Usportsligt makværk

Den nye turneringsstruktur i Superligaen blev i grundspillets sidste runde afsløret som et usportsligt makværk. Det er altid uheldig, hvis en sportslig struktur rummer en mulighed for at en udøver eller et mandskab kan spekulere i, at det kan være en fordel ikke at yde sit bedste. Det strider mod den fairness, som de fleste heldigvis forbinder med sport – også elitesport.

Achillessenen i Superligaens struktur er først og fremmest inddelingen i nedrykningsslutspillets to puljer. Med tre hold langt efter de øvrige hold, vil der uvægerligt blive en af de to puljer i nedrykningsslutspillet, som vil have meget stor afstand mellem nr. 2 og nr 3 i puljen ved indledningen af denne fase af turneringen. Den anden pulje kan have ingen eller meget få points mellem nr 2 og nr 3. Det er vigtigt, fordi der er en knivskarp forskel på at blive nr. 2 og nr 3, når puljen er færdigspillet. Nr. 3 skal ud i kampene om nedrykning via play-off, mens nr. 2 er sikker på en ny sæson i Superligaen.

I Herning blev denne uheldige konstruktion udstillet, da Midtjylland tog imod Sønderjyske. Da Niki Zimling i 86. minut udligner til 1-1 går det lidt efter op for Sønderjyskes spillere, at de øvrige kampe har maget det sådan, at Sønderjyske ved uafgjort kommer i den pulje, hvor der er lille afstand ned til nr. 3 i puljen. I det 90. minut scorer Midtjylland et uhyre let mål i en situation, hvor Sønderjyske reelt holder op med at forsvare. Bl.a. standser Simon Poulsen sit returløb, så Wikheim uhindret kan skubbe bolden i mål. Efter kampen udtalte Sønderjyskes egen spiller, Christian “Greco” Jacobsen, til en tv-reporter: “Alle kan se.. det er til grin .. det er noget mærkelig noget”. Og som den sportslige leder i Sønderjyske, Hans Jørgen Haysen, sagde i et TV-interview efter kampen: “I de sidste minutter går vi selvfølgelig ikke efter 2-2!”. Underforstået: for det ville have placeret os i den pulje, vi ville undgå.

Det er dybt pinligt for Sønderjyske, men altså også for turneringsstrukturen! Sønderjyskes ageren var unfair over for især Midtjyllands konkurrent til mesterskabet, Brøndby. Den del kommenterede Zorniger ikke særligt på, da Camilla Martin havde ham i studiet. Han understregede til gengæld, at det altid på et eller andet tidspunkt vil ramme en klub som en boomerang, hvis den bevidst spiller på at tabe!

Et andet aspekt af den samme sag kan illustreres af Hobros situation. Forud for sidste runde stod holdet med en chance for at spille sig i mesterskabsspillet og med 12 points ned til tredjesidste og 15 ned ti de to sidste hold i turneringen. Efter runden er Hobro i en nedrykningspulje, hvor de nu kun er fire points ned til nedryknings-playoff!

Det er en unfair konstruktion. Jeg ville foretrække en helt klassisk turneringsform, hvor de 14 hold møder hinanden ude og hjemme. Nummer sidst rykker direkte ned. Nummer næstsidst spiller én playoff-kamp på udebane mod nummer to i 1. division. Nummer tredjesidst spiller én playoff-kamp på hjemmebane mod nummer tre i 1. division.

Det giver en fair turneringsafvikling! Ulempen er for tilhængerne af flere kampe mellem de bedste hold, at der er for få af disse attraktive kampe. Det kunne løses ved at vi – i lighed med englænderne – indførte en divisionspokalturnering ved siden af Landspokalturneringen. Divisionspokalturneringen skulle alene være for Superliga- og 1. divisionshold. Vinderen skulle tildeles den ene af Danmarks pladser i Europa League playoff – den som nu er i spil mellem nummer syv og den højest rangerende klub, som er uden for pokal- eller mesterskabspladserne i Europa.

Lidt færre kampe kunne til gengæld medvirke til, at vi undgår at afgørende kampe skal spilles på frostkolde baner på publikumsfjendske tidspunkter!

I øvrigt er det værd at kippe med flaget for Horsens, som formåede at spille sig i mesterskabsslutspillet med et beskedent budget, og så kan klubben oven i købet vise sorte tal på den økonomiske bundlinje!

I Århus, hvor traditionsklubberne AGF og AaB spillede 0-0, beklagede spillerne sig over, at det var vanskeligt at spille på det tørre og knoldede underlag. Ak, ja, så mindes jeg hvad den legendariske lilleputtræner i AGF, Bjarne Gaba, sagde til sine spillere, når græstæppet ikke var tip-top: “Det gør ikke noget, vi er flyvende!”