Tre kampe med en samlet målscore på 1-0! Det er status for AGF i 2018. Kampagnen mod en 6.-plads er løbet af sporet næsten inden den er begyndt. De hvide har mødt tre af de direkte konkurrenter til den eftertragtede plads – og scoret ét mål! Men ganske uvant for de hvide har mandskabet hold nullet i tre kampe i træk, og det skal David Nielsen have kredit for. Men det vinder man som bekendt ingen kampe af. Nu svier det til AGF, at man har sagt farvel til Superligaens største målscorer, angiveligt fordi han ikke passede ind i holdets nye spillestil.
AGF stillede op i en 4-4-2 opstilling ude mod Lyngby med en midtbane bestående af Spelmann, Guira, Daniel A. Pedersen og Bundu. Der findes næppe en mindre spilstærk midtbane i Superligaen. Fire spillere hvis tekniske formåen ligger lang under niveau. Bedre bliver det ikke af, at alle fire spillere mangler en udviklet spilforståelse, så de alt for sjældent formår at tilbyde sig for medspillerne i kloge positioner.
Alligevel var forventningen vist nok hos trænere og spillere, at århusianerne skulle være spilstyrende. I så fald mangler der den nødvendige selverkendelse. I første halvleg havde Spelmann én, siger og skriver én pasning til en medspiller, men talrige afspil til en modstander. Helt grel så det ud i et gennembrud få minutter før pausen, hvor Spelmann med bolden på fødderne upresset drev den mod kanten af Lyngbys felt med Bundu på den ene side og Pusic på den anden, men ikke formåede at lægge bolden fem meter til den ene side til en fri medspiller.
Det var den ene af kun to gode muligheder AGF skabte i første halvleg. Den anden stod Bundu for, da han fra sin position på højre kant drev bolden ind over midten og fyrede af fra kanten af feltet, men bolden fik et skævt opspring og afslutningen ramte langt over Lyngbys mål. Det var Lyngby, der var spilstyrende i første halvleg og skabte flest scoringsmuligheder. Den største da unge Marcussen rundede Mikanovic i en fin dribling og nåede mållinjen, lagde bolden skråt bagud til Shala, som sparkede over.
Retfærdigvis skal det siges, at anden halvleg viste et AGF-hold i en klar mere fokuseret udgave. Det begyndte oven i købet med, at Spelmann fandt en medspiller! Ni minutter inde i halvlegen tordnede Mikanovic et langskud på den ene opstander, og returbolden kom Pusic først på, men hans afslutning blev klaret af en hurtig og dygtig reagerende Snorre Olsen i Lyngby-målet.
Efter en times spil løber Guira den store Mayron George ned bagfra 20 meter fra mål, men den store frisparkchance sender Jeppe Kjær i det lange hjørne, hvor Jovanovic har let ved at parere. To minutter senere udskiftes den svage midtbanespiller med Amini og dermed steg forhåbningerne om en mere chanceskabende midtbane hos udeholdet.
Det virker som om AGF har lagt et meget stort ansvar på Sanas skuldre. Han skal sætte medspillerne op og skabe det overrumplende. Det formår han også, men han evner ikke at forholde sig selvkritisk til sine evner. Alt for ofte kommer han til at virke som det, nogle kalder en “cirkusspiller”, dvs. overdriver sine driblinger og forsøger for ofte med smarte afspil med hælen og lignende. Er det arbejdsmoralen, der kunne trænge til et eftersyn?
Modsætninger- teknisk set!
Endnu en gang får Spelmann gult, da han sparker Oliver Lund ned, mens han forfølger en bold mod baglinjen. Da han udskiftes ti minutter før tid, får han det sædvanlige skudsmål fra TV-kommentatorerne, denne gang Mark Strudal: “hårdt arbejde, disciplineret”, og dermed cementeres billedet af en utrættelig arbejdsmand i holdets tjeneste. Det er en floskel! Spelmann er aldeles ikke disciplineret, og at kalde det “hårdt arbejde” at han gang på gang mister bolden, løber modstandere ned og pådrager sig advarsler er en miskreditering af begrebet “arbejde”! – Spelmann er sikkert en flink fyr og en god kammerat, men fodboldspiller på dansk topniveau er han ikke – og rollemodel er han slet ikke!
Kasper Junker får det sidste kvarter i front i stedet for en noget anonym Pusic. Tre minutter før slutfløjtet viser han et eksempel på sin opportunisme, da han fra 20 meter hamrer bolden på overliggeren med et flot venstrebens spark. Tættere ved kom ingen af holdene og dermed slutter det målløst. Retfærdigt nok – i den forstand at holdene havde hver sin halvleg.
Set fra denne udkigspost burde AGF nu overveje situationen, erkende at mesterskabsspillet ikke nåes, arbejde benhårdt på at finde to varianter af holdet: Et kontrolleret, defensivt solidt mandskab egnet til udebanekampene og til kampe mod de stærkeste. Et andet mere spilstærkt, chanceskabende og modigt mandskab, som primært anvendes på hjemmebane, og som den første udgave kan omstilles til, når det skal jagte et resultat. Desuden burde holdet fokusere meget mere på at udvikle hjørnesparksvarianter, hvor holdet også truer i rummet bag 2. stolpe, og ikke kun satse på at blokere keeper og score i det forreste rum. Uforudsigelighed er nu engang et kendetegn ved en modstander, det er svært at forsvare sig mod!
I Parken tog FCK mod OB, og den kamp blev afgjort af et imponerende frisparksmål af Robert Skov fra 30 meter, som selv ikke ligaens bedste målmand, Grytebust, kunne afværge. Kampen blev skæmmet af to episoder, hvor modet svigtede dommer Jakob Kehlet. Robert Skov kunne være udvist for en voldsom tackling med knopperne forrest, men slap med gul. Endnu voldsommere forekom en frustreret Santanders meget bevidste og præcise spark bagfra mellem benene og op i skriftet på OBs Tverskov, mens bolden løb ud over mållinjen. Selv da Kehlet efter kampen havde set episoden på tv fastholdt han, at det gule kort var korrekt.
Larsen & Kehlet
Anderledes format var der over dommer Peter Munch Larsen, der i fredagens kamp vinkede afværgende, da Horsens’ Oliver Drost blev skubbet bagfra i feltet af Randers-forsvareren Enghardt. Efter at have set kampen på tvs repriser indrømmede dommeren, at han burde have dømt straffe, og dermed givet hjemmeholdet en gylden chance for at løbe med alle tre point i stedet for at måtte nøjes med resultatet 1-1.
..............Fodboldromantikeren 