Superligaen 2018-19 er sidste sæson i denne omgang med 14 hold i den bedste række. Fra næste sæson skæres SL ned til 12 hold. Et af argumenterne er, at 14 hold er for mange til at opretholde et højt niveau i alle kampe. Det forekommer mig at være uden belæg i realiteterne. De tre oprykkere, Vejle, Esbjerg og Vendsyssel kom alle fint ind i Superligaen, da de opnåede syv points mod etablerede SL-klubber.
Vejle lagde ud fredag aften med en hjemmesejr på 3-1 over Hobro, der i sidste sæson var meget tæt på at komme i mesterskabsslutspillet. Ganske vist fik de en virkelig velkomstgave af dommer Benjamin Willaume-Jantzen, da VARmen steg ham til hovedet, så han dømte et straffespark, da en Hobro-spiller aldeles uforsætligt fik en hånd på bolden, endda selv om han holdt den tæt ind til kroppen. Skandaløst! Men VB viste klassisk positionsspil i Nørreskoven, baseret på god Vejle-teknik og en base i den dygtige målmand Pavol Bajza og den stærke midtstopper Mads Greve.

Esbjerg var oppe mod både bronzevinderne Nordsjælland og deres kunststofbane, men formåede på en god anden halvleg at udligne hjemmeholdets føring til resultatet 1-1. Det blev formentlig afgørende, at Nordsjællands anfører, den meget talentfulde Mathias Jensen måtte udgå i første halvleg med en fiberskade. Der var masser af ungdom på banen og ikke kun fra Nordsjællands side. EfBs udlignende mål stod de to teenagere for, Anders Drejer med oplægget og Jacob Lungi Sørensen med den kølige afslutning.
Den tredje oprykker, Vendsyssel, havde hjemme besøg af OB, der af mange regnes som et seriøst bud på en plads i mesterskabsslutspillet. Men de undertippede nordjyder viste masser af mod og fight, da den første halve time var vel overstået. I anden halvleg strøg Moses Oponda let forbi Kenneth Emil Petersen og co. i OB-forsvaret og servede en tap-in for fødderne af Sebastian Czajkowski, der bragte Vendsyssel på sejrskurs, og der forblev de og høstede de første tre points med en 3-2 sejr.
Moses Opondo, 1 assist og 1 scoring
Men det var ikke de eneste overraskelser i skyggen af VMs afslutning. Lørdag tog mesterholdet, Midtjylland, mod AGF. De hvide lagde frisk fra land og dominerede den første halvdel af første halvleg og var tæt på en scoring, da Bror Blume ramte undersiden af overliggeren. Dommer Anders Poulsen undlod helt uforståeligt, selv for spilleren, at give Mikkel Duelund sit andet gule kort allerede efter et kvarters spil.
I anden halvleg kom hjemmeholdet meget bedre med og spillede den forventede dominerende rolle. Nytilkomne Okasun havde et hovedstød efter hjørne på den ene opstander, som hjemmeholdets bedste forsøg. Pierre Kanstrup så defensivt svag ud i et par situationer og måtte i 88. minut begå et kluntet straffespark for at hindre en umiddelbar scoring af Artem Dovbyk. Jakob Poulsen – den sikre skytte, der ikke har brændt for Midtjyllanf fra 11-meterpletten i 16 eksekveringer – sparkede et glimrende forsøg i sin højre side, men Jovanovic klarede i fornem stil. Og så blev det en 0-0 kamp, men en af de bedre med høj intensitet og to hold som ville fremad!
Og mandag aften kom måske rundens største overraskelse, Horsens 2-1 sejr i Parken over København. En af forskellene mellem de to hold var målmændene. Stefan Andersen gik helt fejl på et af Mikkel Qvists lange indkast og det kostede mål nummer to, mens Horsens’ nye målmand Matej Delac reddede et straffespark fra Viktor Fischer ved stillingen 1-2. Horsens viste ustresset omgang med bolden, mens flere af hjemmeholdets spillere blev mere og mere frustrerede.
AaB vandt ude over Sønderjyske på Kasper Kusks frisparksmål i en lige kamp uden den store kvalitet. Brøndby levede op til favoritværdigheden ved at vinde 2-0 i Randers mod et godt kæmpende mandskab.
Superligaen er kommet i gang med resultater, der peger på uforudsigelighed. Men meget kan naturligvis ændre sig – også fordi transfervinduet er åbent halvanden måned endnu!