Den største kamp i Jylland er tilbage. De to mest vindende, jyske traditionsklubber, AGF og Vejle tørnede sammen i landets bedste række mandag aften på Vejles nye stadion. Ny i hvert fald set i historiens lys. For vi skal tilbage til 1960 for at finde den kamp, der har sat publikumsrekord til fodbold i Vejle. Tælleapparaterne brød sammen, men man mener, at der var ca. 23.000, der på det gamle stadion så AGF vinde 5-4 – eller rettere så eller forsøgte at se!
I begge lejre har rivaliseringen mellem de to storklubber været intens. – AGF har altid været den klub, vi helst ville slå. Kampene mod AGF har altid været dramaer, siger den gamle VB-målsluger Steen Thychosen til Vejle Amts Folkeblad. Kampene mod AGF har altid været dramaer, også i ungdomsårene.
I gamle dage var klubskifter sjældne og næsten altid beroende på at den pågældende flyttede efter job eller uddannelse. Det vakte da også opsigt, da Vejles topscorer, Henning Enoksen, i 1962 skiftede til AGF. Men det hang sammen med at læreren fra Damhaven Skole i Vejle fik tilbudt en stilling som seminarielærer på Marselisborg Seminarium. Men i sin første sæson blev Enoksen, eller Nokke som han blev kaldt, topscorer for sin nye klub. I alt scorede han 154 mål i landets bedste række, 71 for VB og 83 for AGF. Alle tiders rekord!
Henning Enoksen, Troels Rasmussen, Alex Nørlund og Bo Harder
Siden skiftede spillerne som bekendt om ikke for et godt ord, så ofte for en god betaling eller for en bedre karrieremulighed. Der har været en hel del spillerskifte mellem de to klubber. Flest fra Vejle til AGF, bl.a. Troels Rasmussen, John Sivebæk, Johnny Mølby, Alex Nørlund, Erik Boye, Brian Steen Nielsen, Henrik Risum og Jacob Laursen. Enkelte har skiftet den anden vej: Bo Harder, Henrik Bøgebjerg og Danilo Arrieta. (Mange af disse skift har været efter en eller flere mellemstationer).
Til mandagens kamp var udebaneafsnittet udsolgt med 2.289 solgte billetter. Men også vejlenserne var mødt talstærkt op, så det fine fodboldstadion blev fyldt og stadionrekorden blev sat med 10.254 tilskuere. De fik en første halvleg, hvor hjemmeholdet dominerede og århusianerne havde svært ved at finde hinanden. Dino Mikanovic indledte således kampen med hele fire håbløse lange afleveringer op til modstanderne inden for de første syv minutter.
I anden halvleg åbnede VB bedst, men da Amini blev sat på banen 10 minutter inde i halvlegen fik han straks sat kampens bedste angreb op med en dyb indenoms aflevering til Casper Højer, som firsttimede en bagud-aflevering (som nu kaldes en cut back, ak ja!) til Bror Blume, der fra kanten af feltet straks satte en perfekt venstre inderside på bolden, der strøg ind tæt op ad fjerneste stolpe.
Det frigjorde en masse energi hos de hvide, der havde en stærk offensiv periode. Men på en lang bold frem mod VBs frontduo, Nilsson og Soussa, lykkedes det Soussa at kontrollere bolden i feltet og med et par snævre træk at bringe Juelsgaard ud af balance, så han satte benet ud, og Soussa gjorde ikke noget for at undgå det klodsede erobringsforsøg. Straffe, som Soussa stensikkert omsatte til udligningen. 1-1.
Afslutningen blev hektisk med et par enorme chancer til AGF for at hente den første sejr. Kasper Junker var endnu en gang den store synder. Trods et meget stort løbearbejde af Junker og sin evne til at lægge pres på forsvarerne, må David Nielsen være fristet til at lede efter en anden løsning som topangriber.
Anden halvleg reddede opgøret, der med en intens kulisse fik den gamle frase om, at der lugter af fodbold i Nørreskoven til at give fornyet mening. VB har kreative, spændende spillere i Schoop, Muccoli og Soussa og en dygtig midstopper i Mads Greve og i Bajza en glimrende målmand. AGFs bedste var Backman, der med forudseenhed, luftstyrke og vilje er en stærk midterforsvarer, der alt for ofte må rydde op efter fejl af de øvrige i backkæden.
Fodboldromantikeren havde oplevelsen af at overvære kampen i udebaneafsnittet. AGFs fans er stærkt engagerede, højlydte og medlevende. Jeg kunne så godt undvære de latrinære brøl. Fx. hver gang hjemmeholdets spillere blev læst op af stadionspeakeren, så er forventningen, at publikum skal brøle spillerens efternavn (latterligt invasivt påfund hentet i andre idrætsgrene), men her brølede AGFs fans hver gang “Røvhul” efter Vejle-spillerne! Andre gange og mange gange lød det taktfast: “Lorte Vejle, lorte Vejle”. Her fra skal lyde en opfordring til stadionspeakerne om at vende tilbage til at læse spillernes for- og efternavn uden al den kunstige lir, man forsøger at bygge op.
Denne dato, 30. juli 1966, var også dagen, hvor England vandt VM ved at besejre Vesttyskland 4-2 på Wembley med tre scoringen af Geoff Hurst og et af Martin Peters, begge fra West Ham, og Jules Rimet-trofæet blev løftet af holdets anfører, Bobby Moore, West Ham.
..............Fodboldromantikeren 