Mesterskabsform!

Superligaen fortsætter med hæsblæsende flotte kampe i mesterskabsslutspillet. Brøndby havde søndag besøg af Nordsjælland. De to mest angrebsivrige hold gav igen hinanden og os, der så på, en medrivende kamp. Denne gang blev den dog ikke helt så spændende, som sidst de to hold mødtes. Dertil var Brøndby for dominerende!

Det unge Nordsjællandhold måtte undvære sin anfører, Mathias Jensen, der afsonede karantæne. Han var savnet, selv om Petry gled ind på holdet og gjorde en god figur. Men Petry har ikke den unge anførers store iscenesætterevner. Alligevel var det gæsterne, der først fik scoret. Efter et kvarters spil sparker Brøndbys centerforsvarer, Röcker, helt forbi bolden i en upresset situation. 18-årige Jonathan Amon opsnappede bolden og med en Asante aflevering i dybden, løb Amon fra Brøndbys centerforsvarere og placerede bolden halvhøjt op ad nærmeste stolpe.

Men føringen holdt kun kort, da Pukki spillede 1-2 ind i feltet med Mukhtar og derefter serverede bolden for Wilczek, der fra kort afstand fandt netmaskerne. Spillet fortsatte i et hæsblæsende tempo med masser af hele og halve chancer, flest til Brøndby. Men målene udeblev halvlegen ud.

I anden halvleg udnyttede Brøndby en kendt forsvarsmæssig svaghed hos Nordsjælland, da indskiftede Halimi i 61. minut sendte et hjørnespark højt over i rummet foran bageste stolpe. Her kunne Wilczek helt uden opdækning med uhindret tilløb stige til vejrs og heade kuglen i mål.

Fem minutter senere tilkender dommer Tykgaard Brøndby et straffespark, da Amon vil cleare en høj bold inde i feltet og ikke ser Johan Larsson, der fra den blinde vinkel får kilet sig foran Amon, som i stedet for bolden rammer Larsson. Amon har ikke set Larsson, men alligevel bedømmer Tykgaard det til en forsætlig handling – ellers kan han ikke dømme straffe! Pukki scorer sikkert fra 11 meter. 3-1.

Brøndby IF - Ob 1-2
Michael Tykgaard

Onsdag aften beklagede Midtjyllands leder, Claus Steinlein, sig på tv over, at dommerne mangler mod på Brøndby Stadion med henvisning til, at dommer Kristoffersen og hans linjedommer ikke dømte et soleklart frispark til Dal Hende en meter fra linjedommeren. En situation, der efter Midtjyllands mening påvirkede kampforløbet afgørende.

I årevis har mange trænere og ledere klaget over, at de to store hovedstadsklubber får alt for meget foræret af dommerne. Fodboldromantikeren er af samme opfattelse. Også i denne kamp faldt tvivlsomme situationer oftest ud til Brøndbys fordel. Det begyndte faktisk i syvende minut, hvor Wilczek uden tanke for bolden løber direkte og med fart ind i Nordsjællands målmand ved Brøndbys første hjørnespark. Tykgaard dømmer naturligvis frispark, men hvorfor får Wilczek ikke en advarsel for sin hensynsløse kropstackling? I 37. minut vælter Mukhtar Nordsjællands angriber, Asante, inde i feltet, da han både river ham ned bagfra og rammer Asantes fod. Tykgaard vinker afværgende! I 69. minut smider Brøndbys Halimi sig i Nordsjællands felt i et forsøg på at få tilkendt endnu et straffespark. Trods et klart forsøg på at filme, undlader Tykgaard at tildele Halimi en advarsel.

I “Onside” kunne man se endnu et eksempel, som bestyrker mistanken om nogle dommeres favorisering af de to store hovedstadsklubber. I Horsens var FC København på besøg, og her så man, at Horsens største hovedstødstrussel, Okasun, meget klart med to hænder omkring livet på ham decideret trækkes ned inde i feltet ved et af Horsens’ frygtede lange indkast. Soleklart straffe, men dommer Michael Johansens fløjte var tavs!

I Brøndby var hjemmeholdets sejr afgjort fortjent. En ligelig boldbesiddelse, men en statistik over skud på mål på 9-2 i Brøndbys favør. Det er en ganske overbevisende sejrsstime, Zornigers mandskab har leveret med to sejre over Nordsjælland, to sejre over Midtjylland og en sejr over FCK i de seneste 14 dage. Det er mesterskabsform!

Zorniger forlænger
Zornigers mandskab imponerer

Mesterskabsform viser Manchester City også i PL. Søndag blev det til en sejr på 4-1 ude mod West Ham, godt hjulpet på vej med to selvmål. For Hammers er der nu tre nervepirrende kampe tilbage, mens flere af bundholdene kun har to tilbage. Afstanden til nedrykningsstregen er betænkelig tæt på. Det kan stadig vise sig at de 35 points, holdet har, er tilstrækkelig, men så forudsætter det, at Huddersfield taber alle sine tre resterende kampe – ikke helt usandsynligt!

Skriv en kommentar