Her langt inde i foråret er det eksamenstid – ikke alene ved de grønne borde på uddannelsesinstitutionerne, men i høj grad også i fodboldrækkerne. Vi er tæt på afslutningen, hvor de sidste brikker skal falde på plads.
I Premier League har det meget længe været afgjort, at det engelske mesterskab ville blive erobret af Manchester City i overlegen stil. Naturligvis spiller klubberne også for at komme med i Champions League i næste sæson. Men faktisk står der endnu mere på spil i kampen om at undgå nedrykning til Championship. For Fodboldromantikeren var det en stor forløsning, at det på tredjesidste spilledag lykkedes West Ham at sikre eksistensen i bedste række. Leicester, der reelt intet havde at spille for ud over æren og placeringspengene og måske managerens overlevelse, var langt fra fordums mesterskabsstyrke endda på eget græs. Hammers vandt 2-0, ikke mindst takket være en fornem helflugter af “Mr. West Ham”, Mark Noble, til 2-0.

Stoke er allerede rykket ud og West Bromwich har kun et spinkelt håb tilbage. Nedrykningen er først og fremmest et anliggende mellem Southampton og Swansea, men også Huddersfield kan nå at komme i fedtefadet. For Swansea vil nedrykning være ekstra svær at kapere, nu hvor Cardiff sammen med Wolwes er rykket op i PL.
I Superligaen er der nu taget hul på gyserkampene om nedryknings playoff. Helsingør satte på få minutter en gunstig position over styr hjemme mod Randers. Ved stillingen 1-0 brændte hjemmeholdet et straffespark. Skønt Randers ved samme lejlighed var blevet reduceret til 10 mand, lykkedes det med et flot direkte frispark fra stor afstand Kadril at udligne til slutresultatet 1-1. I Lyngby var hjemmeholdet helt udsædvanligt kommet på 2-0 mod Silkeborg, da dommer Michael Johansen uforståeligt fløjtede et straffespark, da Fosgaard med øjnene solidt rettet mod bolden vender sig om inde i feltet og uheldigvis rammer en modstander, der let falder til jorden. Aldeles uforsætligt! Og så blev det 2-1 og en hel åben affære i returopgøret.
Københavnerderbyet mellem FCK og Brøndby endte 1-1, og det åbnede døren lidt på klem i mesterskabskampen for Midtjylland, der mandag aften havde besøg af Nordsjælland. Det blev en kamp med mange fejl. De tekniske stod spillerne for. Men dommeren, Anders Poulsen, var langt fra ufejlbarlig. To store fejl, begge i Nordsjællands disfavør, kunne meget vel siges at være kampafgørende.

I kampens indledende fase overrumplede Nordsjællands målmand med et superlangt målspark op bag Midtjyllands bagkæde, hvor Mathias Rasmussen jagtede afleveringen ned mod Midtjyllands mål. Stopper Sanneh forfulgte modstanderen og løb ham ned bagfra. Ingen reaktion fra dommeren i en situation, hvor langt de fleste dommere ville dømme frispark og tildele Sanneh udvisning.
Minuttet efter stiger Sanneh til vejrs ind i Nordsjællands felt og pander Kian Hansen lange indkast i mål. Flot indøvet detalje, men bittert for udeholdet. Noget andet er så, at jeg ikke forstår, at et hold der er underlegen i luftrummet ved dødbolde ikke placerer en spiller på målstregen ved hver stolpe. Her ville det have forhindret scoringen, og det vil generelt lægge et større pres på præcision hos modstandernes headere.
I anden halvlegs 7. minut vælter Kian Hansen med et benspænd bagfra Jonathan Amon, men Anders Poulsen vinker afværgende. Klar fejldom, som forhindrede Nordsjælland i at udligne på det straffespark, der burde være dømt. I stedet lykkedes det Onuachu at øge til 2-0, da han smukt drejede en flad bold med en rundskæv ind ovre ved fjerneste stolpe.
Nordsjælland kom sent ind i kampen med et flot, flot reducerende mål ved genkomne Godsway Donyoh fra 20 meter. Men det lykkedes ikke at tippe den lige kamp over til det uafgjorte resultat, der ret beset ville have været fortjent.
Nu står mesterskabskampen lidt mere åben, men Midtjylland viste i mandagens kamp ikke mesterskabsklasse. Der skal mere angrebshidsighed og mere energi ind i holdet, hvis det skal slå Brøndby i det indbyrdes opgør, der venter på Brøndby Stadion.