I Pinsen faldt langt de fleste brikker i dansk topfodbold på plads. FC Midtjylland blev for anden gang i klubbens historie Danske Mestre efter en smal 1-0 sejr hjemme over Horsens. Brøndby snublede i næst sidste runde i Horsens og formåede ikke at rejse sig, da det blev 1-1 hjemme mod AaB på sidste spilledag. Dermed blev der aldrig rigtig spænding om afgørelsen af mesterskabet i afsluttende spillerunde.
Horsens, som har imponeret ved at komme med i mesterskabsspillet, fightede ihærdigt i Herning, men nåede ikke samme spillemæssige højder som hjemme mod Brøndby. Til gengæld var Midtjylland langt under vanlig standard, så kampen var relativ lige. Typisk afgjordes den af en standardsituation, da Mads Thychosen kastede et langt indkast, som Onuachu headeforlængede til Dal Hende, der dukkede op ved bageste stolpe og bugserede bolden i mål. En helt typisk scoring for Midtjylland!
Midtjyllands anfører – Superligaens bedste spiller
De var lagt op til en stor fejring, alle sejl var sat til med helikopterlanding og guldkonfetti og champagne i lange baner, og som de købmænd, de er på heden, fik storsponsor Hessel endda lov til at køre rundt på banen i en åben bil af det mærke, han sælger. Det var nu ikke den eneste markering, som langt fra faldt i min smag. Værre var næsten den skrækkelige tifo, som hjemmepublikum rullede ud før kampens begyndelse: “Kæmp for alt hvad du har kær – dø om så det gælder – guldet skal hjem til heden”. Patetisk! Det er fodbold, vi taler om!
Horsens har udviklet sig igennem turneringen. Det er ikke bare lange Mikkel Qvist-indkast og kraftfulde headere i feltet. Holdet formår at lægge højt pres på modstanderne. Spillerne er taktisk disciplinerede og svære at bryde ned. En spiller som Jonas Thorsen har udviklet sig meget, arbejder fra felt til felt, fordeler mange gode bolde fra sin position på midtbanen. Holdet er blevet mere pasningssikkert og har udviklet sig fra et kontraspillende til et langt mere boldbesiddende hold.
Hvis Horsens har været årets mest positive overraskelse, har FCK til gengæld skuffet fælt. På sidste spilledag var chancen der for i det mindste at hente bronze, men i Farum holdt Nordsjælland for en gangs skyld stand over for modstandernes scoringsforsøg, og så blev resultatet 0-0. Nu skal FCK ud i play-off for overhovedet at få en chance i Europa. Det bliver mod enten Sønderjyske eller AGF. De to hold spillede fredag 2-2 i Århus i en kamp, hvor hjemmeholdet dominerede klart og førte 2-0 indtil begge hold begyndte at skifte ud. Udskiftningerne blev afgørende. AGF blev svagere, da Spelmann erstattede Bundu og Daniel A. Pedersen erstattede Guira. Bedre blev det heller ikke at Pusic blev afløst af Junker. Til gengæld havde Sønderjyske en heldig hånd, da Søren Frederiksen kom på banen i stedet for Uhre og kvitterede for tilliden med sønderjydernes reducerende mål. Afgørelsen falder i returkampen tirsdag aften.
I bunden blev Helsingør sendt ud af Superligaen, da Silkeborg hjemme med det yderste af neglene halede en 4-3 sejr hjem. Silkeborg viste et utroligt lavt niveau forsvarsmæssigt, hvilket må undre med Peter Sørensen som træner, da han som splller i høj grad forstod at forsvare.
Velkommen tilbage til det hæderkronede logo!
Direkte op fra næstbedste geled kommer Vejle Boldklub. Det er dejligt, at VB igen er at finde i landets bedste række. Fodboldromantikeren har haft mange gode år i VB som scout og som en del af den sportslige ledelse. I vejlensernes selvforståelse hører de rød-hvide naturligt hjemme i toppen af dansk fodbold. Men vi skal faktisk tilbage til 90’erne, hvor Ole Fritsen var træner for at finde den seneste stabile periode i Superligaen. Siden har Vejle ført en elevatortilværelse præget at store økonomiske problemer. Lad os håbe at der venter nye tider i Nørreskoven!
Tilbage står nu kun play off-kampene om pladserne i Superligaen. De går over to kampe og ser sådan ud: Silkeborg mod Esbjerg og Lyngby mod Vendsyssel. Mit gæt vil være, at Esbjerg og Lyngby vil trække de længste strå. Men nervepirrende bliver det for alle involverede.