Lørdag blev en festdag for mange danske fodboldfans – og ikke mindst for Fodboldromantikeren. Hovedretten i festmiddagen skulle vise sig at være forretten på dagens menu:
Lørdag 16. maj blev AGFs nye klubhus på Fredensvang indviet med manér. Naturligvis med taler og med åbent hus. Men dagen blev yderligere en fest takket være dét, det hele drejer sig om på Fredensvang, fodbold! 1. april 2017 begyndte opførelsen af et nyt klubhus på Fredensvang med entreprenørfirmaet Raundahl & Moesby A/S stående for processen.
Det nye klubhus er på 1800 m2 og rummer alt, hvad et fodboldhjerte kan drømme om. Lækre omklædningsrum, fine behandlerfaciliteter og styrkerum, kontorer og en lille biograf, hvor spillerne kan få forevist videosekvenser, som de forhåbentlig kan lære af. Heldigvis er der trukket memorabilia med over fra det gamle, legendariske klubhus i form af pokaler, de berømte træplaketter og andet mindeværdigt. Og så er der selvfølgelig fine cafeteria-faciliteter. For tilskuerne er der en kæmpestor udendørs terrasse med førsteklasses udsigt til bane 1, der heldigvis stadig er en græsbane!
Perfekt timet spillede AGFs U 17 sin sidste turneringskamp midt på eftermiddagen. Med en sejr ville holdet kunne kalde sig Danske Mestre. Modstanderne var Haderslev, som overraskede med at bringe sig i front, men hjemmeholdet fik hurtigt sat skik på spillet og inden pausen var de hvide i front med 3-1. I anden halvleg blev klasseforskellen mere udtalt og slutcifrene 7-1 understregede, at AGF med brask og bram slog mesterskabet fast.

De unge AGF’ere rummer meget talent. I dagens kamp hæftede jeg mig ved midtbanespillerne Mads Bager med det store overblik og lynhurtige Albert Erlykke Grønbæk, men også anfører Mikkel Møller Lassen faldt i øjnene som en moderne forsvarsspiller, der også kan støde frem i banen og endda score.
Det er andet år i træk, at AGF bliver danske mestre i U-17. Det lover godt for talentarbejdet på Fredensvang – og forhåbentlig bliver der igen en varm fødekæde op til superligaholdet!
Som bekendt spillede Danmark den første kamp ved VM i Rusland. Det blev til en heldig 1-0 sejr over ineffektive Peru. Men takket være en storspillende Kasper Schmeichel holdt danskerne nullet. De kæmpestore forventninger til Christian Eriksen levede han ikke op til i denne kamp, men vi må håbe på at han ikke virker helt så træt i de følgende kampe.
Efter 12-skalaen er Fodboldromantikerens karakterbog denne:
Schmeichel 12
Dalsgaard 4
Kjær 10
Christensen 7
Stryger 02
Schöne 4
Delaney 7
Eriksen 4
Poulsen 4
Jørgensen 02
Sisto 4