden at være prangende!

 

Skriv en kommentar