Det snerper nu for alvor til for de hold, der er nedrykningsfare – både i Premier League og i Superligaen. Fodboldromantikeren er gennem mange sæsoner vænnet til, at hjerteklubberne, West Ham og AGF, hvert forår må kæmpe for eksistensen. 2018 er ingen undtagelse.
På forhånd har det set værst ud for West Hams muligheder. Sidste hjemmekamp gav et nederlag til Burnley på hele 3-0 og medførte, at nogle frustrerede fans invaderede banen og andre samledes foran ejernes VIP-box med truende attituder. I det hele taget lignede det en klub i frit fald.
De tre ugers pause på grund af landskampene må have været værdifulde for staben omkring spillerne. I hvert fald var det et forvandlet mandskab, der lørdag igen indtog London Stadium. Trods den interne uro fik Hammers eftertrykkeligt sat Southampton på plads med en sejr på hele 3-0. En meget, meget vigtig sejr. Ikke alene for at genoprette troen på overlevelse, men også fordi modstanderne før kampen var tredjesidst med to points færre end West Ham. Altså en ægte 6-points kamp.
Arnautovic – to mål på London Stadium
På forhånd var en række normale førsteholdsspillere uden med skader: Reid, Collins, Lanzini, Carroll, Hernandez og Obiang. Og allerede efter syv minutter måtte Antonio trække sig ud, skadet! Moyes havde valgt Hart på målmandsposten og han stod en fejlfri kamp – måske først og fremmest fordi Southampton ikke havde ét skud indenfor rammen!
På de hjemlige breddegrader blev der lørdag taget hul på gruppespillet i den tunge ende. Det skete med en gedigen overraskelse, da Helsingør formåede at vinde 3-2 i Silkeborg, endda efter at have været bagud. Søndag mødtes de to øvrige hold i gruppe 1: Hobro hjemme mod AGF.
Hobro var det klart mest spilstyrende hold i 1. halvleg, hvor gæsterne dog efterhånden fik spillet sig mere og mere ind i kampen. Mod afslutningen af 1. halvleg, hvor AGF havde trykket på, fik Hobro et kontraangreb. Her undlod Mikanovic at støde op på Hobros nye angriber Sabbi, som fik tid og plads fra 20-25 m til at brage bolden op i målmandens øverste højre hjørne. Et spektakulært mål! Og en dukkert kort før pausefløjtet for AGF.
Men aldrig så snart var spillet genoptaget, før vi fik en lige så smuk scoring, da Sana vendte bolden over mod sit venstre ben lidt udenfor feltet og curlede bolden op i det fjerneste målhjørne – det selvsamme hjørne, som Sabbi havde scoret i. Bortset fra et godt hug mod det lange hjørne fra Junker, som Rask måtte ud i fuld længde for at afværge, havde de hvide set tandløse ud i første halvleg.
Midt i anden halvleg arbejder AGF med at brodere sig igennem, og da Sana forsøger sig med en 1-2-kombination ind i Hobros felt, væltes han af Brix-Damborg. Sana omsætter selv straffesparket stensikkert til 1-2. Sejren cementeres med Sanas hattrick, da han fem minutter før tid på et kontraangreb får masser af plads i venstre angrebsside til at lægge bolden fladt i det lange hjørne. 1-3! Sana soler sig, trækker trøjen af og sender den ud til det ellevilde udepublikum – gult kort! Hvis de fire strafpoints på et tidspunkt er med til at udløse en karantænedag på et vigtigt tidspunkt, findes der kun en dækkende beskrivelse af den handling (uanset at det næsten kan virke som sædvane for mange målscorere!).
Sana – koncentreret om opgaven
Men en stor kamp af Sana. Junker arbejdede stenhårdt. Amini havde en stor arbejdsradius, Pedersen og Stage var solide. Unge Magnus Kaastrup, som lige har indgået en fuldtidskontrakt med AGF, havde svært ved at sætte sit kreative aftryk på venstre-kanten. Der var vist ingen, der savnede Spelmann.
I de bageste rækker er der stadig meget at arbejde med. Jovanovic er elendig med fødderne. Igen sendte han en lang række bolde direkte ud over sidelinjerne i helt upressede situationer. Det kan ikke passe, at specialtræning ikke kan rette op på det!
Mikanovic træffer en række dårlige valg. Et gentaget mønster er, at han ikke skubber ud på boldholderen, men anbringer sig i positur med armene demonstrativt på ryggen og tillader boldholderen at slå sit indlæg. Kanstrup skal arbejde med sine clearinger, som ofte virker febrilske, hvor der burde bedre retning og ofte bedre længde – uanset om det er med hoved eller fødder.
Men en ualmindelig opløftende weekend!
Det var det også for Tottenham- og Christian Eriksen-fans. Efter 28 år uden sejr på Stamford Bridge lykkedes det søndag at vinde 3-1 og slå et hul ned til Chelsea på femtepladsen, uden for CL-pladserne. Eriksen viste sit store format. I første halvlegs sidste minut trykker han bolden i mål fra stor afstand med et hårdt dykkende skud af højeste karat. Derudover svinger han kampen igennem taktstokken og servicerer sine medspillere med en række mønsterafleveringer, herunder en indenomsaflevering til Dele Allis scoring til 1-3.
Jeg så to ret ens dommerpræstationer i Mads-Kristoffer Kristoffersen, som dømte Hobro-AGF og Andre Mariner, der dømte Chelsea-Tottenham. Begge lagde en linje, som nogle vil beskrive som international, dvs. det er tilladt at gå lidt hårdere til hinanden end reglerne egentlig foreskriver, mens jeg kalder det laissez-faire, laden-stå-til! En række små overtrædelser kan man måske nok leve med. Men i begge kamp var der aktørere, som klart tilsidesatte hensynet til modstanderen i en grad så det burde have fået konsekvenser. I Hobro kunne det gælde for Sabbi, der i første halvleg sparker Juelsgaard ned på vej ud over mållinjen og i anden halvlegs andet minut groft eftertackler Mikanovic – mindst til to gange gult. På Stamford Bridge var det næsten værre: Her burde Verthongen være sendt i bad for en svinsk tackling på Hazard, men Mariner vinkede blot spil-videre?! Dommerne har en afgørende rolle i at beskytte spillerne, tak!
..............Fodboldromantikeren 