Rundens sidste kamp i Premier League var mandagens opgør på London Stadium mellem West Ham og Stoke. Med en sejr ville Hammers være så godt som sikre, mens Stoke med et nederlag ville være meget nær afgrunden ned til Championship. Det blev en nervøs, fastlåst forestilling med meget få målchancer, men indskiftninger sent i kampen fik afgørende indflydelse på udfaldet.
Det var også en kamp mellem to af kandidaterne til Englands målmandspost til VM. Hjemmeholdets Hart contra Stokes Butland. Den duel kom udfordreren, Butland, bedst ud af! Hart havde haft en forholdsvis stille dag, indtil Paul Lambert satte veteranen, headetruslen Crouch på banen. Men det blev ikke i højden 2-meter manden gjorde en forskel. Da Shaqiri i det 79. minut blandt venner og fjender fik sendt et fladt skud mod Harts mål, fumlede keeperen så grundigt med den ufarlige bold, at Crouch opsnusede fumleriet og skrabede bolden i mål. Pinligt målmandsspil!

Nu bragte David Moyes så til gengæld Hammers luftvåben, Carroll, på banen. På et af mange fine indlæg fra West Hams venstre back, Aaron Cresswell, svingede den store mand venstre benet og flugtede fremragende bolden over i fjerneste sidenet utageligt for Butland. Da skrev vi 89. minut!

Det var meget fortjent! West Ham havde langt de fleste chancer, 18-11 i skudstatistikken, og hjørnesparkene fordelte sig endnu mere skævt med 10 til hjemmeholdet og 1 til Stoke.
Det uafgjorte resultat kan Hammers bedst leve med. Der er syv point ned til nedrykningspladserne, hvor Stoke og Southampton hver har 28 point og West Brom 24. Men der er kun fire kampe tilbage for de to nederste og fem for Southampton. West Ham har ligeledes fem kampe tilbage og altså 35 point – måske nok til overlevelse?

Denne runde blev også markant, da West Bromwich slog selveste Manchester United på Old Trafford med 1-0 og dermed afgjorde, at Manchester City helt som ventet blev mestre. Det var dog næppe ventet, at det absolutte bundhold kunne ydmyge Mourinhos mandskab!
I Superligaen fortsætter parløbet helt i toppen. Både Brøndby og Midtjylland vandt weekendens svære kamp 2-1. Brøndby hjemme mod København og Midtjylland ude mod Nordsjælland. To fine og spændende topkampe.
Til gengæld blev meget afgjort i nedrykningsspillet. I begge grupper er de hold, der overlever og de hold, der skal ud i play off om nedrykning fundet. Med Hobros sejr over Silkeborg har Hobro og AGF sikret sig en ny sæson i Superligaen, mens Silkeborg og Helsingør skal i de nervepirrende opgør om billetten. I den anden gruppe har OB og Sønderjyske sikret sig, mens Lyngby og Randers indtil videre ikke kender deres skæbne.
Mest overraskende er det, at Silkeborg efter bare halvdelen af gruppekampene står med sorteper. De resterende gruppekampe har mistet en hel del af sin tiltrækning. Og meget få kan vel hidse sig op over udsigten til en række kampe om en udebanekamp om billetten til Europa. Til gengæld er det af stor betydning, at de sikrede hold nu kan planlægge det kommende transfervindue!